Selv om der stadig er omkring to måneder til, at træet tændes, og Disneys juleshow går over skærmen, er en sand julebebuder nu på gaden – eller rettere i butikkerne.
Siden 1962 har DR og Danida samarbejdet om Børnenes U-landskalender, og ved at købe den op til jul har danske børn og deres forældre siden da sikret et overskud på 190 millioner kroner, som er gået til at hjælpe fattige børn i Afrika, Asien eller Latinamerika til en bedre tilværelse.
Fra onsdag den 23. oktober er det muligt at få fat i Børnenes U-landskalender 2019. I år går overskuddet til et projekt i Bangladesh, som organisationen PlanBørnefonden står bag.
Projektet skal få flere børn i hovedstaden Dhakas slumkvarterer til at gøre skolen færdig. I dag dropper halvdelen af børnene ud inden 9. klasse. Drengene bliver ofte taget ud af skolen for at arbejde, mens pigerne bliver gift bort, så de ikke længere er en økonomisk byrde for familien.
Børnenes U-landskalender 2019 bliver i år lanceret på en lidt anderledes måde end tidligere år – nemlig ved fire lanceringsarrangementer på fire folkeskoler rundt omkring i landet. Det første fandt sted onsdag formiddag på Gl. Hasseris Skole i Aalborg, og i løbet af de næste otte dage vil kalenderen også blive lanceret i Sønderborg, Svendborg og Roskilde af blandt andre TV-værten Bubber, sangeren Shaka Loveless og medvirkende fra DR Ultras serie ’Klassen’.
Det er illustratoren og animatoren Thorbjørn Christoffersen, der har tegnet Børnenes U-landskalender i år. Nogle vil blandt andet kende ham som instruktør på filmene ’Ternet Ninja’ og ’Terkel i knibe’. Helt præcis er Børnenes U-landskalender faktisk to kalendere, hvor den ene tager udgangspunkt i DR1’s julekalender i december, ’Julestjerner’, mens den anden har sit afsæt i DR Ramasjangs julekalender ’Storm på Stillevænget’.
Optaktsprogrammer er klar
Traditionen tro er Børnenes U-landskalender også meget andet end en lågekalender. DR Ultra præsenterer for eksempel de danske børn for Bangladesh, når Elias, Caroline, Salomon og Melina fra kanalens serie ’Klassen’ besøger landet og lærer at plukke høns, høste ris, danse ’Bollywood’ og meget andet af de lokale børn.
Programmerne kan allerede nu ses på Børnenes U-landskalenders hjemmeside www.u-landskalender.dk, og på DR Ultra kan de ses den 11., 12., 18., 19., 25 og 26. november klokken 17.40. På DRTV bliver der lagt tre afsnit på den 11. november og tre nye afsnit fra den 18. november.
På hjemmesiden kan man også se film med Bubber, der har besøgt nogle af de skoler i slummen i Bangladesh, som årets overskud går til, samt høre sangen ’Op for Dhaka’, som Shaka Loveless har lavet til årets kalender.
Stort undervisningsmateriale til kalenderen
U-landskalenderen er også blevet en tradition på imod halvdelen af alle skoler, hvor omkring 150.000 børn i 1.-5. klasse sidste år arbejdede med den og undervisningsmaterialet, der bliver lavet til den. Hvert år bliver der skrevet en ny børnebog om årets land, ligesom der bliver lavet en masse opgaver, faktastof og spændende aktiviteter, og de handler selvsagt om Bangladesh i år.
Forfatteren Kenneth Bøgh Andersen, der tidligere har skrevet ’Antboy’ og ’Den store djævlekrig’, står bag årets historie – ’Trækfuglen’ - om den modige Farjana, der bor med sin familie i et skur i storbyens slum.
Ligesom de foregående år koster Børnenes U-landskalender 45 kroner i år, og den kan i 2019 købes hos Arnold Busck, Bilka, Boghandleren, Brorfelde Observatorium, Dagli’Brugsen, Fakta, Fætter BR, Føtex, Irma, Kontur, Kvickly, Legekæden, Meny, Min Købmand, Nemlig.com, SparSuper og Brugsen.