Anette Kokholm bliver ny radiochef i DR

Den 1. marts begynder Anette Kokholm som ny radiochef i DR. Hun kommer med mange års erfaring med udvikling, strategi og ledelse i mediebranchen.

Anette Kokholm bliver ny radiochef i DR fra den 1. marts. (Foto: © Gregers Overvad / Aller Foto & Video, Gregers Overvad / Aller Foto & Video)

Radiolytningen og lyd står stærkt i Danmark. Ikke mindst med DR som afsender.

Ni ud af 10 danskere lytter hver uge til radiokanaler – lige fra klassisk musik på P2 til taleradio på P1 og ungdomsprogrammer på P3. Samtidig er der en markant stigning i podcastlytningen – i 2019 lyttede 24 procent af danskerne til podcast ugentlig, mens tallet var 18 procent året før.

Til at sikre at mange danskere fremover får værdi, både når de lytter til radiokanalerne eller vælger at få deres musik- og radiooplevelser digitalt, står Anette Kokholm fra marts i spidsen som radiochef i DR.

Med i bagagen har hun mange års erfaring fra mediebranchen med udvikling, strategi og ledelse. I den brede offentlighed kendes hun nok mest fra gennem 10 år at sidde bag mikrofonen på radioprogrammer på P3 og P1 eller foran kameraet på ’Go Morgen Danmark’ på TV 2.

Men siden hun blev uddannet som journalist i 1990, har Anette Kokholm haft en række stillinger som redaktør, chef og direktør i mediebranchen. Senest på Aller, hvor hun som udgiverdirektør var en del af direktionen og blandt andet havde fokus på at gøre en stor medievirksomhed klar til den digitale omstilling.

Netop de erfaringer bliver centrale i det nye job som radiochef:

- Lyd har fat i danskerne som aldrig før. Det bliver min opgave at vise retningen, så der både er tilbud, som skaber værdi for dem, der elsker deres radiokanaler og -programmer, og dem, der selv aktivt vælger mellem de digitale tilbud og gerne vil udfordres med nye oplevelser. Jeg glæder mig til at følge DR’s radio- og musiktilbud ind i fremtiden, og sammen med de dygtige kolleger forløse det store potentiale, lyd besidder”, siger Anette Kokholm.

Dette fokus på at udvikle radioen og musiktilbuddet afspejler DR’s nye strategi (link), der har som mål, at et stigende antal danskere fremover kan tilgå DR’s indhold digitalt.

- Radioen står ligesom resten af DR i en omstilling. Hvor der både skal være stærkt indhold på kanalerne, der strømmer ud af radiohøjtalerne, og udvikles stadig flere nye digitale radio- og musiktilbud. Her er der brug for et skarpt fokus på strategi og retning. Med sin tunge ledelelseserfaring fra mediebranchen er Anette Kokholm den helt rette til posten, siger mediedirektør i DR Henriette Marienlund.

Anette Kokholm afløser den hidtidige radiochef Gustav Lützhøft, der er blevet ledende redaktør i DR Kultur, Børn og Unge.

Ændringer på tv-området

Også på tv-området er der ændringer i DR.

Nikolaj Vitting Hermann er konstitueret som ny tværgående programchef på tv-området efter Emma Kronqvists afgang som tv-chef i januar. Hans opgave er at sikre sammenhængen og styrke de store satsninger på tværs af tv, radio og digitalt.

Desuden har Irene Strøyer, programchef med ansvar for DR3 og DR2+, valgt at stoppe i DR til marts. I denne stilling konstitueres Mads Kromann Andersen, der i dag er redaktør på DR3 og DR2+.

- Jeg vil gerne sige mere end tusinde tak for den store indsats, Irene Støyer har lagt i DR. Hun har spillet en helt afgørende rolle i forhold til at forny tv-indholdet til den unge og svære målgruppe og sikre at DR faktisk når netop dem med public service. Det er DR3 et lysende eksempel på. Senest har hun stået for udviklingen af DR2+, der også viser, hvordan public service kan gentænkes på nye måder, siger DR’s mediedirektør Henriette Marienlund.

DR3 og DR2+ har fra januar været digitale brands på DRTV.