P2 havde egentlig tænkt sig at vente til den 24. december med at sende DR Pigekorets julekoncert, som har været fast inventar på korets repertoire lige siden starten i efteråret 1938.
Men da redaktionslederen og kanalchefen på P2 erfarede, at der – trods tre udsolgte koncerter – står over 4000 på venteliste til DR Pigekorets julekoncert, hvor koret traditionen tro får selskab af DR Spirekoret, DR Børnekoret og DR Juniorkoret, besluttede de at sende den direkte.
Så nu får lytterne både chancen for at høre koncerten direkte på P2 på mandag den 18. december med opvarmning på kanalen fra klokken 18.05 samt juleaftensdag klokken 16.03. ’Pigekorets Jul’ kan også ses på DR K 1. juledag klokken 20.00.
I det hele taget er der udsigt til masser af julekoncerter med DRs kor og orkestre i sendefladen i den kommende tid. Og faktisk er det ikke kun DRs lyttere, der får for eksempel DR Pigekoret, DR Vokalensemblet eller DR Symfoniorkestret at høre i søde juletid. Det gør en lang række europæiske radiolyttere også.
To timers julemusik til hele Europa
Søndag den 17. december er ’International julemusikdag’ i det europæiske radiosamarbejde EBU – og også på DRs P2. Kanalen sender 13 timer med julemusik fra Østrig, Rusland, Estland, Tyskland, Finland, Danmark, Ungarn, Bulgarien, Sverige, Tjekkiet og Portugal. Hver time bliver der stillet om til et nyt land, der præsenterer julemusik med lokal farvning og lokale medvirkende.
Som det eneste land har Danmark – og DR – fået lov til at sende to timer på julemusikdagen, som er blevet sendt den sidste søndag før jul over store dele af Europa siden 1995.
Koncerten, som DR bidrager med, og som i Danmark kan høres på P2 den 17. december, er første del af ’Bachs Juleoratorium’ med solisterne Sibylla Rubens, Wiebke Lehmkuhl, Banjamin Hulett og André Morsch sammen med DR Vokalensemblet og DR Symfoniorkestret - dirigeret af Marcus Creed.
Derudover byder DR Pigekoret også på julesange, der dermed har udsigt til at ryge ud af radioapparaterne i alt fra Vladivostok ved Stillehavet til den portugiske Algarve-kyst.
Medlemmer af DR Symfoniorkestret samt DR Juniorkoret er også med, når ’DRs store juleshow’ kan ses på DR1 lørdag den 16. december klokken 20.30 og høres på P4 juleaftensdag klokken 17.03, ligesom DR Big Bands julekoncert med Michael Carøe, Miriam Mandipira og Bobo Moreno er at finde i radioen selveste juleaften klokken 18.03 – og igen 1. juledag klokken 21.03.
Også andre julekoncerter på P2
Udover julekoncerterne er der også meget andet julemusik at finde hos DR i de kommende uger. ’P2 Koncerten’ den 18. december byder for eksempel på Concerto Copenhagens julekoncert, mens den 19. december serverer den danske komponist Thomas Agerfeld Olesens nye Juleoratorium.
Den 20. december sender P2 Händels ’Messias’ direkte fra Palau de la Musica i Barcelona, den 22. december står den på julemesse af Michael Praetorius, og selveste juleaften byder ’P2 Koncerten’ blandt andet på Rimskij Korsakovs suite fra operaen ’Juleaften’.
Hver dag frem til 27. december klokken 8.25 og 19.55 på DR K: Dagens julesang med DRs kor
Her kan du blandt andet høre DRs kor og orkestre i den søde juletid
- •
16. december klokken 20.30 på DR1: ’DRs Store Juleshow’ – med en stribe solister, DR Juniorkoret og musikere fra DR Symfoniorkestret
- •
17. december klokken 15.00-17.00 på P2: International julemusikdag – med det danske bidrag: Bachs Juleoratorium med blandt andre DR Symfoniorkestret og DR Vokalensemblet
- •
18. december klokken 18.05 på P2: Julekoncert med DR Pigekoret og DR Korskolen – opvarmning fra klokken 18.05 og koncert direkte klokken 18.30
- •
23. december klokken 12.15-14.00 på P2: Danmark synger julen ind – med moderne og klassiske julesange og -salmer, DR Koncertkoret og DR Børnekoret, 300 amatørkorsangere med mere.
- •
24. december klokken 16.03 på P2: Julekoncert med DR Pigekoret og DR Korskolen
- •
24. december klokken 17.03 på P4: Det bedste fra ’DRs Store Juleshow’
- •
24. december klokken 18.03 på P8 Jazz – ’På scenen’ med DR Big Bands julekoncert med solisterne Michael Carøe, Miriam Mandipira og Bobo Moreno
- •
24. december klokken 20.00 på DR K: Danmark synger julen ind - med moderne og klassiske julesange og -salmer, DR Koncertkoret og DR Børnekoret, 300 amatørkorsangere med mere
- •
25. december klokken 20.00 på DR K: Julekoncert med DR Pigekoret
- •
25. december klokken 21.03 på P8 Jazz: ’På scenen’ med DR Big Bands julekoncert med solisterne Michael Carøe, Miriam Mandipira og Bobo Moreno
- •
26. december klokken 17.55 på DR K: Julekoncert med DR Pigekoret