Arne Jacobsen gav os ’Ægget’. Børge Mogensen var manden bag ’Folkestolen’. Nu kan den næste danske møbelklassiker være på vej. Tirsdag aften klokken 20.45 havde DR1 nemlig premiere på kulturprogrammet ’Danmarks næste klassiker’, som også kan ses de næste fem tirsdage.
Her skal fem designere dyste om at skabe det næste ikoniske møbel i dansk designhistorie. Slagets gang bliver styret af Mette Bluhme Rieck, som de fleste nok allerede kender fra blandt andet ’Aftenshowet’, ’Guld i købstæderne’ og DR Sporten.
I løbet af seks programmer skal designerne skabe forskellige møbler. Hver uge får de en udfordring fra dommerne, og i løbet af bare tre uger skal deltagerne designe og producere et møbel, der lever op til dommerens krav.
Efter hver udfordring skal deltagerne præsentere deres værk for dommerne på Arkitektskolen i København. Dommerne kårer en vinder, som placeres på et podie. Efter de seks udfordringer vil der stå seks møbler på podiet, og kun de deltagere, der har deres værk stående, kan løbe med titlen, når dommerne vælger det endelige vindermøbel: Danmarks næste klassiker.
Tosset med godt håndværk
Mette Bluhme Rieck skal guide seerne på DR1 gennem programmet, og den erfarne vært har følt sig som blommen i et æg.
- Da jeg lavede ’Guld i købstæderne’ var det fedeste, når nogen havde et lækkert design med. Noget, som man kunne se, var godt håndværk. Nu har jeg fået chancen for at komme med i maskinrummet og se, hvordan det gode håndværk bliver skabt, siger Mette Bluhme Rieck.
Men det er ikke kun erfaringen fra antikvitetsprogrammet, som værten kan trække på. Også tiden hos DR Sporten og ’Aftenshowet’ har gjort værtstjansen på ’Danmarks næste klassiker’ nemmere.
- Mit arbejde med live-tv har gjort, at jeg i højere grad kan redde en optagelse i stedet for at sige: ”Hov, kan vi tage den igen?” Og det, synes jeg, giver noget andet til programmet. Også fordi deltagerne jo ikke er så medietrænede, så de vil måske gerne være fri for at tage samme optagelse om fire gange.
Ekstremt tidspresset
Selvom tre ugers arbejdstid til designerne kan lyde som meget, så er det bestemt ikke tilfældet, fortæller værten.
- Tre uger er ekstremt lidt tid. Hele den proces, som designerne skal igennem, kan jo normalvis tage år. På et tidspunkt i programmet skal en af dem bruge noget kork, som kun kan bestilles hjem fra Portugal, og det vil tage seks uger. Derfor er de tvunget til at tænke i nye baner, beretter Mette Bluhme Rieck.
Værten selv slipper for tidspresset, men var inden optagelserne en smule nervøs for, hvordan hun skulle reagere, hvis ikke deltagerne nåede at blive færdige til tiden. Hun besøger nemlig kun én eller to af deltagerne i løbet af hver udfordring, så hun har ligesom dommerne ikke set værkerne, før de bliver præsenteret.
- Jeg var i tvivl om, hvad jeg lige skulle sige, hvis de ikke var færdige med deres værker. Men de var alle så sindssygt gode, at jeg helt oprigtigt blev overrasket. Så jeg behøvede slet prøve at reagere, som man gør, når farmor giver den der kedelige striktrøje i julegave.
Mette Bluhme Rieck har dog haft en udfordring ekstra. Hun blev mor, kort før optagelserne startede, og derfor måtte hun have sin søn med på settet i starten, fortæller hun.
”Moderne med et spray af kvalitet”
Mette Bluhme Rieck har ikke kun et forhold til designmøbler på grund af sit arbejde. Hun har også en klar idé om, hvad, hun selv synes, er flot design.
- Jeg kan både lide moderne og antikke møbler. Det vigtigste for mig er, at det er godt håndværk – uanset hvilket århundrede det er fra. Min kæreste arbejder med antik og design, så vi deler vores passion. Og har for eksempel både moderne stole og en antik konsol stående derhjemme i stuen, siger DR-værten.
Det er dog ikke Mette Bluhme Riecks hjem, der er omdrejningspunktet i ’Danmarks næste klassiker’. Til gengæld kan du se hende sammen med dommerne og deltagerne, når programmet vises de kommende tirsdage klokken 20.45 på DR1 og efterfølgende på DRTV.
Se programmet her