I 2004 blev podcast som begreb introduceret første gang. I en artikel i The Guardian forsøgte Ben Hammersley med en sammensmeltning af ordene iPod og broadcasting at indkredse den dengang stigende grad af distribuering af on demand-radio til brugere, der foregik på internettet. I dag, 20 år senere, er podcastmediet i den grad trådt ud af radioens skygge. Selvom en podcast stadig kan være et radioprogram, som man hører, efter det er sendt live, så dækker begrebet i de fleste tilfælde nu over indhold, der er produceret til først og fremmest at være en podcast. Mediet er ikke længere kun et nichemedie, men et hverdagsmedie, og hver tredje dansker lytter til podcasts mindst en gang om ugen i 2023.
Mediebrug muterer og skaber definitionsproblemer
Nu hvor podcasten er så velintegreret i vores mediebillede, så burde vi vel også være enige om, hvordan vi definerer den. Det er vi bare ikke. Ingen har endnu landet begrebet.
Definitionens laveste fællesnævner er, at alle podcasts udkommer som digital lydfil i et RSS-feed. Det kan vi ikke være uenige om. Men i dag er det ikke længere tilstrækkeligt udelukkende at anskue podcasten fra den oprindelige teknologiske vinkel. For det, der adskiller podcasten fra andre lydmedier, er, at den oftest er båret af talen – monolog eller dialog – og at den for det meste fremstår helt uden musikindslag. Et af podcastens særpræg er således bundet op på indholdet. Men kan vi så lukke den der og definere podcasten ud fra teknologi og indholdsformat? Ikke helt. For hvad med alt det indhold derude, som vi bruger, som var det podcasts, selvom det egentlig ikke er varemærket som sådan? Og hvad med de podcasts, der udkommer med video, må man overhovedet kalde det en podcast?
Næsten hver fjerde danske podcastlytter bruger YouTube som en af deres faste tjenester til at lytte til podcasts. Blandt unge er andelen endnu større, og et stigende antal fra målgruppen beskriver, at de bruger YouTube-videoer, som var de podcasts. Mange bruger altså YouTube til at fylde øregangene med indhold, der oplyser, underholder eller adspreder, mens de laver andre ting. Alligevel udløser brugsformen ikke en podcastlabel - endnu.
Gaven er fortsat under udvikling
Her på podcastens 20. år står vi således stadig med en definition, der peger i flere retninger. Men forvirringen er begrundet. Det er umuligt at fastlåse en definition, når brugen endnu udvikler sig. Eksempelvis peger en rapport fra Cumulus Podcast Network på, at andelen af amerikanere, der foretrækker såkaldte watchable podcasts, er stigende i disse dage, og det fordrer blot endnu mere, at vi åbner for en bredere forståelse af, hvordan lyd indgår i brugernes liv, og hvilke behov brugerne har, når de konsumerer lyd.
Så hvis vi skulle give podcasten en 20-årsfødselsdagsgave, kunne det være fristende at give den en klar identitet. Men det er nemmere sagt end gjort, for podcasten har i sin tidlige opvækst gjort det klart, at den er et selvstændigt medie, der bestemmer selv. Vi forsøger alligevel at hjælpe den på vej med en tredelt definition, hvor også brugerperspektivet får lov at spille en helt central rolle. Desværre kommer vi ikke til at slå noget fast med syvtommersøm endnu. For selvom det måske kan give analytiske kvababbelser, bliver vi nødt til at fortsætte med at lytte godt til brugerne. Vi må anerkende, at podcasten stadig er i rivende udvikling, og at traditionelle produktionsdefinitioner og platforme ikke kan fastholdes, hvis podcastens identitet vil rykke med udviklingen i stedet for imod den. Hvem ved, hvor vi er om 20 år.