Nogle gange skal man gå mange år tilbage i tiden for at forny et velkendt koncept. Sådan har det været for producer Per Zachariassen og redaktør Mads Bøgh Johansen, der står bag DR’s valgaften den 5. juni.
- Vi har siddet og set tidligere valgudsendelser, og i en af DR’s valgaftener fra 1960’erne var studiet lavet om til et valgcenter. Der var noget seriøsitet i det, og det triggede os begge til at sige, at det er det, vi skal. Derfor valgte vi at lave DR Byens studie 5 om til et valgcenter i stedet for at bruge Christiansborg som ved de seneste mange valg. Christiansborg er ikke der, det sker – det er i hele Danmark, og ved at have et valgcenter på vores egen hjemmebane i DR kan vi bedre komme ud til alle steder i landet, fortæller Per Zachariassen og tilføjer:
- Vi har også set, at de store tv-stationer i udlandet er på hjemmebane, når de dækker valg. Det er ligesom med fodboldhold – man fungerer bedst på hjemmebane. Man har meget mere overskud – blandt andet kan vi komme tidligere i gang med at sætte studiet op – og så er huset gearet til det. Vi har udstyr, mandskab og knowhow.
Valgcentret i studie 5 bliver en arbejdsplads for medarbejderne på valgaftenen og ikke et show-studie. Det vil sige, at medarbejderne, man kan se i centret, arbejder med dækningen af valgresultatet til DR’s platforme.
Per Zachariassen har igennem årene stået i spidsen for shows som Eurovision Song Contest i København i 2014, ’X Factor’ på DR og ’Dansk Melodi Grand Prix’. Nu gælder det så en helt anden genre.
En drøm at lave valgaften
- Det er en drøm for mig at lave valgaftenen. Jeg kommer fra tv-underholdning, men jeg glæder mig til at prøve et format, der ikke er så struktureret. Det bliver mere rock’n’roll’, hvor man ikke helt ved, hvad der sker. Ved Eurovision for eksempel planlægger man alle detaljer for showet. Med valgaftenen sidder vi med et hav af scenarier, der kan udspille sig i takt med, at aftenen skrider frem. Billedligt talt kan man sige, at vi bygger en maskine, der kan håndtere alle scenarier, siger Per Zachariassen og smiler:
- Jeg kan godt lide at være forberedt til mindste detalje, så jeg er spændt på, om det holder. Men vi planlægger nogle delelementer i udsendelsens flow, og så har vi mange prøver op til valgaftenen: Når han gør det, hvad gør jeg så. Når vi har prøvet ting af, er vi mere klar til de udfordringer, der måtte komme.
Samtidig trækker Per Zachariassen på erfaringerne fra de store shows.
- Håndværket er det samme – at skabe en god oplevelse for seerne. De skal blive informeret og underholdt på samme tid. Det håndværk prøver jeg at overføre til den her genre. Seerne skal mærke, at der er gjort meget ud af det. Og så er en af mine styrker at vælge de rigtige mennesker og styre med et godt overblik. Jeg kan se, hvem der er gode og dårlige på de forskellige positioner. Vi har samlet et skidegodt hold, og redaktør Mads Bøgh Johansen er et visionært indholdsmenneske, så vi er et godt makkerpar.
Blev hentet ind for et år siden
Det er et års tid siden, at Per Zachariassen blev hentet ind til opgaven med valgaftenen, og de første tanker og idéer kom på bordet. I takt med at en valgdato rykkede nærmere, blev arbejdet intensiveret og konkretiseret, og det hele kulminerer altså den 5. juni.
- Jeg håber, at seerne vil få den følelse på valgaftenen, at DR var det rigtige valg for dem. At de vil føle sig trygge og velinformeret og kan mærke, at vi har gjort os umage og har masser af energi. At de får lyst til at vælge os til, siger Per Zachariassen.
Se her i timelapsen, hvordan DR’s studie 5 blev omdannet til et valgstudie. Foto: DR.
På de store underholdningsshows har han været vant til at arbejde hen imod helt faste deadlines. Det har manglet i forhold til valgaftenen, hvor deadlinen først blev endeligt kendt, da statsministeren efter måneders spekulationer udskrev valget den 7. maj. Og det var, ifølge Per Zachariassen, en befrielse at få valgdatoen. For med en klar deadline kunne han og holdet for alvor begynde at rykke på opsætningen af studiet og hele produktionen. At det så lige blev den 5. juni, var lidt en streg i regningen.
- Jeg fylder 50 år den dag og har inviteret hele familien til Toscana. Men jeg kommer ned til dem den 6. juni, og så fejrer vi det dér. På selve dagen forventer jeg, at de så ser vores valgaften, griner Per Zachariassen og tilføjer:
- Sådan er det, man skal være parat, når det gælder.