Sådan dækker DR valgaftenen

DR vil gøre dækningen af valgaftenen så interessant og væsentlig for seerne som overhovedet muligt. Derfor sendes den fra studie 5 i DR Byen, der er bygget op som et arbejdende valgcenter.

  • Johannes Langkilde, Stephanie Surrugue og Ask Rostrup er værter i DR's valgcenter i studie 5 i DR Byen på valgaftenen 5. juni. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
  • Nina Munch-Perrin og Klaus Bundgård Povlsen er værter om morgenen efter folketingsvalget. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

En gennemgående ambition for DR’s dækning gennem hele valgkampen har været, at den skal være relevant og forståelig for alle og tage udgangspunkt i den enkelte vælgers liv og virkelighed. Og så skal den skære gennem støjen ved at sortere i nyhedsstrømmen, efterprøve fakta og skabe klarhed.

Det gælder også, når DR1 blænder op for valgaftenen klokken 16.00 grundlovsdag. Det sker fra studie 5 i DR Byen og ikke som mange gange tidligere fra Christiansborg - og det er der mange gode grunde til.

DR’s nyhedsdirektør Sandy French forklarer:

- Vi planlægger en fundamentalt anderledes valgaften, end vi før har set. Det helt afgørende for os er, at der kommer mest mulig politik og vitaminer ind i flest mulige minutter, så værterne ikke skal træde vande og gætte sig til, hvad der sker på billederne fra valgstederne og Christiansborg.

Det skal studiets opbygning som et arbejdende valgcenter være med til at understøtte. Dels med mulighed for at bruge avancerede grafiske virkemidler i formidlingen af resultaterne, dels ved at værterne og de øvrige medarbejdere i studiet er forberedt på en måde, så de hele tiden kan fortælle de væsentligste og mest relevante historier. Og ikke bare fra Christiansborg, men fra de mange valgsteder rundt omkring i landet, hvor DR er massivt til stede.

- Vi har et helt område i studiet, hvor vores P4-panel opholder sig. Der er erfarne journalister fra DR’s distrikter, som ved, hvad der foregår i deres område og kan forklare baggrunden for de lokale valgdramaer og magtkampe, så de bliver interessante og nærværende for seerne, siger Sandy French.

Sådan arbejder studieværterne

De tre værter i valgstudiet er Ask Rostrup, Johannes Langkilde og Stéphanie Surrugue.

Sandy French beskriver deres roller på valgaftenen på denne måde:

- Ask Rostrup er Mr. Politik. Han har gennem de seneste 12 år været inkarnationen af troværdig og saglig resultatformidling. Det er han igen ved dette valg.

- Johannes Langkilde samler trådene og har overblikket over valgfesterne – altså der, hvor de enkelte partier opholder sig, mens stemmerne bliver talt op, og resultatet offentliggøres.

- Stéphanie Surrugue skal sammen med P4-panelet og de eksperter, der er på valgstederne, sikre at DR’s valgformidling når rundt i hele landet med de bedste historier. Det er også hende, der skal interviewe de to tidligere statsministre i studiet, Helle Thorning Schmidt og Anders Fogh Rasmussen. Deres opgave er at gøre seerne klogere på, hvordan man forbereder sig på opgaven som statsminister eller på at tabe. De skal ikke kommentere det politiske eller resultatet af valget.

En perlerække af DR’s andre værter er placeret ved de centrale valgfester rundt omkring. Det er blandt andre Kåre Quist, Niels Krause-Kjær, Maria Yde, Tine Gøtzsche og Lillian Gjerulf Kretz.

Kim Bildsøe Lassen har rollen som en slags fremskudt vært eller valgguide på Christiansborg, hvor han bevæger sig rundt til partierne, og hvor de gode historier er.

Partilederunde fra Folketingssalen

Når stemmerne er talt op i hele landet, og resultatet af valget dermed kendt, samles partilederne i Folketingssalen, hvor DR sammen med TV 2 sender partilederunde med Kim Bildsøe Lassen og Cecilie Beck fra TV 2 som værter.

Valgaftenen på DR1 forventes at slutte omkring klokken 2 om natten.

Om morgenen torsdag den 6. juni er DR1 klar igen fra klokken 6.00 til 12.00 med ’Valgmorgen’ og to udhvilede værter, som sidder klar i TV-Avisens studie til at samle op på valgaftenen. Det er Nina Munch-Perrin og Klaus Bundgård Povlsen.

TV-Aviserne om aftenen er i anledning af valget udvidet. Her er Kåre Quist og Ask Rostrup værter.