Anne Søndergaard er 'med som gæst': 'Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer'

I anledning af at DR fylder 100 år i 2025 er 100 danskere blevet udvalgt til at være 'med som gæst' i deres yndlingsprogram. Her kan du møde Anne Søndergaard fra Vejle, der skal være med i Minisjangprogrammet 'Læs med Orm'.

Den 1. april 2025 har DR 100-års jubilæum. Markeringen af de første 100 år med public service finder sted på tværs af landet, hvor danskerne er inviteret med.

Som et led i markeringen skal 100 danskere deltage i deres yndlings-DR-program. Initiativet hedder ‘Med som gæst’ og startede i juli 2024. Her kunne danskerne ansøge om at medvirke i 62 forskellige DR-programmer fra både tv, radio og podcast. Og samtlige programmer har fået ansøgninger fra danskere, der ønsker at medvirke i alt fra ’Sara og Monopolet’, ’Nak og Æd’, ’Drømmeholdet’ på P3 til ’Gudstjenesten’.

Én af de 100 udvalgte danskere er Anne Søndergaard fra Vejle, der medvirker i DR-programmet 'Læs med Orm'.

’Læs med Orm’ er et nyt tv-program fra Minisjang-universet, hvor Orm får besøg af en række stærke formidlere og sammen læser de højt af ny, dansk børnelitteratur. Programmet er en del af DR’s 3-årige læseindsats ’Alle ord tæller’, der skal styrke læselysten for danske børn i alderen 1-14 år.

- Jeg har gennem hele mit børne- og voksenliv set utrolig meget op til DR’s børneværter. Det er fuldstændig ’a dream come true’, at jeg nu har fået muligheden for at være en del af ‘Læs med orm’. Jeg er dybt taknemmelig for at få lov at være med, og det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer, siger Anne Søndergaard.