Nye tal, som DR Musikariet har indsamlet, viser, at 25 procent af de besøgende i DR Koncerthuset er under 25 år.
Det skyldes til dels DR Musikariets omfattende arbejde med at lave arrangementer, koncerter og workshops, der bringer børn og unge fra hele landet til Koncerthuset. DR Musikariet, hvis formål er at bringe musikalske oplevelser til landets børn og unge, har et årligt mål om at nå ud til 50.000 i spektret børnehavebarn til gymnasieelev.
Som leder af DR Musikariet Dorte Bennike siger:
”Forleden sad jeg og regnede ud: Vi har nået alle landets kommuner, bortset fra 11. Det kan jeg godt være lidt stolt over. På et tidspunkt havde vi alle Ringkøbing-Skjern kommunes elever ude at besøge os. Og vi laver 100 aktiviteter om året. Det er også pænt mange.”
Børn og unge har ret til musik
De fleste af DR Musikariets arrangementer er uden deltagelse af forældre. Dorte Bennike fortæller, at Musikariet primært forsøger at trække skoleklasser og deres lærere ud til arrangementerne i DR Koncerthuset. Hun forklarer hvorfor:
”Når vi laver enten et offentligt arrangement eller et familiearrangement, så ved vi, at de børn og unge, der kommer, i forvejen har indgående kendskab til musik. Måske spiller de et instrument eller går til ballet, eller også har deres forældre taget dem med ud til Koncerthuset før. Når vi når ud til skolerne, rammer vi grupper på tværs af social status, kulturel status, postnumre og så videre. Vi når børn og unge, som ellers ikke ville have fået den oplevelse.”
Dorte Bennike mener, at mange i den yngre del af befolkningen i begyndelsen fandt DR Koncerthuset elitært, forbandt det med ældre mennesker, klassiske torsdagskoncerter og rullekravesweatre. Men efterhånden som Koncerthuset udvidede sit sortiment til også at indeholde rytmiske koncerter, koncerter med internationale, populære navne, opfattede unge det som mere tilgængeligt.
”Koncerthuset er blevet et sted, man synes er fedt at komme. Jeg ved, at den øvrige del af Koncerthuset også har været meget opmærksomme på at tiltrække børn og unge. Vi har en pligt til at gøre dette som en del af DR. Vi står med noget, som vi alle sammen har betalt til, og som er helt enestående. Børn og unge har ret til at opleve livemusik og den fantastiske arkitektur, som findes i vores koncerthus,” siger Dorte Bennike.
Alle genrer er velkomne
Rigtig mange børn i Danmark bor selvfølgelig langt, langt væk fra DR Koncerthuset. Derfor foregår 40 procent af DR Musikariets musikalske arrangementer også uden for DR Byen. Det hører med til DR’s forpligtelser over for hele landet, fortæller Dorte Bennike, der også understreger at den bredde spændvidde også gælder musikgenrerne:
”Vores genrebredde er sindssyg vigtig. Vi beskæftiger os langt fra kun med klassisk musik. Vi holdt en metalskole, der viste sig at være en kæmpe succes. Det var sjovt at opleve, at nogle elever endelig kunne demonstrere deres ekstreme kærlighed til denne her nichegenre overfor deres venner. Vi har også haft med vestafrikansk musik og sigøjnermusik at gøre,” siger Dorte Bennike og fortsætter:
”Meget af alt dette kan kun lade sig gøre, fordi vi er blevet gode til at indgå i samarbejder med blandt andet museer, kulturinstitutioner eller kommuner. Sammenlagt er vi kun én fuldtidsansat i DR Musikariet, og vi arbejder med meget store omsætninger på trods af et lille budget. Vi skal samarbejde, for det giver vores projekter noget, de ellers ikke ville have haft.”