Vi møder Christine Cordsen i DR’s lokaler i kælderen på Christiansborg. Humøret er fint, men en vabel på foden driller lidt. Den opstod, da hun få dage forinden måtte haste fra kælderlokalerne til Medarbejder- og Kompetencestyrelsen en kilometer derfra for at lave breaking til DR’s platforme.
En episode, der er meget symptomatisk for Christine Cordsen. Politisk journalistik fylder rigtig meget for hende:
- Hele mit liv, smiler hun og tilføjer, at der selvfølgelig også er plads til familien.
Det begyndte tilbage i praktiktiden på dagbladet Politiken midt i 1980’erne. Her blev Cordsen med egne ord ’bidt af den politiske journalistik’, da hun i en periode var på Christiansborg.
Ikke i tvivl om Borgen
I 1988 var hun med, da TV 2 som nystartet kanal etablerede en politisk redaktion på Borgen. Det blev til et års tid på kanalen. I 1993 fik Cordsen mulighed for at komme tilbage til Politiken.
- Jeg fik faktisk to muligheder på Politiken, men jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være stillingen på Christiansborg-redaktionen. Jeg var fascineret af politik og havde været glad for det i de perioder, jeg havde været på Borgen og snuset til det. Der har aldrig været et stofområde, der var lige så spændende som det, fortæller 64-årige Christine Cordsen, der har været på Christiansborg lige siden.
I 2009 skiftede hun til Jyllands-Posten, og siden 1. januar 2016 har hun været DR’s politiske korrespondent.
- Jeg tror, det handler meget om personlighed. Jeg kan godt lide, det er uforudsigeligt, og at man er tæt på, hvor der sker mange ting, som har betydning for samfundet og borgerne. I politik bliver der truffet utroligt interessante beslutninger, der er vigtige for os alle sammen. Man er tæt på kilderne – også de samme kilder, som man møder igen og igen. Der er kontant afregning, hvis man har lavet en fejl, eller nogen er utilfredse med det, man har lavet, siger Christine Cordsen og fortsætter:
- Man ved ikke om morgenen, hvad der sker i løbet af dagen. Samtidig spænder stofområdet bredt – fra skattepolitik til udenrigspolitik, personopgør og magtkampe. Og der er en bred vifte af genrer: Nyheder, baggrund, analyser. Det passer godt til mig, at det kan mange ting.
Klæder folk på til at kunne stemme
Om sin tilgang til at formidle dansk politik fortæller Cordsen:
- Noget af det vigtigste er at have øje for, hvilken betydning det har for vores seere, lyttere og læsere. Det må ikke blive for internt – hvad der sker i Twitter-boblen, eller hvor det nu foregår. Når jeg laver analyser, er jeg meget opmærksom på, at det ikke bliver for meget spillet for spillets skyld. Når det gælder personhistorier, er de vigtige, når de har en betydning for, hvordan politikken udvikler sig. Det hele handler om at klæde folk på til at kunne stemme.
Og netop det skal vi den 1. november, hvor der er valg til Folketinget. Valgkampen har uofficielt været i gang i længere tid, men nu er valgdatoen kendt, og Christine Cordsen ser frem til de kommende uger.
- Et valg er jo demokratiet i sin fulde udfoldelse. Det er vælgerne, der skal tale. I Danmark er det tit meget tæt ved folketingsvalg, og dermed kan det være meget dramatisk. Når der er valg, får vi som journalister nemmere adgang til politikerne – de har mere på spil. Hvis man kan lide politik i hverdagen, så er det meget mere intens, når der er valgkamp. Du får det bedste af politik, siger hun.
Uvildig og fair
Den erfarne politiske korrespondent mener, at dette folketingsvalg i særdeles er spændende.
- Det er fuldstændigt uforudsigeligt. Selve valget er spændende, og tiden bagefter med en regeringsdannelse er spændende. Det er udfordrende at have styr på alle de scenarier, der kan opstå. Man kan ikke læse sig til det. Efter mange år på Borgen er det fascinerende med et valg som det her – at der stadig er nye ting, der kan opstå, siger Christine Cordsen og fortsætter:
- I politisk journalistik er der hele tiden nye ting, der kommer op – nye partier, personer og udviklinger. Så det er hele tiden nyt og udfordrende, samtidig med at man kan trække på sin erfaring. Det er en fordel, at man er stødt på nogle ting før.
Christine Cordsen stemmer også selv til folketingsvalget, men hvem der får hendes stemme, holder hun naturligvis for sig selv.
- Det er utroligt vigtigt, når man arbejder på Christiansborg, at politikerne har tillid til, at man er uvildig og fair. Derfor er jeg meget opmærksom på, at jeg ikke blander egne holdninger ind i mit arbejde.
- •
Under folketingsvalget kan du få de største historier forklaret hver aften i DR's særlige valgnyhedsbrev. Her vil du møde DR's politiske korrespondent Christine Cordsens analyser og personlige anbefalinger, og du kan tilmelde dig det her.