Det er nok de færreste, der kan sige, at de kun har prøvet at blive ansat i job over Skype-forbindelser, men det kan 32-årige Astrid Beedholm Ottesen.
Da hun som kandidat i statskundskab fik sit første job som fuldmægtig i Børne- og Undervisningsministeriet i 2020, var corona årsagen til den virtuelle jobsamtale. Og få år senere blev jobsamtalen med DR klaret over skærmen fra familieferien i Thailand. Astrid Beedholm Ottesen er seniorkonsulent i direktørområdet Strategi og Brugere, og hun har været i DR siden februar 2023.
- Det har været rigtig godt at starte i DR. Det er et stort hus at komme ind i. Det blev tydeligt, da jeg var til ’Ny i DR’, hvor vi var på rundvisning i DR Byen. Da gik det op for mig, hvor stort det er, og hvad det kan: Nyheder, studiegangene, teknik, garagen, Koncerthuset... det spænder så vidt og bredt. Det gjorde stort indtryk. Jeg kom fra et sted, hvor det, jeg lavede, var det primære produkt til at være en lille mus i et stort hus. I DR er jeg med til at understøtte og sikre, at tingene glider. Jeg vidste godt, at der ville være det skifte, men det blev også meget tydeligt på turen rundt i DR Byen.
DR er en kompleks organisation
Astrid Beedholm Ottesen har blandt andet drevet processen med public service-redegørelsen 2023, som er DR’s afrapportering til Kulturministeriet over, hvordan året er gået. Hun arbejder også med sager for DR’s interne Public Service-udvalg, PSU, som skal sikre, at strategien ’Sammen om det vigtige’ bliver indfriet på tværs af organisationen.
- Det fedeste ved at arbejde i DR er, at jeg får et særligt indblik i de helt store, strategiske linjer. Det er spændende. Jeg sidder tæt på Maria (Rørbye Rønn, generaldirektør, red.) og Lasse (Bastkjær Jensen, direktør for DR Strategi og Brugere, red.) og får lov at komme tæt på. Mere formelt er DR heller ikke. Jeg havde aldrig hilst på ministeren, da jeg var i ministeriet. Her kommer Maria forbi og giver feedback til mig. Det er givende.
- Det sværeste ved at starte i DR er historikken. Der har været flere organisationsændringer i DR, og det kan være svært at vide, hvilke beslutninger der ligger bag dem. Det er noget historie, som er godt at kende til for at kunne navigere, der hvor jeg sidder. DR er en kompleks organisation. Det er først nu, jeg begynder helt at vide, hvordan den hænger sammen.
Orden i penalhuset
Astrid Beedholm Ottesen fortæller, at det giver stor mening i arbejdslivet at arbejde i DR:
- Jeg kan godt lide, at der er et værdigrundlag, som er public service. Det handler ikke kun om flere brugere og mere økonomi og mere og mere … Purpose driver mig mere. Når man arbejder med public service, er man tvunget til at være lidt ydmyg og sørge for, at det, vi laver, er ordentligt. Vi er til for danskerne og laver ikke indhold bare for indholdets skyld. Det er ikke mig, der laver indholdet, men jeg hjælper til, at nogen af de beslutninger, der træffes, er underbyggede, så der er det rigtige grundlag for at træffe dem – det giver værdi. Jeg er med til, at vi kan opfylde vores public service-forpligtelser, og der kan jeg mærke, at mit arbejde giver mening. Jeg er med til at sørge for, at vi har orden i penalhuset. Hvis vi ikke har den politiske opbakning, bliver det svært for os.
Netop det at DR står bag public service-indhold til danskerne, var med i Astrid Beedholm Ottesens tanker, da hun skiftede job.
- DR er en spændende institution på indholdssiden og teknologisk med den digitale udvikling. Det er et sted, som andre mennesker har en holdning til. Det er på en eller anden måde mere håndgribeligt end et ministerium. Det er tættere på mig selv. Jeg er selv vokset op med Kaj og Andrea. Jeg vil gerne arbejde for, at DR bliver ved med at være relevant. Og så fik jeg at vide, at der er en god arbejdskultur, hvor man kan have et liv ved siden af.
'Wow, det kan noget!'
Hvad synes du, er det vigtigste public service, DR bidrager med?
- For mig er kernen af DR, at vi skaber kvalitetsindhold for flere generationer. Det handler både om, at det er relevant for flere, og at det holder i mange år. Jeg har selv en søn på to år, og jeg kan for eksempel sætte ’Sigurds Bjørnetime’ på, og det er ikke tom underholdning. DR vil noget mere med sit indhold end kun at underholde. Vi vil fortælle noget, og der er en mening med det, siger Astrid Beedholm Ottesen og tilføjer:
- Det var dejligt, at vi havde en fælles fejring af dækningen af tronskiftet. Når vi er et stort hus, er det vigtigt, at vi også er sammen og kan fejre, at vi er et fælles DR. Alle komponenter i DR er vigtige for, at vi er public service. Det er ikke kun DR Kultur, Børn og Unge eller kun DR Nyheder. Vi har brug for alle tandhjulene. Det er det, der gør, at vi er noget særligt og adskiller os fra de andre. Når vi rykker sammen i bussen – wow, det kan noget! Det tror jeg, mange mærkede den dag, hvor vi fejrede det i fællesskab. Mere af det – det er mit ønske for det kommende år, smiler hun.