DR investerer i en ny, stor animationssatsning til børn

DR har aldrig tidligere satset så stort på en animationsserie som den, der nu er på vej. Et af Ramasjangs mål er at skabe nye klassikere til nye generationer.

Ønsket er at skabe en ny figur til Ramasjangs univers, som børn såvel som voksne vil holde af på lige fod med alle de andre. Grafik: DR.

DR investerer i en ny, stor animationssatsning til børn. Ramasjang skal nemlig have sin helt egen, originale animationsserie, som onsdag er blevet sendt i udbud til det eksterne marked i Danmark.

Ambitionen er en animationsserie, der i kvalitet kan følge med på internationalt niveau, og som til en start skal udkomme i over 50 afsnit.

Et af Ramasjangs mål er at skabe nye klassikere til nye generationer, og det er denne animationsserie et klasseeksempel på. Ønsket er at skabe en ny figur til Ramasjangs univers, som børn såvel som voksne vil holde af på lige fod med Bamse og Kylling og Cirkeline.

Med denne nye satsning på animation, investerer DR i animationsbranchen herhjemme, ligesom man forbereder sig på konkurrencen fra globale aktører.

Er en stor satsning

DR har tidligere været engageret i animationsfilm og andre mindre animationsprojekter som for eksempel 'Jungledyret Hugo', 'Vitello' og 'Den utrolige historie om den kæmpestore pære' - men aldrig så stor en satsning som den animationsserie, som er på vej nu.

- De tidligere produktioner viser, at markedet inden for animation i Danmark er klar til sådan en opgave. De mange talenter rundt om i landet og den indsigt og erfaring, DR har inden for børneområdet gør, at det kan blive en rigtigt spændende og helt unik animationsserie. Det har aldrig været vigtigere med dansk, reklamefrit kvalitetsindhold til børn end nu, så vi er meget stolte af, at vi kan vente os en original animationsserie til efteråret 2021 på Ramasjang, siger chefen for DR Ramasjang, Morten Skov Hansen.