Der er overordentlig stor sandsynlighed for, at du har set et af Bjarne Bergius Hermansens billeder i løbet af de seneste årtier. Siden 1985 har han fotograferet livet i DR, og hans pressebilleder af værter, medvirkende, skuespillere, dukker, chefer og ’almindelige’ DR-medarbejdere er igen og igen blev brugt i aviser, ugeblade, på nettet og på DR's egen hjemmeside, dr.dk.
Hvis man har arbejdet i DR eller været med i et DR-program i løbet af de seneste 34 år, er der en rigtig god chance for, at man har været motiv for Bjarne Bergius Hermansens linser, eller man har set ham i færd med at klikke løs.
En søgning på Bjarne Bergius Hermansen i DR’s digitale fotoarkiv giver næsten 57.000 hits. Læg dertil de mange billeder, han har taget før den digitale fotoalder.
Med udgangen af måneden stopper Bjarne Bergius Hermansen i DR. Her ser han - sammen med dr.dk/omdr - tilbage på nogle af de mange DR-højdepunkter, der også har været højdepunkter i hans karriere.