Initiativet Demenskor i Danmark får Folkeoplysningens Pris

DR, Alzheimerforeningen, Sangens Hus og Aalborg Universitet er blevet hædret for i fællesskab at tage initiativ til, at der bliver skabt demenskor.

DR, Alzheimerforeningen, Sangens Hus og Aalborg Universitet står bag initiativet ’Demenskor i Danmark’, og der var repræsentanter med fra alle parter, da prisen blev uddelt. Fra DR var det Søren Therkelsen (nummer to fra venstre) og Ole Hjortdal (nummer 5 fra venstre), som var med til at modtage prisen. (Foto: © Frederik Thorkild Bjerglund Madirazza)

Mens mange rundt omkring i landet blev rørt og oplyst i sensommeren og efteråret af DR’s dokumentarserie ’Demenskoret’ og DR’s øvrige fokus på demens, er hundredvis af korledere blevet uddannet i at lede korsang for mennesker med demens.

Samtidig har medarbejdere på demenscafeer, plejehjem og aktivitetscentre fået sangkurser i, hvordan de kan styrke sangen, når mennesker med demens samles hos dem.

DR, Alzheimerforeningen, Sangens Hus og Aalborg Universitet står bag initiativet ’Demenskor i Danmark’, som allerede har fået en stribe kor til at skyde op landet over. Og onsdag eftermiddag blev partnerskabet bag initiativet hædret med Folkeoplysningens Pris på 10.000 kroner, som Dansk Folkeoplysnings Samråd hvert år uddeler.

Prisen, der blev uddelt i forbindelse med Folkeoplysningens Dag i København, går til en forening, organisation eller borger, der har igangsat et ekstraordinært folkeoplysende initiativ, ’der med stor gennemslagskraft har udviklet folkeoplysningen og skabt nye fællesskaber’, som det hedder.

Et pragteksempel

- Når folkeoplysning er bedst, rykker det os mennesker tættere sammen og forandrer noget både i det enkelte menneske og i vores fælles samfund. Det er Demenskor i Danmark et pragteksempel på. Initiativet slår tonen an for fremtidens folkeoplysning ved - gennem et stærkt partnerskab - at finde nye veje og skabe nye fællesskaber i den folkeoplysende verden, sagde formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Per Paludan Hansen, i forbindelse med uddelingen.

Alle partnere fra initiativet bag ’Demenskor i Danmark’ var til stede ved overrækkelsen – herunder Søren Therkelsen og Ole Hjortdal fra Partnerskaber og tværgående indsatser under DR Kultur og Fakta. Og alle var stolte over at modtage prisen.

Det er en jury, der har udvalgt ’Demenskor i Danmark’ til at blive årets prismodtagere foran de fire øvrige nominerede: ’Andelsgaarde’, ’Maratonsang’ (Vartovkollegiet), ’Det Store Ålegræsinitiativ’ (Tænketanken Hav) og ’Vild med Vilje’.

Den store klinge

Juryen hylder initiativet for at træde op på den store klinge og skabe landsdækkende folkeoplysning og fællesskaber gennem musikken.

- Demenskor i Danmark får prisen, fordi der er tale om et helt ekstraordinært stærkt partnerskab, som med stor gennemslagskraft har skabt forandring hos mennesker og for vores fælles samfund, og det viser dermed vejen frem for endnu mere samarbejde i folkeoplysningen, lød det i motiveringen, hvor det videre lød:

- Initiativet viser os, hvordan sproget og livsglæden for en stund kan vende tilbage med korsang og fællesskab – to af folkeoplysningens stærkeste komponenter. Der opstår fællesskab hos en målgruppe, hvor nye relationer ofte synes umulige på grund af sygdom, lød det fra juryen.

Partnerskabets aktiviteter er i dag støttet med fondsmidler fra Lundbeckfonden, og de 10.000 kroner, som prisen består af, skal bruges til at fortsætte udbredelsen af demenskor i Danmark.

Hele programserien ’Demenskoret’ og de særlige ’Syng med Puk & Claus’-programmer kan fortsat ses på DRTV, ligesom DR har samlet artikler og programmer om demens på dr.dk/demens.

Demenskoret
Syng med Puk og Claus