Tirsdag eftermiddag blev 'Den Gyldne Mikrofon' uddelt i DR Koncerthuset. Den Gyldne Mikrofon er DR’s lydpris, der hvert år bliver givet til en medarbejder, der gør noget ekstra for lydkvaliteten på DR’s platforme.
I år hedder prismodtageren Thomas Dose. Han er afdelingsleder i DR Musiktjenester og modtager prisen og den tilhørende forgyldte mikrofon for sit arbejde med at højne lydkvaliteten i DR’s musik. Thomas Dose står blandt andet bag udviklingen af den teknik, som er med til at sikre, at DR’s musik kan udkomme i topkvalitet på både radio, tv og web.
Nysgerrig og unik
Prisen blev overrakt af DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn, der i sin tale beskrev Thomas Dose som kompromisløs, nysgerrig og passioneret - og unik.
- I vores lydpolitik for radio og web står der, at vi skal gengive musikken i en form, der er så tæt på originalmaterialet som muligt. Du er den mand, som sikrer, at det sker. Det er derfor, du får 'Den Gyldne Mikrofon' i dag, lød det desuden fra generaldirektøren.
Det er DR’s Lydkvalitetsgruppe, der hvert år uddeler Den Gyldne Mikrofon. I år er femte år i træk, hvor en DR-medarbejder hyldes for sit arbejde med lyden.
Sidste år gik prisen til radiofoni-inspektør og musiktekniker Ossian Ryner for hans mangeårige arbejde for god lyd i DR’s musikproduktioner.