Fra urmenneske til superhjerne – DR’s store videnskabssatsning fortsætter resten af 2018

DR går tæt på den menneskelige adfærd i en ny DR1-serie, og så inviterer DR alle danskere til at være med i Danmarks nye superhjerne og bidrage til ny forskning. Det er to af tilbuddene i DR’s videnskabstema, der fortsætter i efteråret.

’Viden skaber os’ sætter DR i hele 2018 spot på videnskaben i en lang række programmer.

Hver eneste dag giver videnskaben os ny viden og skaber ny teknologi, som er med til ikke blot at ændre verden, men også os selv som mennesker. Det er udgangspunktet for DR’s store satsning ’Viden skaber os’, som kører i hele DR i 2018.

I første halvdel af 2018 har DR undersøgt, hvad videnskaben betyder for vores liv og hvad den nyeste viden siger om os som mennesker. I efteråret kommer vi tættere på den menneskelige adfærd, der gennem tusinder af år har defineret os. Men hvorfor gør vi, som vi gør?

”Vores tid er om noget kendetegnet af den avancerede viden og teknologi, som omgiver os, men når vi går helt tæt på den menneskelige adfærd, så er vi stadig præget af urgamle instinkter. Derfor lærer vi også ting om os selv, når vi sætter mennesket under den videnskabelige lup. Det er meget godt eksempel på, hvad vi vil med vores videnskabssatsning i hele 2018. Vi vil både formidle viden til hele befolkningen og binde danskerne og forskningsverdenen tættere sammen, og det bliver et fokusområde i hele efteråret” siger mediedirektør Henriette Marienlund.

Urmennesket styrer os stadig

I efteråret tager DR med en række satsninger fat på, hvordan videnskaben kan gøre os klogere på os selv. Det starter på DR1, hvor seerne gennem seks programmer kan møde deres indre urmenneske og blive klogere på, hvorfor vi mennesker agerer, som vi gør.

For på trods af vores høje intelligens, moderne livsstil og avancerede teknologi, agerer vi mennesker stadigvæk på mange måder ud fra de samme urinstinkter, som vi har gjort siden tidernes morgen. Vores hjerne og hormonelle kemi tager for eksempel over når vi bliver bange, stressede, eller glade; når vi tiltrækkes af en partner eller kæmper for at vinde.

I hvert program er en ny gruppe helt almindelige danskere inviteret til at deltage i et eksperiment. Hvad de ikke ved er, at de i virkeligheden er forsøgspersoner i et overvåget eksperiment med opgaver og udfordringer, som er designet til at tydeliggøre menneskeartens primitive adfærd med eller uden teknologi ved hånden. En række danske eksperter i menneskelig adfærd kigger med på dette menneskelige eksperiment.

Alle kan blive en del af Danmarks nye superhjerne

Selvom vores instinkter er urgamle og vores adfærd kan være primitiv, er de på samme tid helt unikke for os. DR udforsker som led i efterårets satsning den menneskelige intuition og måden, vi træffer beslutninger på. Det sker sammen med en forskergruppe ved Aarhus Universitet, og alle danskere kan være med og bidrage aktivt til forskningen. Projektet ’Danmarks nye superhjerne’ er et såkaldt citizen science-projekt, hvor forskningsprocessen åbnes op og borgerne inviteres til at hjælpe videnskaben.

I praksis sker det via et simpelt computerspil – det såkaldte ’Skill Lab: Science Detective’ der er udviklet af forskergruppen, ScienceAtHome, ved Aarhus Universitet. Her bliver man stillet en konkret opgave, og skal i løbet af spillet træffe vigtige beslutninger. På baggrund af beslutningerne trækker spillet relevant data ud, som kan hjælpe os med at forstå den menneskelige intuition. De data kan hjælpe forskerne med at gøre os klogere på, hvordan mennesker kan sameksistere med teknologier som robotter og kunstig intelligens.

Spillet er allerede tilgængeligt på dr.dk, så det er allerede nu muligt at bidrage til fremtidens forskning. Udover at have en finger med i spillet, kan brugerne samtidig blive klogere på, om de er den analytiske eller mere risikovillige type. Senere på året bliver ’Danmarks nye superhjerne’ fulgt op af endnu et citizen science-projekt på DR, om hvordan smartphones og tablets påvirker vores søvn.

Masser af programmer om videnskab

DR’s satsning på vidensområdet kommer på et tidspunkt, hvor debatten om og interessen for netop teknologiens og videnskabens rolle i vores samfund fylder stadig mere. Ambitionen er, at nå ud til alle danskere med programmer om videnskab og give mulighed at deltage i debatten og tage stilling, når det gælder teknologiens og videnskabens rolle både i samtiden og i fremtiden.

”Det er en vigtig opgave for en medie- og kulturinstitution som DR at kunne facilitere og drive sådanne samtaler om store spørgsmål i tiden. Når vi sætter spot på videnskaben i hele 2018 og integrere videnskab i rigtig mange programmer, kan vi vise utrolig mange facetter af, hvordan viden skaber os,” pointerer Henriette Marienlund.

Der er da også masser af andre muligheder for at møde videnskaben på DR’s platforme i de kommende måneder. Danskerbingo på DR P3 vil tage rundt i Danmark og finde de steder, hvor vi er verdensmestre i videnskab. P1 er klar med et nyt videnskabsprogram ’P1 redder verden’, der med videnskaben som omdrejningspunkt tager fat i klodens største udfordringer, og på dr.dk/viden vil der hele efteråret være artikler og temaer om videnskab.

Sidst men langt fra mindst ruller DR ud med storsatsningen ultra:bit, hvor en hel årgang skoleelever i 4. klasse skal være kreative skabere af digital teknologi med deres helt egen microcomputer. 2 ud af 3 skoler har allerede tilmeldt sig projektet, og i disse dage modtager 55.000 elever i landets 4. klasser deres helt egen BBC micro:bit.

Udvalgte programmer om videnskab på DR i andet halvår 2018

DR1: Mød dit Urmenneske: Seks programmer

DR2: Jagten på den sidste dinosaur, dokumentar med eventyrer Christoffer Knuth og post. doc. Mikkel Winther Pedersen

DR2: Simons Superkræfter, programserie, hvor Simon Jul afprøver teknologien bag superkræfter

DR2: Familien på skærmen: Gennem eksperimenter undersøger DR2 i to programmer, hvordan vores hjerner, psyke og fysik bliver påvirket, når vi bruger mobilen, tabletten og computeren.

DR2 og DR3: Videnskabsdokumentarer hele efteråret

P1: P1 redder verden. Videnskabsprogram på P1

P1: Djævelen i detaljen: Programserie om videnskaben bag drabsopklaring

P3: Danskerbingo på jagt efter verdensmestre i videnskab.

P6 Beat: Johan og Videnskaben: Johan Olsen undersøger hvad der sker, når vi lytter til musik

Dr.dk/viden: Løbende artikler og større temaer om blandt andet adfærdspsykologi og antibiotika-resistens

Podcast: ’I virkeligheden’: P3’s podcast om videnskab vender tilbage med nye afsnit.

Podcast: ’3% tilbage’: P3-podcast om batteriet

Temaer:

Ultra:bit: DR’s helt store satsning på kodning og digital dannelse blandt børn – læs mere på www.dr.dk/ultrabit

Danmarks Nye Superhjerne: Citizen Science-projekt på blandt andet P4 og dr.dk

Søvn: Citizen Science-projekt om søvn og mobilvaner på blandt andet P3 og dr.dk