Da Kim Bildsøe Lassen 1. december 2016 startede sin nye tilværelse som DRs korrespondent i Storbritannien, dumpede han ned lige midt i en ekstrem national turbulens.
”Det har været et meget travlt år, og det har været ekstremt interessant. På det personlige plan, har jeg skulle vænne mig til at være tilbage som korrespondent og arbejde på en anden måde. Men mest af alt har jeg selvfølgelig haft meget travlt med at skulle dække en helt utrolig fascinerende journalistisk historie – den om Brexit,” fortæller han.
”Det er måske ikke så spektakulært som 9/11 2001, da jeg var i USA. Men det er meget, meget interessant, sjovt, spændende - fascinerende. Vi taler om et af verdens ældste lande, hvor alt har en historisk dimension. Og nu skal de totalt genopfinde sig selv og beslutte, hvad det skal være for et land. Hvad skal de leve af? Skal det været et åbent eller et lukket land? Skal det være en velfærdsstat? Skal det være en europæisk version af Singapore? Skal der være respekt for arbejdsrettigheder eller ikke? Det er en proces, der normalt ville tage 60-70-80 år, tror jeg, og nu skal briterne gennemføre det på 18 måneder. Samtidig er de - mildt sagt - ikke enige om kursen.”
Handler om et lands fremtid
Kim Bildsøe Lassen har fået situationen ind under huden: ”Jeg elsker at læse om det, og når jeg, som forleden bliver ringet op af min søn, som spørger, om jeg arbejder, er det svært for mig at skelne. For det hele bliver jo blandet sammen. Meget af det, jeg laver, er også blevet en fritidsinteresse,” fortæller han.
”Det her handler om et lands fremtid. Men det handler jo lige så meget om politisk magt og interne magtkampe. Hvem der er kalif, og hvem der gerne vil være det i fremtiden. Nogle gange, når jeg studerer det, kan jeg tænke, at det alligevel er utroligt, så meget den slags betyder. Her taler man om noget, der kommer til at præge dette land i årtier fremover, måske generationer. Og jeg kan stadig blive overrasket over den politiske kynisme. Hvilket måske er meget godt efter alle de år i branchen…”
På tv-skærmen har seerne oplevet en komplet overrasket korrespondent, i forbindelse med sommerens britiske valg til parlamentet, hvor premierminister Theresa Mays flertal forsvandt:
”Resultatet var en kæmpeoverraskelse. Det er sjældent at man bliver helt mundlam. Men det gjorde jeg faktisk. Det var en overraskelse for alle, der overhovedet beskæftigede sig med det. Og dem der siger, at de ikke var overraskede - de efterrationaliserer vil jeg sige.”
Lange dage i London
Korrespondentens liv er præget af lange arbejdsdage. De begynder ofte med ’P1 Morgen’ eller Radioavisen klokken 6 - hvilket svarer til klokken 5 i London. Og slutter når aftenens udgaver af TV-Avisen er overstået - hvilket er klokken 21 lokal tid.
”Som korrespondent er man jo altid en lille smule på arbejde. Indtil man har boet i et land i mange år, er der mange af de der dagligdags ting, som også er en del af ens opdragelse i, hvad det er for et land man bor i. Briterne er jo skøre. Både på den gode måde og den tossede. Der er dagligt ting, som jeg synes er morsomme med dem - og til tider vildt irriterende,” siger Kim Bildsøe Lassen.
”Man taler meget om produktivitet her i landet. Briterne ligger langt nede på den europæiske skala - lavere end grækernes, og det får dem til at tro, at der er noget galt med udregningerne. Deres selvopfattelse er jo, at de er et meget effektivt, dygtigt, rationelt tænkende folkefærd. En stor del af dem mener helt alvorligt, at hvis det ikke var for nogle tilfældige historiske omstændigheder, så ville de stadig være den største nation i verden. Men når man bor i et lille hus som mit, hvor der ind imellem skal foretages småreparationer, så tager det enormt meget tid, og det er så bizart latterligt, det man foretager sig. Man bliver totalt kureret for kritik af danske håndværkere, når en mand dukker op for femte gang for at udføre en lille enkel reparation.”
Kim Bildsøe Lassen fortæller, at han havde et ovenlysvindue som var utæt.
”Det første, håndværkeren spørger om er, hvad det er præcist, han skal lave – selv om det på forhånd er aftalt. Det næste, han spørger om er, om jeg har en stige. Okay - det har jeg. Og da jeg så har fremskaffet den, spørger han, om jeg har noget værktøj. Jo, jeg har en hammer og en skruetrækker - men da ikke alt det andet, han skal bruge... Det er så ineffektivt!”
En anden spøjs oplevelse kom, da Kim Bildsøe Lassen for nylig blev inviteret til et officielt arrangement:
”Her i landet er det jo som regel i jakkesæt, hvad jeg vant til fra mit arbejde. Men så står der i en parentes i invitationen, at de forventer, at man - da det nu er december - kommer med et juleslips. Jeg ejer ikke et juleslips. Jeg er ikke juleslips-typen. Men det er englænderne, og de bærer det med stor alvor.”