DR VokalEnsemblet uropfører Pelle Gudmundsen-Holmgreens sidste værker

Der er underfundig svanesang fra en savnet smagsdommer, når DR VokalEnsemblet uropfører to nye værker af den afdøde komponist ved korets 10 års jubilæumskoncert den 15. januar

Pelle Gudmundsen-Holmgreen blev fejret af DR Symfoniorkestret, da han fyldte 70 år. (© Type 1)

Komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen var noget så sjældent som en højt elsket avantgarde-pioner og provokatør. I den brede befolkning var han kendt som en af de mest markante, livlige og humoristiske paneldeltagere i DR2's 'Smagsdommerne' – og så var han en mand, der sprang på cyklen, vinterbadede og gik til alle byens avantgarde-koncerter, selvom han var over 80.

Da Gudmundsen-Holmgreen døde i sommeren 2016, kom det som et chok for dansk kulturliv og endda for komponistens egen omgangskreds – med undtagelse af dem, der nåede at se ham i de sidste par måneder, hvor komponisten var tydeligt mærket af cancer.

Helt frem til sin død var Pelle Gudmundsen-Holmgreen i gang med at skrive musik. Hans allersidste toner blev to værker til DR VokalEnsemblet, skrevet til korets 10 års jubilæum i januar 2017. Og valget af tema i værkerne var langtfra tilfældigt.

Sangteksterne er fulde af poetiske billeder på menneskelivets korthed og naturens evige forfald – og et af værkerne er ligefrem skrevet til Kingos berømte salmetekst ”Far, verden, far vel.” En tydelig svanesang fra komponisten – og måske kan man sige, at de to værker, som nu vil blive opført for første gang, var hans eget, underfundige Requiem?

Gudmundsen-Holmgreen døde, netop som han var ved at færdiggøre de to værker. Han nåede ikke at høre musikken selv, men publikum i Glyptotekets festsal i København kommer til at opleve værkerne, når DR VokalEnsemblet uropfører dem til sit 10 års jubilæumskoncert søndag den 15. januar.

Hvis man ikke selv kommer til koncerten, kan den høres på P2 mandag den 16. januar klokken 19.20.

Tekst til første værk, af Robert Herrick:

”Vi har kort tid at være her; ligesom I har;

lige så kort et forår;

og en hurtig vækst, der skal møde forfald,

som du og alting har.

Vi dør,

som dine timer dør og tørrer ud;

alt må bort

som sommerregn –

eller som morgenens dug-perler,

der aldrig findes igen."