Samtidig med at DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret i disse dage øvede sig flittigt til ét af årets højdepunkter – nemlig at være med i DR Pigekorets julekoncerter søndag og mandag, var der også andet at glæde sig over.
Takket være en markant bevilling fra Augustinus Fonden på tre millioner kroner kan DR Korskolen fortsætte på ekstra højt niveau i 2018-2020, hvor flere børn end tidligere får muligheden for at synge i DRs kor for børn og unge.
Samtidig kan DR Korskolen fortsætte sit arbejde med at sprede endnu mere sangglæde til hele landet, inspirere lærere og korledere ved åbne prøver, workshopper og mentorordninger og ved blandt andet at samarbejde med lokale børnekor på Amager, som nyder godt af DR Korskolens erfaringer, og at DR Korskolen er en del af et mediehus.
En vigtig opgave for DR Korskolen i de kommende tre år bliver også at styrke den digitale formidling for at nå ud til hele Danmark og give sangglæden en yderligere tak opad.
”Med DR-korenes 300 børn og unge i alderen 6-22 år er der hver dag et vidunderligt liv i DR Koncerthuset. Kombinationen af de mange børn, deres fremragende sanglærere og pædagoger og DRs voksne, professionelle sangere og musikere er en sund og meget livgivende investering i fremtidens musikudøvere og musikelskere,” siger chefen for DRs Kor og Orkestre, Kim Bohr, der fortsætter:
”Med donationen fra Augustinus Fonden kan vi udvikle vores ungdomsarbejde og give de mange børn en endnu bedre musikundervisning. Vi er dybt taknemmelige for støtten, som er en sikker investering i fremtiden,” siger han.
Kronerne fra Augustinus Fonden kommer i forlængelse af en bevilling på 1,8 millioner kroner, som DR Korskolen fik af fonden for tre år siden. Den betød, at både DR Spirekoret og DR Børnekoret i dag består af hver 80 børn mod 40 tidligere. Samtidig blev også DR Juniorkoret udvidet, så det nu består af 65 medlemmer. Med den nye bevilling på tre millioner kroner kan DR Korskolen forankre sin indsats for, at flere børn fra en bredere baggrund kan få en plads i et af korene.
”Bevillingen bidrager til, at DR Korskolen vil placere sig i centrum for den sanglige og musikalske fødekæde. Augustinus Fonden er glade for at bakke op om de visioner og den indsats, som DR Korskolen vil igangsætte ude i landet og ikke mindst arbejdet med videreuddannelse af dirigenter og musikundervisere, siger fondsdirektør Frank Rechendorff Møller fra Augustinus Fonden.
Bevilling har kunnet mærkes
Både DR Korskolens og DR Pigekorets kunstneriske leder Anne Karine Prip og dirigent og korleder i DR Korskolen Susanne Wendt er selvsagt glade for Augustinus Fondens nye bevilling. Og de mener, at den første bevilling allerede markant har kunnet mærkes.
”Det er helt tydeligt, at korene er blevet dygtigere af, at vi – med bevillingen, vi fik for tre år siden – har kunnet øge optaget i korene og har kunnet ansætte flere professionelle folk til at arbejde med dem. Samtidig har DR Korskolen kunnet inspirere flere og tage del i mere, fordi vi nu også har muligheden for at dele os op i mindre hold,” siger Susanne Wendt.
Hun mærker samtidig, at der er en øget efterspørgsel efter korene, og at DR Juniorkoret – på grund af sin professionalisme – får flere og flere tilbud om opgaver, som tidligere ville være gået til DR Pigekoret.
Anne Karine Prip ser frem til, at DR Korskolen kan inspirere endnu flere og få sangglæden yderligere ud i landet.
”Noget af det, vi har fået rigtig meget respons på de seneste år er, når vi har lavet videoer med DR Korskolen, som korelever og skoleelever kunne varme op til og øve med. Vi har også lavet undervisningsvideoer til lærere, og den digitale formidling planlægger vi helt klart at styrke i de kommende år, så vi når ud til hele Danmark,” forklarer hun.
Samtidig fortsætter DR Korskolen også sin indsats lokalt. På Amager har DR Børnekoret samarbejdet med skoler og lokale børnekor. Her har DR-børnene og korskolelederne lært fra sig, ligesom de lokale børn er blevet inviteret med på scenen i DR Koncerthuset.
”Der har været en meget stor interesse for det, og samtidig har DR Korskolen været en rollemodel for dem og lært fra sig af måden, vi arbejder på. Det glæder mig, at vi nu også kan fortsætte med det arbejde,” siger Anne Karine Prip.
Med den nye bevilling i ryggen er det også planen, at DR Korskolen udgiver en cd med børnesangskatten. Planen er også, at den bliver lavet med nye arrangementer og med ekstra materiale, så andre korsangere og korledere samtidig kan sætte sig ind i, hvor DRs børnekor og deres ledere arbejder med tingene.