I den nye sæson af ’Kunstnerkolonien’ tager seks danske kunstnere til Ravello og Scala i Italien. På tværs af generationer og med vidt forskellige baggrunde skaber de deres egen kunstnerkoloni og laver nye værker til en fælles udstilling.
På to uger skal de seks kunstnere finde inspiration i kulturen og naturen, akkurat som P.S. Krøyer, Marie Krøyer, H.C. Andersen og Martinus Rørbye gjorde det i 1800-tallet. Alle drog de afsted til Amalfikysten og blev overvældet af de smukke byer, der inspirerede dem til flere vigtige værker i dansk kunst.
Gensyn med erfarne kunstnere og møde med nye talenter
Som i de forrige sæsoner af ’Kunstnerkolonien’ kan seerne se frem til at få et indblik i de seks kunstneres kreative processer og komme med bag om tilblivelsen af deres kunstværker.
I denne sæson kan seerne glæde sig til gensyn med Kirsten Justesen, Erik A. Frandsen og John Kørner, som også var med 'Kunstnerkolonien i Skagen', samt unge kunstnere som Sophia Luna Portra, Mette Riise og Jo Hedegaard.
- Igen i år forsøger vi med ’Kunstnerkolonien’ at tage seerne med til et sted, som har betydet meget for dansk kunsthistorie. På tværs af generationer og erfaringer skal vi opleve hvordan danske kunstnere skaber ny kunst sammen. I denne sæson i uvante omgivelser, hvor lugte, indtryk og lyset udfordrer de vante kunstneriske processer, siger redaktør i DR Jytte Bergmann Moll.
Tæt på kunstnerne og de kunstneriske processer
’Kunstnerkolonien’ har i 2023 været nomineret til og modtaget flere priser, der ifølge Jytte Bergmann Moll understreger, hvordan programmet henvender sig til seere både med og uden kunstviden.
- ’Kunstnerkolonien’ giver et indblik i en verden, som for mange er utilgængelig. Her er en chance for at komme tæt på både kunstnerne og de kunstneriske processer. Det er både inspirerende og underholdende, og seerne får masser af ny viden, siger Jytte Bergmann Moll.
Værkerne, som de seks kunstnere skaber i Italien, kan også opleves på Sophienholm Kunsthal i Lyngby fra den 31. januar til den 1. april i udstillingen Kunstnerkolonien i Italien & Gensyn, der også inkluderer værker fra tidligere sæsoner.
’Kunstnerkolonien i Italien’ kan ses på DRTV fra den 28. december og søndag den 7. januar 2024 klokken 20.00 på DR2.