Helt siden september 1933 har DR slået tonen an til Torsdagskoncerten på ugens fjerde dag. Og når DR Symfoniorkestret markerer koncerternes 85-års-jubilæum den 28. september, er det fortsat med mange lyttere ude ved højttalere, skærme og radioapps.
Faktisk ville DR Koncertsalen med dens små 1800 pladser blive fyldt 240 gange, hvis alle, der hører Torsdagskoncerten på P2 i løbet af en koncertsæson, skulle have plads i de røde sæder foran orkestret.
En opgørelse, som DR Medieforskning har lavet i forbindelse med jubilæet, viser, at 433.000 lyttere har været forbi minimum én ud af de 25 torsdagskoncerter i radioen i løbet af sæsonen 2017/2018. Dertil skal lægges de mange tusinde, som har set koncerterne live på stedet, har streamet dem eller set de koncerter, der er blevet optaget til DR K.
Torsdagskoncerten er stadig en særlig aften for P2-lytterne, der ellers kan høre ’P2 Koncerten’ fra ind- og udland hver aften klokken 19.20 ugen igennem.
”Vi kan ganske enkelt se, at der bliver hørt mere P2, når der bliver sendt Torsdagskoncerten, end det er tilfældet resten af ugen på samme tid. I gennemsnit bliver 8,7 procent af danskernes lyttetid på hele radiomediet brugt på P2 under Torsdagskoncerterne, og det er en større andel end P2-koncerterne ugens øvrige dage,” forklarer Rasmus Kidde, der er medieforsker i DR Medieforskning.
En særlig oplevelse
Kanalredaktør Susanna Arpi fra P2 siger, at torsdag aften er noget ganske særligt på kanalen:
”Vi gør meget ud af at formidle koncerten, så det bliver en særlig oplevelse i radioen. Der er en P2-vært i Koncertsalen og en reporter på bagscenen, som bringer lytterne helt tæt på koncertens særlige historie, spænding og intensitet,” siger hun.
På DR K kan man se udvalgte torsdagskoncerter i programmerne ’DR K Klassisk’ på søndage klokken 20.00, ligesom man flere torsdage kan streame Torsdagskoncerten med levende billeder på DR Koncerthusets hjemmeside. I søndags blev åbningskoncerten med DR Symfoniorkestret og chefdirigent Fabio Luisi på podiet for eksempel set af 22.000, ifølge seertallene fra Kantar Gallup.
60 procent flere abonnenter siden 2012/2013
På den anden side af scenekanten oplever DR Koncerthuset bestemt ingen afmatning i interessen for at gå til Torsdagskoncert.
Billetsalget til koncertrækken er generelt i let stigning, mens antallet af abonnenter til Torsdagskoncerternes forskellige serier af koncerter er vokset markant. Fra koncertsæsonen 2012/2013 til sæsonen 2018/2019, som netop er gået i gang, er antallet af unikke abonnenter steget med over 60 procent.
”Jeg tror hverken, at den store interesse for Torsdagskoncerten skyldes nostalgi eller konservatisme fra vores eller publikums side. Jeg tror snarere, at succesen skyldes, at koncerterne giver folk en unik mulighed for at fordybe sig i de store symfoniske mesterværker. Og der er ingen tvivl om, at behovet for fordybelsen, musikken og kunsten er større i vores moderne, fortravlede liv end nogen sinde før,” siger Kim Bohr, der er chef for DR’s Kor og Orkestre og DR Koncerthuset.