Dorte stopper i DR efter 45 år: 'Jeg har altid haft chefer, som har skubbet mig frem, så jeg kunne udvikle mig'

Her fortæller Dorte Kierulff om sin imponerende karrierevej og deler råd til, hvordan virksomheder kan holde på deres medarbejdere.

Dorte Kierulff indledte allerede sin karriere i DR i DR's pigekor som 12-årig. (Foto: © (C) DR)

Hvordan bliver man i en virksomhed i 45 år? Det har vi spurgt continuityplanlægger Dorte Kierulff om:

- Fordi man får lov til at prøve en masse meget forskelligt. Og man får lov til at være den, man er, og ikke skal passe ind i en kasse. Man skal ses, man skal få lov til at udvikle sig, og så er der nogen, der skal tro på ens potentiale og udfordre en til at flytte sig. Men man skal også selv være klar til at tage ekstra ansvar, når man får muligheden for det. Man skal gribe de chancer, der er, fortæller hun.

Lydtekniker, producerassistent på TV, tillidsmand, TV-producer, continuityproducer, underviser, planlægger og teamleder. Puha, man bliver helt forpustet, når man opremser alle de stillinger, som Dorte Kierulff har varetaget de sidste 45 år. Hendes karriere i DR har været præget af chefer, som har troet på hendes potentiale, og som har fremmet og støttet hende til selv at blive mere selvsikker fagligt.

Her i december takker hun af og reflekterer over en utrolig tid i DR og deler værdifulde indsigter om, hvordan man trives på en arbejdsplads.

- Jeg har altid haft nogle chefer, som har set mit potentiale, og som har skubbet mig frem, så jeg kunne udvikle mig. Også selvom jeg ikke selv troede, at jeg var klar til et nyt skridt. Der var nogle chefer, der bakkede en op. De var der bare. Menneskeligt set var de virkelig gode for mig, fortæller Dorte Kierulff.

(Foto: © (C) DR)

Har lavet meget forskelligt

Dorte Kierulffs bemærkelsesværdige karriere i DR begyndte tidligt som medlem af Danmarks Radios Pigekor, da hun kun var 12 år gammel. Allerede som 19-årig blev ikke bare hendes smukke stemme, men også hendes pæne håndskrift bemærket, så hun fik et job som 'båndpige' under korets indspilninger, hvor hun var ansvarlig for at markere optagelsestiderne på båndene under sessionerne.

Hendes gennembrud kom, da Flemming, en lydtekniker og kortvarig leder på Københavns Radio, bemærkede hendes potentiale. Han informerede hende om jobmulighederne som lydtekniker i DR, selvom hun ikke havde nogen tidligere erfaring med lydteknik. Med kun en håndfuld tilgængelige stillinger og intens konkurrence gennemgik Dorte Kierulff en hård to-dages testproces, inklusive skriftlige eksamener, logiske vurderinger og generelle vidensprøver. Hun trådte sejrrigt ud af denne prøvelse og begyndte sin karriere som lydtekniker i Radiohuset i 1979.

- I 1979 begyndte jeg så som 20-årig som lydtekniker i DR i Radiohuset. Vi var fire på lydteknikerholdet. Jobbet bestod i at redigere alle de udsendelser, man hørte. Jeg redigerede fysisk på gamle båndmaskiner og lyttede og klippede og klistrede det sammen. Vi sad i monostudier – som betyder, at man sender den samme lyd i begge kanaler. Man havde ikke engang stereolyd, hvor man kan lægge lyd i forskellige lag. Man havde også afviklingsvagter, hvor man for eksempel afviklede radioaviser, afviklede kortbølgeradio og generelt alt fra P1 til P4.

Senere hen kom der nye stereosuiter, hvor der var gigantiske lydpulte og mikse. De kom, da Dorte Kierulff havde været lydtekniker et par år. Man skulle altså konstant følge med og lære mere omkring afvikling.

Fra producerassistent til producer

- I seks år var jeg lydtekniker. Så blev der slået stillinger op i TV- og Underholdsafdelingen, hvor jeg blev producerassistent. Her skulle man kunne sit underholdningsstof og være musikalsk. Og man skulle kunne læse et partitur. Vi sad og skrev alle tekster ud, så vi havde det fulde overblik over optagelserne og kunne que kameraerne under afviklingen af udsendelsen. Det lavede jeg i 15-16 år, indtil Underholdsafdelingen blev nedlagt i 2000. Det var en fantastisk afdeling. Det var et skidesjovt at arbejde med alt fra ’Husk lige tandbørsten’ til Melodi Grand Prix og satire.

Hun husker denne periode som en tid, hvor der endnu en gang var en chef, der så hendes potentiale og udfordrede hende til at prøve noget nyt af.

- 'Dorte, er det ikke noget for dig. Kan du ikke producere det her selv? Vil du ikke prøve det?'

Sådan husker jeg, at min chef sagde, mens han gav mig muligheden for at gå fra at være producerassistent til at være producer, siger Dorte Kierulff.

Hendes lederegenskaber og potentiale blev kort derefter yderligere anerkendt, og hun blev opfordret til at forfølge nye udfordringer i form af en 2-årig uddannelse om ’Kvinder og Ledelse’.

- Da var jeg lige blevet producer, blev jeg indstillet af min chef til også at blive leder. Der var jeg sikker på, at det kunne jeg ikke overkomme. Men det var han sikker på, at jeg kunne. Og så tog jeg den uddannelse også, fortæller hun.

Efter fire år som producer, da Underholdningsafdelingen blev nedlagt, stod Dorte Kierulff igen ved en skillevej. Her søgte hun videre til Continuity-afdelingen, hvor hun hurtigt blev tilbudt rollen som teamleder. Senere blev den stilling til et job som billedbehandler i DR Billeder. Gennem al den tid har hun samtidig været tillidsmand ad flere omgange.

En lidt yngre udgave af Dorte Kierulff (Foto: © (privatfoto))

Nu takker Dorte af efter næsten 45 år i DR

- Det bliver mærkeligt og lidt vemodigt. Det bliver fremmed for mig ikke at have en hverdag i DR og ikke at have kollegerne og de inputs, man får fra dem. Men jeg har på en eller måde allerede sagt farvel, for jeg har haft min tid her og jeg har prøvet så mange ting.

- Jeg har fået oplevelser, jeg aldrig ville have fået ellers. Jeg har mødt så mange mennesker, og rigtig mange spændende mennesker, som man ellers ikke ville have mødt. Jeg har rejst meget, set meget, oplevet meget. Det har været smaddergodt.