DR i tæt samarbejde med private producenter om indhold til børn

Tirsdag var over 170 af landets private tv- og spilproducenter samlet i DR. De bød ind med programmer og spil til børn, som kan opleves hos DR. Samtidig blev et nyt stort samarbejde om skolefodbold med DBU samt et nyt læringstilbud til de helt små børn præsenteret.

En stor del af de programmer og spil til børn, som kan opleves hos DR, produceres af private producenter. Onkel Reje, Bamselægen og Oda Omvendt er eksempler på de mange programmer, der laves af private producenter til DR.

Tirsdag var over 170 af Danmarks private tv- og spilproducenter på besøg hos DR, og derudover livestreamer mange producenter Børneproducenternes Dag for at høre om nogle af de nye udsendelser og spil, som DR gerne vil have deres bud på.

- Vi kan slet ikke komme i mål med vores ambitioner på børneområdet uden et meget tæt samarbejde med det private marked. Det er med til at sikre, at vi hele tiden udvikler nyt indhold, som tager afsæt i, hvad det vil sige at være barn i Danmark netop nu. Vi har en 50-årig lang dansk tradition på børneområdet, som vi værner om og hele tiden udvikler sammen med alle de gode kreative kræfter rundt om i landet. Det kan ingen nok så stor international medie- eller techgigant hamle op med. Derfor vil jeg gerne sige tak for samarbejdet til alle landets private producenter af børneindhold til DR. Det arbejde og den kreativitet, de leverer, er et vigtigt bidrag til vores alle sammens danske børnekultur, siger DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Stort samarbejde med DBU om skolernes fodboldturnering

Det blev tirsdag præsenteret, at DR og DBU - Dansk Boldspil-Union - er gået sammen om skolernes pokalturnering ’Ultra Skolepokalen’, som DR og særligt DR Ultra vil lave en omfattende dækning af fremover.

’Ultra Skolepokalen’ er for DR Ultra et nyt flagskib, der giver en anledning til at arbejde endnu mere med sport og bevægelse til Ultras målgruppe på 9-14 år. I DR Ultras dækning af turneringen vil fokus både være på banen, men i lige så høj grad også på det fællesskab, der er rundt om og uden for banen blandt spillere, kammerater og lærere. Det er en fælles ambition for både DR og DBU igennem ’Ultra Skolepokalen’ at øge børnenes interesse for både det sportslige og at støtte op om fællesskabet – et fællesskab, som DR Ultra ønsker at være en del af og støtte op om med ’Ultra Skolepokalen’.

- Skolepokalen er en institution i dansk fodbold og er meget mere end spillet på banen. Fodbold binder mennesker sammen, og turneringen rammer lige i hjertet og danner et unikt fællesskab, når vi samler elever, lærere og skoler på tværs. Vi er derfor meget glade for det nye samarbejde med DR Ultra og er sikre på, at børnene gennem fodbolden, vil opnå bedre trivsel, motion, og lære noget til gavn for dem selv, Danmark og naturligvis i sidste ende dansk fodbold, siger Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU.

850 skoler landet over er tilmeldt turneringen, og over 2.500 kampe vil blive spillet med flere end 18.000 spillere fra 7.-10. klassetrin. Turneringen starter den 31. august og løber frem til finalen i april 2021.

Nyt tilbud til alle landets børnehaver fra DR

DR Spire er DR’s spritnye digitale leg- og læringstilbud til alle daginstitutioner med børn i alderen 3-6 år. Det bliver ligeledes præsenteret tirsdag.

DR Spire er et interaktivt og pædagogisk univers, som tager udgangspunkt i pædagogiske læreplaner, og som ved hjælp af børnenes yndlingsværter inspirerer børnehavebørn til kreativitet, leg og læring på legepladsen, stuen eller på turen. Leg- og læringsforløbene udvikles med udgangspunkt i DR Ramasjang-indhold og i samarbejde med eksterne organisationer og pædagoger.

- Én times Ramasjang skaber 100 timers leg. Den leg forlænger vi nu med endnu flere timer med DR Spire. Ved brug af digitale forløb på DR Spire kobles det digitale og det fysiske univers. Børnehavebørnene vil opleve at blive budt velkommen af DR’s børneværter som Isabel, der lærer børnene om fugle eller Victor Lander fra ’Sikker & Søn’, der taler direkte til børnene og inddrager dem i lege om trafiksikkerhed, fortæller Trine Charlotte Jensen fra DR Spire.

Tæt samarbejde med børnene selv

I alle DR’s produktioner til børn er det et centralt element, at selve målgruppen er inddraget i produktionen og føler sig afspejlet i indholdet.

DR Ultra har længe benyttet sig af for eksempel børneredaktører, og i dag bliver nyeste skud på stammen så præsenteret på Børneproducenternes Dag: nemlig Ultrapanelet.

Med Ultrapanelet sætter man endnu mere turbo på både inddragelsen og mangfoldighed, når man målrettet samler stemmer ind fra hele Danmark til brug for både Ultra Nyt og andre børneprogrammer. Alt sammen for at sikre, at alle landets børn føler sig både set og hørt, og at indholdet er målrettet, i øjenhøjde og relevant for målgruppen.

- Vi insisterer i DR på at tale med børn og inddrage dem i vores produktioner, men under corona blev vi på 'Ultra Nyt' udfordret, fordi vi ikke længere på samme måde kunne mødes med børnene ude på skolerne. Vi blev nødt til at inddrage dem på anden vis, og fik dem derfor til at sende os videoer. Det var de til gengæld så gode til, at vi på baggrund af de erfaringer nu er i gang med at oprette et panel af børn fra hele landet – Ultrapanelet – som skal være med til at bidrage med inputs fra hele Danmark, fortæller Thea Vinther fra B&U.

Jonas Risvig er ekstern producent og instruktør af blandt andet DR Ultra-fiktionsserierne ’Stikker’ og den aktuelle ’Flokken’, som begge henvender sig til den ældste del af Ultras målgruppe. Til at vide, hvad der rører sig i lige præcis den del af målgruppen, benytter Jonas Risvig sig også af tæt samarbejde og stor inddragelse af de medvirkende for at lave indhold, der er så relaterbart som muligt for målgruppen.

- Når man arbejder med indhold til de større børn, synes jeg det allervigtigste er, at man interagerer med målgruppen. Og det skal starte fra man får den allerførste ide til, hvad man gerne vil fortælle dem. Måden, jeg gør det på, er konstant at tvinge mig selv til at fjerne filteret til dem, jeg gerne vil tale til. Så jeg taler fra dag ét med de medvirkende og lader dem byde ind med, hvordan vi præsenterer og præciserer de tematikker og samtaleemner, som vi synes er vigtige, og som vi gerne vil kommunikere videre til resten af målgruppen. Jo mere vi voksne har en plan eller prøver at regne ud, hvordan det er at være 13 år, jo mere synes jeg, vi tager fejl. Så derfor skal man hellere invitere de medvirkende med helt ind i maskinrummet fra første idé til en kommende produktion, fortalte ekstern producent Jonas Risvig tirsdagpå Børneproducenternes Dag.

DR - og blandt andet dr.dk/omdr - vil i den kommende tid fortælle mere om nye initiativer på børneområdet.