- Det her er mit liv. Og det er både nemt og kompliceret.
Sådan siger 26-årige Gina Jaqueline i introen til den omdiskuterede DR3-programserie 'Gina Jaqueline - en sugardaters fortælling', der netop har haft premiere.
Og sugardating er kompliceret.
- Vi ser ofte unge, der er knækket efter at have sugardatet. Og det kan være bare én oplevelse, der gør, at de knækker. Ofte ser de det ikke komme, siger Mayke van der Kamp, der arbejder som rådgiver og projektmedarbejder på Reden Ung, til P1 Morgen.
Reden Ung er en rådgivningportal, hvor unge kan få svar på deres spørgsmål om køb og salg af sex.
Også når det drejer sig om det, man kalder gråzoneprostitution. En gråzone, som netop sugardating befinder sig i, og som de på Reden Ung har beskæftiget sig med særligt de sidste tre år.
En gråzone som holdet bag programserien også har været opmærksomme på i deres arbejde med Gina Jaqueline og fænomenet sugardating:
- Programmet handler om gråzoneprostitution. Men det svære med gråzoner er jo netop at definere, hvor grænserne går. Og det, vi gerne vil med programmet, er at fremlægge:, hvordan en sugardaters liv er, siger Mads Kromann Andersen, der er programredaktør på DR3, til P1 Morgen.
Selvom Mayke van der Kamp og hendes kolleger er glade for, at et program som 'Gina Jaqueline - en sugardaters fortælling' hjælper med at sætte fokus på et tabubelagt fænomen, så er hun også bekymret:
- Vi (Reden Ung, red.) håber, den formår at vise fænomenet fra både de gode og dårlige sider, for det er vigtigt, at det fulde billede af sugardating kommer frem.
Du kan høre hele interviewet med først Mayke van der Kamp og dernæst Mads Kromann Andersen i P1 Morgen her.