Allerede en time før åbningen stod de første besøgende parat til, at DR i Aarhus lørdag klokken 10.00 åbnede til et slaraffenland af oplevelser for alle aldre. Gennem hele dagen var der nysgerrige blikke, store smil og godt fyldt af glade gæster på de snørklede gange på Olof Palmes Allé i Aarhus N.
Udenfor var der skyfri himmel, bålhygge og en direkte vejrudsendelse, mens fadølsanlægget og juicebrikker holdt tørsten fra døren.
Et talstærkt hold af DR-medarbejdere var mødt op for at give gæsterne et indblik i kulissen og bagom-arbejdsprocesserne, og der blev dagen igennem fortalt om alskens indhold fra Frank Erichsens Kastaniegaarden til 'Nak & Æd's køkkenbord, om livet som nyhedsvært og Anders Lund Madsens arbejde med døden i programserien 'På tirsdag skal jeg dø'.