Cherry picking i alle aldre

Medieindhold, der opleves relevant og taler direkte til din livssituation, vil naturligt drage dig mere end det, der måtte ligge dig lidt fjernt. Men hvad der er nært, kan hurtigt ændre sig. Således kan man pludselig gå fra at være cykelignorant til at være på den anden ende sammen med resten af Glyngøre, fordi bysbarnet kører over målstregen i Tour de France for andet år i træk. Mindre kan også gøre det. Lad os se på, hvad der drager hvem, og hvorfor vi nøje udvælger en programtitel i streamingtjenesten og fravælger en anden.

(Foto: © Agnete Schlichtkrull, DR)

Unge håndplukker kræsent indhold, der er kort, præcist eller passer til deres humør. De spilder ikke tiden foran en hel tv-avis, i håb om at der kunne komme et indslag, der er relevant for dem, når de kan vælge at se en YouTube-explainer, der på få minutter giver dem præcis det, der interesserer. De ældre derimod sluger alt indhold råt for usødet. Det er i hvert fald sådan, karikaturerne er tegnet op.

Sandheden findes nok et sted midtimellem, men streamingmuligheden har lukket op for at håndplukke, når alt pludselig ligger tilgængeligt - noget som de ældre generationer nu også har fået øje på. Cherry picking foregår således i alle aldre, på tværs af serielle formater og inden for genrer som livsstil og kultur. For når man ikke længere er bundet af flow-traditionen om at følge Gintberg på Kanten uge efter uge, er det mest sandsynligt, at man vælger at se ham på kanten af netop ens egen by.

Således vil den 35-årige familiefar, som falder over en programserie om privatøkonomi, måske være mere tilbøjelig til at vælge episoden om at komme ud af hamsterhjulet, hvorimod episoden om tidlig pension vil blive foretrukket af de lidt ældre, der kan spejle sig i netop den drøm. Vi behøver altså ikke vente flere uger for at ramme netop den episode, der passer durk ned i vores livssituation.

Samme tegn på nærvalgsoplevelse er at spore i andre genrer, hvor streamere drages af bygninger, byer og lande, som de enten har besøgt eller bor tæt på.

For de ældre seere føles det også nært og relevant at følge med i unges rejsedrømme eller børns skolegang, hvis man da selv har børn eller børnebørn i den alder. Derimod er sandsynligheden for, at en ung går op i forældregenerationens ferieplaner eller kommende pensionsmuligheder, forsvindende lille.

Prøv at tænke tilbage på dine egne streamingvalg. Trækker det lidt mere i dig at nakke og æde en nilgås i Zimbabwe, hvis du selv har været der? Måtte du pludselig se Deadline, fordi en bekendt var i studiet? Og blev Nybyggerne monstro en tand mere spændende af, at det foregik i din by?

Vi har nok alle en tilbøjelighed til at cherry picke livsnært og fravælge det medieindhold, der ikke synes at vedkomme os netop nu. Den moderne tv-seer er ganske enkelt mere selektiv. Ofte lander valget på det nichede eller personaliserede. Andre gange, som udfoldet i artiklen Flow dør, live lever, på en mere fælles oplevelse i live eller dagsaktuelt indhold.

Når de ældre bliver skudt i skoene, at de sluger alt, handler det nok om flere ting. For det første er de den del af befolkningen, der ser mest tv, og når man nu alligevel har tiden, er der da ingen grund til at nøjes med at håndplukke et enkelt afsnit i den lange smagfulde klase. Så er de ældre hellere loyale, som de har fået for vane at være efter et langt liv med traditionelt tv. Men der er også en anden forklaring, for måske har de ældre slet ikke samme behov for disse smalle til- og fravalg, fordi de simpelthen har flere referencepunkter at trække på. De har besøgt flere lande, været gennem flere livsfaser, mødt flere mennesker og har derfor en bredere referencepalet end de unge. Så unge er måske slet ikke så kræsne, som vi går og siger, men blot travle med livet og med 10.000 umødte referencepunkter foran sig.