- Kom tættere på!
Erkan Özden har fået sin mikrofon på og henvender sig til den store forsamling af studerende, der er mødt op i atriet på Københavns Professionshøjskole. Udover de deltagende studerende er der flere, der følger med fra de højere etager, hvorfra de har en god udsigt til dagens arrangement.
- Min motivation for at være her i dag er blandt andet, at vi på Facebook bliver mødt af en debat, der mest af alt minder om en skraldespand, fortsætter han.
- Så skal vi ikke se, om vi kan tale sammen, selvom vi er uenige?
DR’s store valgprojekt ’Uenige Sammen’ startede torsdag på institutioner over hele landet. Tanken bag er, at folk, der er uenige om væsentlige politiske spørgsmål, skal mødes og diskutere for at blive klogere på hinanden og det samfund, vi alle er en del af.
- Jeg synes, det er et meget nødvendigt projekt, så jeg er meget glad for at være en del af det. Jeg har med forskellige projekter været ude hos over 50.000 skoleelever de seneste år. Uanset om det er unge eller gamle, er alle enige om, at de er dødtrætte af folk, der sviner hinanden til på nettet. De er trætte af, at man ikke kan tale sammen på en ordentlig måde, siger Erkan Özden, der torsdag formiddag var ordstyrer på Københavns Professionshøjskole.
Uenige sammen
De studerende på professionshøjskolen står i midten af et stort V, der er tegnet på gulvet. På den ene side af V’et er der skrevet JA, og på den anden side er der skrevet NEJ. Erkan Özden lægger op til første omgang.
- Skal hash legaliseres?
Efter kort betænkningstid søger eleverne ud mod siderne og til sidst står der omtrent lige mange på hver side af det store V. Herefter mødes de på midten med en, der står på den anden side, og diskuterer spørgsmålet.
Argumenter både for og imod flyver gennem luften, og efter fem minutter bryder Erkan Özden ind og samler op på diskussionerne. Nogle har rykket sig. Nogle står fast. Men vigtigst af alt har alle fået flere perspektiver og ingen er blevet uvenner.
- Skal der være strengere straffe for vold og voldtægt?
Mens diskussionen om det foregående spørgsmål stadig kører blandt dem, der følger med på afstand fra cafeen ved siden af atriet, gentager sceancen sig. Men denne gang med en meget større uligevægt.
Kun tre personer har stillet sig på ’NEJ’-siden, og i stedet for at alle igen mødes på midten, lader Erkan Özden mindretallet lægge ud, før nogle enkelte fra den store ’JA’-side byder ind med deres syn på sagen. Stadig ingen slåskamp eller ukvemsord i luften.
God start
Deltagerne er midt i dagens sjette og sidste diskussion, som handler om, hvorvidt rygning skal forbydes i det offentlige rum, da Erkan Özden for sidste gang bryder ind for at samle op. Tiden er gået, men der er plads til et par pointer, inden han afslutter diskussionen og takker de studerende for deres store engagement.
De fleste forlader atriet, mens Erkan Özden går rundt og snakker med nogle af de mest ivrige debattører, som er blevet hængende for at snakke.
- Det var rart at få nogle flere nuancer ind i diskussionen, og jeg har måske rykket mig en lille smule på nogle ting. Men jeg har også fundet ud af, at jeg står fast på mine stærkeste holdninger, lyder det fra en af de studerende.
Erkan Özden er meget tilfreds med, hvordan formiddagen er gået og synes, at det simple koncept fungerede overvældende godt.
- Da de lige fandt ud af, hvad det egentlig handlede om, fik de fleste lyst til at fortælle og erklære sig enige eller uenige. Vi havde nogle meget svære emner oppe og vende, som der er mange nuancer i, men de fleste havde faktisk ikke noget problem med at stille sig frem med deres holdning. Det, synes jeg, er ret flot, siger han.
Du kan stadig nå at være med, når DR den sidste søndag inden folketingsvalget faciliterer møder over hele landet mellem folk, der er uenige. Du kan læse meget mere om ’Uenige Sammen’, og tilmelde dig, her.