B&U har afholdt hunde-casting: ’Det var lidt som at sammensætte et band i X Factor’

Det har ikke været nemt at caste fire hunde til det nye børneprogram ’HundeBanden’. Der skal nemlig tages utroligt mange hensyn, når man arbejder med menneskets bedste ven.

Hunden Power er til hundecasting hos B&U. (Foto: © Dr)

Det er ikke hver dag, en deltager tisser i hjørnet under en casting.

Og det er slet ikke hver dag, at den deltager faktisk bliver optaget og får en hovedrolle i programmet.

Alligevel var det præcis det, der skete under B&U’s casting til børneprogrammet ’HundeBanden’, der har premiere fredag, og hvor 40 hunde var til casting. Her tissede en af de første hunde inde i casting-lokalet, og det førte til, at flere hunde i løbet af dagen også begyndte at tisse, når de kom ind til casting. Det fortæller Caroline Bilde, der har været en af tilrettelæggerne på programmet:

- Det var bare så vildt – den her hund, der hedder Messi, startede bare en lavine af tis, siger hun grinende.

Allieret med en hundeekspert

Ifølge Janna Grangaard, der er redaktør på ’Hundebanden’, har det været en vild proces at caste hunde. Tv-holdet bag ’HundeBanden’ har nemlig oplevet mange udfordringer, de ikke havde forestillet sig skulle ske.

- HundeBanden er et ambitiøst og nyt koncept, hvor vi mixer fiktion med reportage. Det har bestemt været lidt af en udfordring, for både hunde og børn skal behandles med helt særlige hensyn og omsorg – og ikke nødvendigvis de samme, siger Janna Grangaard og fortsætter:

- Vi er vant til at arbejde med børn og tage rigtig meget hensyn til dem og sikre os, at alt fungerer og forløber, fuldstændig som det skal. Men vi har fundet ud af, at der næsten skal tages flere hensyn, når man arbejder med hunde.

Ret tidligt i processen besluttede holdet sig for at alliere sig med en hundeekspert, der kunne hjælpe med alt fra hvilke hunderacer, der er gode at arbejde med, til at aflæse, om hundene har det godt i casting-situationen. Til det fik de hjælp fra Charlotte Rasmussen, der er en erfaren hundetræner, og som blandt andet har arbejdet med adfærdsmønstre hos hunde.

Ifølge Caroline Bilde blev det helt afgørende for resten af casting-processen:

- Det har været helt vildt at have Charlotte med på sidelinjen. Hun kan se ting, vi andre ikke kan se, selvom vi synes, vi har dyretække. Det har været fuldstændig uvurderligt. Charlotte har hjulpet med at læse hundenes kropssprog og lytte, om hundene havde ’en sund lyd’, og om det for eksempel var en god måde, hundene gøede ad hinanden på, forklarer Caroline Bilde.

Børneprogrammet ’Hundebanden’ handler om fire hunde, der er trætte af at lave typiske hundeting, som at spise, sove og tisse. Derfor får hver hund lov til at følge et barn i en dag, hvor de for eksempel får lov at prøve at gå i skole. Men hundene oplever hurtigt, at det for eksempel kan være ret svært at koncentrere sig i skolen, og at man ikke må larme i timerne.

Hundeekspert Charlotte Rasmussen under castingen med to hunde. (Foto: © dr)

Intimiderende kameraer

Noget af det mest overraskende ved hunde-castingen var, ifølge Caroline Bilde, hvor mange hunde holdet var nødt til at sortere fra i casting-processen:

- Vi havde egentlig bare tænkt, at hundene ville komme ind i rummet, og vi så kunne fornemme, hvem de var. Men mange af hundene røg på, at de ikke kunne lide at være på kamera. Charlotte forklarede os, at hunde ikke kan lide ting, der virker som et stort øje, der kigger på dem, fordi det kan virke intimiderende på dem. Og det er jo på mange måder, det et kamera er, siger Caroline og fortsætter:

- Det var et ret afgørende stoppested, som vi ikke havde regnet med, ville betyde så meget. For hvis hunden er bange for kameraet, er der ikke så meget at gøre. Det kan være den sødeste, dejligste mest sociale hund, men hvis den var bange for kameraet, er der bare ikke noget at gøre.

Det kunne især fotograf Casper Lind mærke, når han skulle møde hundene med sit intimiderende kamera:

- Hunde er bare nogle vildt følsomme væsener, og de lurer én på en anden måde, siger fotografen.

Ifølge Casper Lind har tv-holdet konstant lært nye ting om hunde i løbet at castingprocessen:

- Vi fandt for eksempel hurtigt ud af, at når hunde slikker sig for meget om munden, kan det være et udtryk for, at hunden er stresset. Men med hjælp fra Charlotte lærte vi hundenes små signaler at kende, siger Casper Lind.

Hundeekspert Charlotte Rasmussen og fotograf Casper Lind til hundecasting. (Foto: © Dr)

Hundenes velbefindende i første række

Ifølge Janna Grangaard var det afgørende for tv-holdet at lære hundenes signaler at kende, da det var vigtigt, at hundene havde det godt i situationen:

- Vi har hele tiden sagt, at hvis hunden kunne tale, så skulle den kunne komme hjem efter en casting-dag og sige, at den havde haft en fed dag. Derfor har vi også ledt efter nogle hunde, som syntes, det var sjovt at være på optagelse. For der er også nogle hunde, hvor vi har været forelskede i, hvordan de så ud, men hvor der klart var noget i adfærden, der signalerede, at hunden var utilpas, og så kunne vi naturligvis ikke havde den med, siger Janna Grangaard og tilføjer:

- Derfor har det været så vigtigt at have Charlotte med. Hendes fineste opgave er at passe på hundene - også når vi er ude på optagelser.

Af de 40 hunde, som tv-holdet havde til casting, endte de med at vælge fire forskellige hunde – lige fra den store, majestætiske labrador Power til den lille letbenede superhund Chloé.

- Vi endte med fire forskellige hunde, hvor vi prøvede at ramme fire forskellige personligheder, så der er en hund for en enhver smag. Vi prøver at ramme lidt bredt - vi har kaldt det for ’spice girl-effekten’, griner Caroline Bilde og tilføjer:

- Det var ret sjovt. Vi havde det lidt som om, vi skulle sammensætte et band i ’X Factor’.

De fire hunde i ’HundeBanden’: Chloé, Ollie, Messi og Power. (Foto: © Dr)

Talende dyr hitter

’HundeBanden’ er inspireret af et norsk børneprogram, kaldet ’Odderen Svenn’, der handler om en familie, der har en odder. Det usædvanlige i programmet er dog, at odderen har en stemme – ikke én familien kan høre, men seerne kan høre, hvad odderen tænker.

Da B&U hørte, at ’Odderen Svenn’ var populær på Ramasjang, besluttede holdet sig for også at udvikle et børneprogram med talende dyr, forklarer Janna Grangaard:

- Det er et helt vildt simpelt greb, men det fungerer bare sindssygt godt for vores målgruppe, fordi de kommer ind i hovedet på et dyr og kan høre, hvad dyret tænker. Derfor tog vi grebet fra Odderen Svenn og brugte det som udgangspunkt i udviklingen af serien, som vi vidste skulle handle om kæledyr. At valget så faldt på hunde var bestemt ikke tilfældigt, siger hun og begrunder:

- Hunde er nemlig det mest populære kæledyr i vores målgruppe, og de fleste børn har en relation til en hund, for eksempel deres mosters eller nabos hund. Alle børn har ret let ved at forstå, at de her hunde har et indre liv, så når hundene så hopper eller snupper ting, samtidig med at man kan høre, hvad de tænker, så er det ret nemt at lave komik ud af, som børnene griner af.

Programmet ’HundeBanden’ handler om fire hunde, der er trætte af at lave typiske hundeting, som at spise, sove og tisse. Derfor følger hver hund et barn i en dag, hvor de for eksempel får lov at prøve at gå i skole.

Du kan se 12 afsnit af ’HundeBanden’ i sommerferien på DRTV, ligesom de første to afsnit kan ses på DR Ramasjang fredag den 28. juni klokken 17.00.