DR Ung har efterhånden fået sat en tyk streg under, at man er god til at lave vedrørende dokumentarer. Sidste års mest streamede DR-program – ’Prinsesserne fra Blokken’ - var produceret af DR Ung, og succesen skyldes især, at det er lykkes at ramme en bred målgruppe.
DR Ung laver dokumentarer til DR3 om folk, der også passer ind i kanalens unge målgruppe: de 15- til 40-årige. Derfor er det en stor fordel, at det er TV-mediet, som redaktionen arbejder med. Historierne fra de specielle miljøer kan nemlig fortælles effektivt med billeder, og det er vigtigt at med den slags dokumentarprogrammer til unge, mener redaktionschef hos DR Ung Erik Struve Hansen.
”Det er vigtigt med fakta til unge, fordi det giver dem noget at spejle sig i. Noget, de kan genkende sig selv i, eller som fascinerer dem og gør dem klogere på et bestemt miljø. Man bliver bekræftet i nogle fordomme og afkræftet i andre,” siger han.
Skal helt ind under huden
Det er ikke en selvfølge, at DR Ungs dokumentarer er populære. Det kræver, at journalisterne giver meget af sig selv og tør gå helt ind i det miljø, de skal skildre.
"Det skal være hudløst ærligt, og så skal det være en miljøskildring, der kommer helt ind i miljøet. Ærligheden og det med at prøve tingene på egen krop er to mantraer, som har stået på mange powerpoints efterhånden, når redaktørerne på DR3 har fortalt, hvad de synes er vigtigt," siger Erik Struve Hansen.
Og netop det med at komme helt tæt på kilderne gennem både op- og nedture er noget af det mest interessante ved arbejdet. Det mener Camille Gudmand Lange, der er tilrettelægger hos DR Ung.
”Når jeg filmer nogen, så er jeg i høj grad tilgængelig for dem. På telefon og SMS - morgen og aften. Det er en intens periode, som gør, at min medvirkende bliver tryg ved mig og ikke er bange for at vise sine skrøbelige sider. Og det er dér, det bliver meget interessant. Det er dér, der kommer nogle stærke scener,” siger hun.
En grænseoverskridende optagelse
For to år siden lavede DR Ung en dokumentar om selvmordstruede unge. Da filmede Camille Gudmand Lange en 29-årig heroinmisbruger ved navn Patrick. Han boede hos sin mor, som havde forladt faren. Det var en familie med mange skeletter i skabet, og forholdet mellem mor og søn var mildest talt belastet.
”Især hans 30 års fødselsdag, hvor jeg filmede fødselsdagsmiddagen, var speciel,” fortæller Camille Gudmand Lange, der denne aften fik sin ilddåb som dokumentarist.
”De var kun de to, og moren havde hentet sushi, hvilket de egentlig heller ikke havde råd til. Det var vildt svært bare at få dem til at sidde sammen. Luften i stuen var tung af dårlig stemning, og der var så mange usagte ting i luften: Familietragedier, som ingen ville tale om og undvigende blikke. Jeg var fluen på væggen i en helt privat situation, der var så ægte og akavet, at mine hænder rystede. Jeg kunne nærmest ikke holde kameraet stille, fordi jeg var så bange for at misse det. Samtidig var det vildt grænseoverskridende at filme mennesker, som havde det så svært lige dér.”
Historien om Patrick er et lysende eksempel på, hvordan DR Ung vil skildre de miljøer, de arbejder med. Det er personhistorien, der er det centrale. Det er også vigtigt, at det ikke vinkles for skarpt, mener Erik Struve Hansen.
”Vi skal derud, hvor det sker. Vi skal ikke sidde i et studie og diskutere. Det er også sjældent, der er eksperter med. Seerne skal selv tage stilling undervejs, de skal ikke have serveret et svar i selve programmet. Det går vi meget op i. ”
En dybere mening er vigtig
Det er ikke nok, at dokumentaren er underholdende. Den skal også indeholde en større fortælling, som seerne kan forholde sig til. Erik Struve Hansen fremhæver i den forbindelse dokumentaren om rapperen Kesi.
”I ’Kesi 22 år’ handler det ikke kun om livet som musiker, men også om det at være i grænselandet mellem ung og voksen. På den måde kan unge spejle sig i ham, selvom de ikke selv er musikere,” siger han.
Derudover skal der være modgang i løbet af historien. Man kan ikke skære alle nedturene ud.
”En god historie virker utroværdig, hvis den er rosenrød hele vejen igennem. For sådan er livet ikke. Derfor giver det en ægthed, hvis man også viser de negative sider. Når man bliver sur eller ked af det, og ikke kun når man er ovenpå,” siger Erik Struve Hansen.
Overraskende prinsesser
Specielt én produktion skiller sig ud, hvis man spørger Erik Struve Hansen. Den dokumentar, der skulle vise sig at blive sidste års mest streamede DR-program, var også den mest problematiske.
”’Prinsesserne fra Blokken’ har uden tvivl været en af de sværeste at lave. Der havde vi med nogle mennesker at gøre, der var vant til at gøre, hvad de har lyst til, når de har lyst til det. De var lidt deres egne prinsesser, kan man sige. Det betød også, at de aflyste virkelig mange optagelser.”
Erik Struve Hansen fortæller, at de medvirkende ikke regnede med, at programmet ville få ret mange seere. Derfor turde de også sige og gøre, hvad der faldt dem ind. Det betød dog også, at det blev en kamp at klippe programmet sammen.
”Den fragmenterede form blev meget rost bagefter. Normalt vil en scene bestå af tre dele: et set-up, en midte og pay-off, hvor scenen forløses. Men de nåede sjældent til den sidste del. Så vi måtte tænke helt ud af boksen og eksperimentere med det,” siger han.
Første afsnit af dokumentarserien om en gruppe unge piger fra Københavns vestegn havde 579.000 seere. Og det kom bag på folkene bag programmet.
”Helt ærligt overraskede det både mig og folkene på DR3. Jeg troede, den ville få omkring 60.000 seere og være et stærkt public service-program, som er vigtigt at lave, men som måske ikke ville fange så mange. I stedet endte første afsnit med at få næsten 600.000 seere.”
DR Ungs dokumentarer spænder i sagens natur bredt, da målgruppen også er forholdvis bred. Formålet er dog det samme: Faktaprogrammer til unge skal være noget, man kan spejle sig i som seer. Og så må det meget gerne skabe debat, forklarer Erik Struve Hansen:
”Det er allermest spændende, hvis vi kan skabe en form for dagsorden i forhold til, hvad de yngre danskere tænker.”