Afsløringer lagde pres på region: DR-journalist får landets største pris for undersøgende journalistik

Journalist Rasmus Poulsen Larsen fra DR Trekanten modtog tirsdag aften landets største pris til kritisk, undersøgende journalistik, Spadestiksprisen.

Rasmus Poulsen Larsen fra DR Trekanten fik Spadestiksprisen 2022 overrakte ved Spadestikkonferencen i Kolding. (Foto: © Gert Præst)

Danmarks største pris for kritisk, undersøgende journalistik – Spadestiksprisen på 100.000 kroner – går i år til journalist Rasmus Poulsen Larsen fra DR Trekanten i Vejle.

Han får den for sit grundige og vedholdende arbejde med at afdække konsekvenserne af årelang forurening i og omkring Grindstedværket. Det er en forurening, som borgerne i byen er bekymrede for gør dem syge.

Region Syddanmark konkluderede i 2020, at der ikke var grund til bekymring, men Rasmus Poulsen Larsens gennemgang af blandt andet 3930 siders aktindsigt har været stærkt medvirkende til, at der endnu engang skal forskes i sundheden. For DR Trekantens afsløringer lagde et nyt pres på Region Syddanmark i efteråret 2021, og kort tid efter meddelte regionen, at man ville have nye undersøgelser af, om forureningen af Grindstedværket gør byens borgere syge.

Spadestiksprisen gives til det lokale eller regionale medie, der har leveret det stærkeste eksempel på gennemarbejdet, undersøgende journalistik, der frembringer ny, væsentlig viden, som det hedder. Prisen er sponseret af en række sponsorer i mediebranchen. Hele tanken med den er at støtte og inspirere lokale og regionale medier og journalister til at øge produktionen af kritisk undersøgende kvalitetsjournalistik - journalistik, der går et spadestik dybere end den daglige nyhedsstrøm.

Regionen ville ikke have det frem

Prisen blev overrakt ved Spadestikskonferencen i Kolding, og her motiverede formanden for Spadestiksprisens jury, Allan Spangsberg, den:

- Du er kommet med en afsløring, som regionen ikke ville have frem, og som hverken offentligheden eller politikerne kendte til. Det gør de nu, og borgere i og omkring Grindsted er på grund af dit arbejde nu sikret, at de får en fair undersøgelse af forureningens mulige konsekvenser, lød det.

Selv siger Rasmus Poulsen Larsen, at han er glad for at mærke bred opbakning til grundig og undersøgende journalistik i DR’s regioner.

- Og så er jeg glad for, at vi har haft succes med at sætte fokus på den bekymring borgere i Grindsted har haft om forureningens indvirkning på deres helbred, og at vi kunne afsløre, at der var forskere, der var dybt uenige i Region Syddanmark om at stoppe videre sundhedsundersøgelser i byen. Men at deres henvendelse blev holdt skjult for både borgere og politikere – trods et løfte om det modsatte, siger han.

Prisen er et vigtigt signal

Mads Vesterby Damm, der er ledende redaktionschef for Indland & Distrikter i DR Nyheder, siger, at han er sindssygt stolt af Rasmus Poulsen Larsen og resten af DR Trekanten, der får den flotte pris.

- Den er resultatet af et dygtigt og vedholdende arbejde med en vigtig og væsentlig problematik for borgerne i og omkring Grindsted. Samtidig er prisen et vigtigt signal om, at vores distrikter i hele landet gør en stor forskel for DR og dermed danskerne hver eneste dag. Vi har en ambition om at være lokale og konkrete i vores dækning af Danmark, og prisen til Rasmus viser, at det er den helt rigtige vej for os.

Rasmus Poulsen Larsen og DR Trekanten sikrede sig den store pris foran nominerede, afslørende journalistiske projekter fra JydskeVestkystens Esbjerg-redaktion, TV 2 Østjylland, Det Nordjyske Mediehus og TV 2 Øst.