En af Danmarks mest befærdede broer gik mandag formiddag op. Bag åbningen stod 10 børn fra landets 4. klasser, der havde programmeret deres mikrocomputere til at overtage styringen af Langebro i København.
Mandagens happening skete for at markere startskuddet for ’ultra:bit’ – et tre-årigt projekt, som nu giver alle landets 4. klasser en unik mulighed for at lære om kodning, teknologi og digital dannelse. Ligesom alfabetet er nøglen til at læse og skrive, er kodning nøglen til at forstå og deltage i vores digitale samtid.
DR, Industriens Fond og Center for Undervisningsmidler (CFU) står bag det digitale dannelsesprojekt ultra:bit. Inden sommerferien fik samtlige af landets 4. klasser mulighed for at tilmelde sig projektet, der med støtte fra Industriens Fond blandt andet indeholder gratis mikrocomputere til alle børn. Det har nu resulteret i, at mere end 60.000 børn i 4. klasse – svarende til 91 procent af 4. årgang – deltager i ultra:bit, og netop nu tager hul på at bruge BBC-micro:bits, der er på størrelse med en tændstikæske, i undervisningen og i fritiden. Her kan børnene skabe alt fra skridttællere til vandingssystemer til deres kæledyr med micro:bitten.
"Mandagens åbning af Langebro var et tydeligt billede på, hvilken kraft og hvilke muligheder teknologien rummer, når børn ikke kun forbruger teknologi, men også lærer selv at styre teknologien. Jeg glæder mig over, at ni ud af 10 børn på 4. årgang fra i dag er ’Årgang ultra:bit’ og tager deres mikro:computere i brug både i undervisningen, og når de leger. Vores ambition er, at børnene lærer at bruge deres kreativitet og skaberkraft til at løse hverdagens udfordringer med kodning. Det er en vigtig forudsætning for, at den kommende generation kan lære teknologiens præmisser at kende og dermed blive både skabende og kritiske teknologibrugere, siger Morten Skov, der er redaktør for Børn i DR Medier.
Han glæder sig over, at alle børn, der bruger DR Ultra vil opleve, at mange af deres yndlingsprogrammer over de næste tre år kommer til at handle om teknologi i børnehøjde fra vidt forskellige vinkler.
Motivationen hos pigerne er i top
Konklusionerne fra en ny undersøgelse blandt 8200 børn, foretaget af Naturfagenes Evaluerings- og udviklingscenter (NEUC) som led i indsatsen ’ultra:bit – børn, teknologi og kreativitet’, viser, at der er et solidt grundlag for en indsats som ultra:bit netop nu. Hver femte dreng i 4. klasse mener, at programmering er "en drengeting". Den holdning er pigerne dog helt uenige i. Ni ud af 10 piger i 4. klasse mener nemlig, at både drenge og piger selvfølgelig kan lære at programmere.
"Den motivation blandt pigerne skal vi gribe nu – både i familierne og i skolen. For børn – både drenge og piger – er storforbrugere af smartphones, streaming og spil, og teknologi vil også i fremtiden være en del af deres hverdag. Derfor er det nødvendigt, at børnene lærer teknologiens præmisser at kende, siger Morten Skov og fortæller, at DR Skole tilbyder de mange lærere, der deltager i ultra:bit et stort udbud af undervisningsforløb, som sætter teknologi og kodning i spil i flere forskellige fag, for eksempel matematik, natur/teknologi, dansk og håndværk og design, ligesom CFU tilbyder underviserne en hel række kurser.
DR og 64 biblioteker knækker koden
Sammen med 64 af landets biblioteker sætter DR fra uge 39 og de næste uger fokus på kodning og teknologi. I fire uger står den på alt lige fra robotter, vilde eksperimenter og selvlærende algoritmer. På landets biblioteker kan man opleve alt lige fra familie-kodeworkshops, robot-udstillinger, hacker-foredrag, algoritme-arrangementer samt debatter og foredrag om for eksempel den ubevidste programmering, vi udsættes for i et samfund, der opererer ud fra digitale præmisser. Ultra:bit er også en del af Naturvidenskabsfestival 2018, hvor blandt andet skoler, biblioteker og museer dedikerer uge 39 til at sætte fokus på science.
Ultra:bit fortsætter på tv og web
Fra uge 39 tager DR Ultra teknologi og kodning under kærlig behandling på tv, radio, web og sociale medier. Det sker blandt andet i nogle af de velkendte og populære børneprogrammer. Der vil være vilde opfindelser i ’KreaKampen’, kodningstricks fra ’Nørd-værterne’ og debat om digitale fodspor på nettet i fiktionsserien ’Klassen’. Derudover kommer ’Designtalenterne’ og ’Ultras Sorte Kageshow’ senere på året, ligesom en hel række programmer over de næste tre år vil handle om teknologi i børnehøjde.
Også på DRs øvrige kanaler vil der komme fokus på teknologiforståelse i hele uge 39, blandt andet på dr.dk/viden og på P4 over hele landet, som følger ’ultra:bit-familier’ i løbet af efteråret.
For mere information om ultra:bit: dr.dk/projektultrabit