Den nye ’LIVE’-vært spiller også selv

De fleste kender nok især Kristian Gintberg som vært i DR’s børneprogrammer, men han har også spillet og skrevet en del musik gennem årene. Den musikalske viden får han brug for nu som vært for ’LIVE’ på DR1.

Kristian Gintberg, der er vært i DR1’s nye fredagsprogram ’LIVE’, har selv spillet i omkring 20 år, og han har også fået en pris fra landets musikforlæggere for sit sangskriveri. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.

For en gangs skyld er Kristian Gintberg ikke forklædt som detektiv, når han på fredag byder velkommen til DR1’s nyudviklede musikunderholdningsprogram, ’LIVE’. Det er ellers sådan, at mange børn har lært ham at kende de sidste år, når han har opklaret ”Ramasjang-mysterier” på DR’s børnekanal og både givet den i rollen som blandt andre Preben Pølsesnak, Camping-Vagn, Ronni Roligan og mange flere.

Detektiv-evnerne får Kristian Gintberg måske alligevel lidt brug for, når han for første gang springer ud som ”voksenvært” på DR. For sammen med seerne og dommerne i programmerne, drejer det sig i den kommende tid om at opdage spirende talenter på den danske musikscene, som er gode til at fyre den af live.

”Ét af de spørgsmål, jeg er blevet spurgt mest om som børnevært, er, ”hvornår jeg skal lave noget rigtigt fjernsyn”. Det, synes jeg jo selv, jeg har gjort hele tiden - men det blev så nu. Jeg er på toppen over at skulle være vært i ’LIVE’, og over at jeg nu kan sige det højt. Jeg har vidst det i tre-fire måneder, men har kun måttet sige det højt den sidste uge,” beretter Kristian Gintberg.

Han haft det utroligt sjovt med at lave ’Ramasjang Mysteriet’, ’Lille Nørd’, ’MGP’ og ’Ramajetterne’ i løbet af de seneste år. Men han glæder sig også til at prøve noget helt andet.

”’LIVE’ er nok mere mig selv. Det er et program for 30-årige Kristian, og hvor jeg ikke skal lægge det filter på mig selv, som man trods alt skal, når man som voksen skal tale til børn på fjernsyn,” siger han.

Prisbelønnet for musik

Selv har Kristian Gintberg lige fået ny guitar for 14 dage siden, og ’LIVE’ får på ingen måde en vært, der er uerfaren i musikkens verden. Snarere tværtimod.

Faktisk er Kristian Gintberg blevet prisbelønnet for sit sangskriveri. Tilbage i 2014 modtog han – sammen med Jan og William Rørdam - Carl-Prisen fra de danske musikforlæggere for musikken til ’Ramasjang Mysteriet’-programmerne.

”Efterhånden har jeg spillet og skrevet musik i 20 år. Jeg startede med at gå til trommer i 4. klasse, og jeg tror egentligt, jeg startede med dem, fordi de var mest rock’n’roll,” griner Kristian Gintberg, der voksede op i Bisserup på Sydsjælland og fik sine første musikerfaringer dér. Hvor musiklysten kom fra, ved han knapt nok selv.

”Min far har altid gået til kor, men mine søskende spillede ikke musik. Så det kom bare til mig,” beretter Kristian Gintberg, der nu allerede efter et år skrottede trommerne og i stedet kastede sig over guitarspillet.

”Da jeg kom i gymnasiet, begyndte jeg at spille med andre, og jeg har spillet i et hav af bands. Nogle gange havde vi dem bare i en uge, hvor vi så brugte halvdelen af ugen på at finde et fedt navn,” griner Kristian Gintberg.

TV gav sangskrivning et spark igen

Han fortæller, at det ret hurtigt blev kedeligt at spille andres numre.

”Vi lød sjældent federe. Det gav mig lysten til at skrive sange selv. Det er meget mere fascinerede,” synes Kristian Gintberg, der i de nye ’LIVE’-programmer har fokus på den koncertagtige oplevelser og på hvilke artister, der bedst kommer ud over scenen. De fleste artister kommer også med deres egen musik i programmet, som DR har udviklet sammen med Nordisk Film TV.

Efter blandt andet at have rejst med kultur-udvekslingsorganisationen ’Up with People’ og at have været på teaterhøjskole i Stege, kom Kristian Gintberg i 2011 til DR’s B&U-afdeling. Og efter at sangskriveriet havde ligget lidt brak i nogle år, fik arbejdet med at lave børnefjernsyn faktisk vakt sangskriveren i Kristian Gintberg på ny. Han har skrevet omkring 20 numre til ’Ramasjang Mysteriet’, 6-7 sange til ’Ramajetternes Jul’ og også lidt musik til ’Lille Nørd’.

”Jeg får min inspiration mange steder fra. Jeg har musiksmag som en 100-årig, og jeg elsker alt fra bossanova over gammel jazz med Louis Armstrong til musik med svenske Bo Kaspers Orkester. Fælles for musikken er nok, at der er en let, glad stemning i den. Det er ikke sådan noget, jeg laver på kommando. Jeg sidder meget og spiller, og er der så noget, der er godt, optager jeg det på min telefon og bygger videre på det, når det lige passer ind,” forklarer Kristian Gintberg.

Som tv-vært og musiker kan han sagtens sætte sig ind, hvad det er deltagerne i ’LIVE’-programmerne skal igennem de kommende uger. For der findes næsten ikke noget bedre end den følelse, hvor man skal levere noget og den nerve, der er i at stå foran et levende publikum, og gribe det, der opstår.

Glæder sig selv til at sende live

For Kristian Gintberg bliver DR1’s nye musikunderholdning også en særlig live-oplevelse i sig selv. For de fleste programmer han har lavet gennem årene er blevet optaget og først sendt senere.

”Jeg har sendt live, da jeg var vært på MGP tidligere i år, og når jeg har været vært på de direkte sommerudsendelser i ’Sommer Summarum’. Men det her er noget andet og et meget større set-up, og det glæder jeg mig til. Jeg kan godt lide forandring, og at alle arbejdsdage ikke ligner hinanden. Og at det så handler om musik, er jo bare ekstra godt,” siger Kristian Gintberg.

Om og hvornår han vender tilbage til DR’s børnefjernsyn, ved han ikke selv endnu.

”Først står de næste otte uger på ’LIVE’, og så skal jeg være far for første gang til december. Så det er bestemt ikke, fordi der ikke sker noget nyt,” siger Kristian Gintberg, inden han skal tilbage til forberedelserne på DR1’s nyudviklede musik-underholdningsprogram.

Hvordan premieren forløber, og hvad det hele går ud på, kan du se på DR1 fredag den 31. august klokken 20.00.

Kristian Gintberg, 30 år, har været vært på Ramasjang og DR1 siden efteråret 2011 – blandt andet på programmer som ’Lille Nørd’, ’Ramasjang Mysteriet’, ’MGP’ og ’Sommer Summarum’, ligesom han har medvirket i ’Cirkus Summarum’ og skrevet musik til en række af programmerne. Han stammer fra Bisserup på Sydsjælland og er sproglig student fra Næstved. Kristian Gintberg, der er nevø til Jan Gintberg, har gået på Teaterhøjskolen Rødkilde i Stege, hvor han også har arbejdet som pedel, ligesom han har rejst med udvekslingsorganisationen ’Up with People’.