DR har netop haft premiere på den danske fiktionsserie ’Ungeren’, der er baseret på virkelige hændelser omkring Ungdomshusets rydning i 2007.
I virkelighedens verden havde DR’s ungdomsredaktion gennem 1970’erne og 1980’erne meget tæt kontakt til de ungdomsmiljøer, de rapporterede om. Da B&U opstod i 1968, ønskede man på redaktionen ikke at tale til børn og unge på de voksnes præmisser. Man ønskede i stedet at tale med dem i øjenhøjde, og ofte lod B&U børn rapportere fra begivenheder, der vedrørte børn og unge. Også når det gik vildt for sig.
Noget af det, der optog B&U, var de unges drømme og fremtidsmuligheder. Efter ungdomsoprøret i 1968 var der kommet langt mere fokus på, at unge mennesker havde rettigheder til deres eget liv med ungdomsklubber, egen bolig og uafhængighed af forældrene. Men det var ikke nemt for de unge, for billige boliger til unge mennesker hang ikke på træerne, og der var stor ungdomsarbejdsløshed.
København var en slidt by i midten af det 20. århundrede med mange tomme, faldefærdige huse og decideret slum, og allerede i 1939 vedtog Rigsdagen en saneringslov, der skulle forbedre belastede kvarterer i København. Under Besættelsen 1940-1945 satte man de første projekter i gang. Men ofte var det private virksomheder, der blev valgt til at sanere boligkvarterer, og det betød ofte, at boligspekulanter byggede dyre ejerlejligheder, som de oprindelige lejere ikke ville kunne betale.
Saneringsprojekterne tog til i 1960’erne, og som en protest begyndte unge mennesker at flytte ind i tomme huse, som stod til nedrivning. Det betød så, at politiet blev sat ind for at rydde husene, når saneringen skulle gå i gang, hvilket optrappede konflikterne mellem de unge boligløse og samfundet som helhed. De unge blev kaldt slumstormere, og nogle af de tidligste eksempler på husbesættelser er kollektivet Sofiegården, der blev indviet i 1965 og ryddet nogle år senere, og besættelsen af Bådsmandsstræde Kaserne i 1971, som førte til det alternative samfund Christiania.
B&U rapporterer fra rydningen af Byggeren
Et af de beboerdrevne projekter, som opstod på grund af de mange saneringer af boligslummen på Nørrebro i København, var Firkantens Byggelegeplads, i daglig tale kaldet ’Byggeren’. Beboere i området havde lavet legepladsen på en af de tomme byggegrunde efter en sanering i Stengade.
Grunden blev brugt som midlertidig parkeringsplads, men i juni 1973 skabte beboerne på en dag en hel byggelegeplads til kvarterets børn, som ellers ikke havde mange steder at lege.
Beboerne kæmpede så meget for sagen, at de et år senere fik anerkendelse som kommunal institution, dog med den klausul, at legepladsen kun kunne blive, til det planlagte byggeri skulle i gang på grunden. Det var lige præcis den klausul, som senere i 1980 skulle gå hen at blive et meget stort problem. For nu ville bygherren i gang med at bygge, og ’Byggeren’ skulle ryddes, hvilket vakte stor harme hos børnene og deres forældre, der ikke ville opgive legepladsen uden kamp.
Det kom til flere sammenstød mellem beboere og myndighederne. Den 24. marts 1980 havde beboerne barrikaderet pladsen, så kommunen ikke kunne rydde pladsen. En uge senere mødte kommunen op med bulldozere og politi og ryddede hele pladsen under stor tumult. Men sagen var ikke slut, for da pladsen var ryddet, satte beboerne med rekordfart en ny legeplads op. Men den 2. maj kom det igen til konfrontation, da kommunen sammen med politiet til sidst fik ryddet pladsen.
Svend Abrahamsen, der var journalist i B&U, var ude at rapportere fra ’Byggeren’ den 3. maj 1980, hvor han taler med Lasse og hans ven, der står midt i urolighederne på pladsen. De er bange og løber væk fra politifolkene, der har trukket deres knipler. Men samtidigt fortæller de historien om, hvordan de voksne vil ødelægge deres legeplads. De stoler grundlæggende på politiet, og de kan ikke næsten ikke tro deres egne øjne.
Hør reportagen fra urolighederne her. Bemærk, at det er børnene, der har ordet, ikke de voksne:
Kampen om ’Byggeren’ var det, der blev afsættet for den senere BZ-bevægelse, der krævede bedre vilkår for unge i København. Op igennem 1980’erne havde de unge ofte hårde konfrontationer med politiet, når de havde besat tomme huse. I begyndelsen gjorde de det for at demonstrere for et ungdomshus, som de selv kunne råde over. Københavns Kommune og overborgmester Egon Weidekamp ville ikke gå ind i sagen på de unges præmisser, men jo mere kommunen vendte det døve øre til, jo mere desperate blev de unge.
De unge begyndte at besætte forladte fabrikker og huse på Nørrebro og Vesterbro, og i takt med at de unge blev smidt hårdhændet ud af husene, steg forbitrelsen, og konflikterne blev større.
Rutana Brødfabrik, Schiønning og Arvé og besættelsen af Abel Cathrines Gade
En flok unge i København begyndte i efteråret 1981 deres besættelser af tomme fabriksbygninger, efter at de den 1. oktober 1981 havde sendt en ansøgning til Københavns Kommune om at få et ungdomshus i den nedlagte brødfabrik Rutana på Nørrebro.
DR rapporterede fra begivenhederne, nogle gange nøgternt som i Radioavisen, mens B&U ofte fortalte om konflikterne fra de unges synsvinkel. Den 15. oktober 1981 besatte de unge brødfabrikken, stærkt opfordret af Københavns venstresocialistiske byplansborgmester, Villo Sigurdsson, der i en tale ved en demonstration foran bygningen havde sagt til de unge, at de skulle besætte fabrikken.
De unge blev samme dag fjernet fredeligt. Men det var tydeligt, at Københavns Kommune ikke ville lade de unge få fabrikken, for kort tid efter begyndte håndværkere at rive dele af fabrikken ned, mens politiet barrikaderede fabrikken.
De unge blev nu holdt væk fra Rutana, så de ikke kunne besætte fabrikken igen. I stedet besluttede de at besætte en anden nedlagt fabrik på Nørrebro, gummifabrikken Schiønning og Arvé. Et par dage senere, den 26. oktober 1981 blev politiet igen sendt ud for at fjerne de unge fra bygningen. Men nu gik det galt. For første gang i Danmark brugte politiet tåregas for at få de unge ud. Det var en voldsom oplevelse for de unge, der følte, at politikerne og politiet optrappede konflikten voldeligt i stedet for at opnå dialog ved at tale med de unge om et ungdomshus.
Radioavisen rapporterede følgende om rydningen af Schiønning og Arvé:
Hør også denne øjenvidneskildring af, hvordan det var at være i huset, da tåregassen ramte. Det var Københavns Radio, der havde produceret reportagen, men ungdomsradioen P4 i P1 sendte den efterfølgende.
Da de unge nu heller ikke kunne blive i gummifabrikken, tog de i stedet til Vesterbro, hvor et nedlagt kloster stod tomt i Abel Cathrines Gade. De besatte huset, og denne gang lod både politiet og kommunen de unge være i huset. Nogle boede i det, andre kom kun i deres fritid.
Radiobåndværkstedet lavede en udsendelse i februar 1982 med nogle unge BZ’ere, der fortalte om begivenhederne op til, at huset i Abel Cathrines Gade blev besat. I udsendelsen var der også en reportage, hvor to nye unge brugere af huset blev interviewet. De havde ikke været med i konflikterne forinden, men nød, at der var kommet et ungdomshus, de kunne være i:
Og hør også et klip fra en lille reportage fra ’Børneradio’, hvor en flok børn fra 6. klasse fra Rungsted Skole har været i Abel Cathrines Gade i marts 1982 (efter at huset dog igen er blevet forladt) for at tale med besætterne og høre, hvordan livet i huset er. Besætterne fortæller også om politiets tåregas på Nørrebro, og om hvorfor de ikke bruger det mod Abel Cathrines Gade.
Ungdomshuset i Abel Cathrines Gade levede dog ikke længere end tre en halvmåned. Allerede den 14. februar 1982 forlod den gruppe, der besatte det nedlagte kloster bygningen. Der var mange grupperinger i huset, og socialt belastede personer fra Vesterbro begyndte at bruge huset. Interne stridigheder gjorde, at de unge forlod huset på eget initiativ. Politiet fjernede de sidste besættere dagen efter.
Husbesættelserne frem mod åbningen af Ungdomshuset på Jagtvej
Men besættelserne fortsatte rundt om i København, og efterhånden blev gadekampene mellem de unge og politiet voldsommere. Mange af de unge havde opgivet at få politikerne i tale, og det gjorde, at aktionerne blev mere voldelige. En af de kendteste besættelser fra perioden op til Ungdomshuset på Jagtvejs åbning, er Allotria-huset i Korsgade på Nørrebro. Det blev besat 1. maj 1982, og de unge flyttede ind i kollektiver i huset og genopnåede et værtshus, der blev spillested for punkmusik. Men da politiet i januar 1983 stormede huset, var de unge væk. De havde gravet en tunnel væk fra huset, så huset stod tomt, da politiet ryddede det.
Hør et klip fra en P4 i P1-reportage om beboerne i Allotria her:
I mellemtiden fik de unge Ungdomshuset på Jagtvej 69. Huset havde tidligere været Folkets Hus, som Arbejderbevægelsen før havde brugt til mødelokaler. Egon Weidekamp kommer til indvielsen af huset den 31. oktober 1982, men han bliver mødt med buksevand. De unge er glade for endelig at få et hus, hvor der er politisk vilje, men det er ikke nok. Man kan ikke bo i Ungdomshuset på Jagtvej 69, og de unges problemer med arbejdsløshed og boligmangel er ikke blevet bedre. En ung mand fra BZ-brigaden, som var BZ’ernes talerør, fortæller allerede om sin bekymring om husets funktion til TV-Avisen i april 1982, hvor der ellers er glæde over, at politikerne endelig giver sig i spørgsmålet om et ungdomshus:
Ungdomshuset blev trods alt et fristed for de unge, men løste ingen konflikter, og i årene efter oprettelsen, var der stadig mange husbesættelser og voldelige sammenstød mellem unge og politiet. Ungdomshuset var dårligt vedligeholdt, og en brand i 1996 gjorde det værre. Københavns Kommune ville gerne lukke huset, og kampen om Ungdomshuset gik i gang og varede helt frem til 2007, hvor huset endegyldigt blev revet ned. De unge fik i stedet et nyt ungdomshus på Dortheavej 61 i Københavns nordvestkvarter, som fungerer den dag i dag.
Fra den 4. oktober kan du på DRTV og DR1 følge med i dramaserien ’Ungeren’, en fiktionsserie bygget over de virkelige hændelser omkring Ungdomshusets rydning i 2007.
Og på Gensyn på DRTV kan du se nogle af de gamle dokumentarer om Ungdomshuset, både om Allotria tilbage i 1982, men også dokumentarer om de tidligere kampe om Ungdomshuset på Jagtvej.