Jeg møder Søren Bendixen i Cape Town i Sydafrika på en café nær stranden med navnet Fish Hoek Beach. Det er her fra Sydafrika, at Søren Bendixen i snart seks år har rapporteret hjem til DR om nyheder fra Afrika som DR’s Afrika-korrespondent.
Det er her i området, han bor med sin familie. Det er vigtigt for Søren Bendixen at forsøge at skabe en lokal forankring, så både han selv, og ikke mindst familien har en sund omgangskreds. Når han ikke er på rejse eller står og kigger ind i et kamera, underviser han blandt andet børn i livredning ved den nærliggende strand.
Søren Bendixen fortæller, at klimaforandringer i Afrika har fyldt rigtig meget i hans arbejdsår i 2024 – lige fra kakaohøsten der slår fejl i Ghana på grund af tørke, til byen St. Louis der lige så stille er ved at forsvinde, fordi havet stiger.
Han synes, der er sket en voldsom udvikling, siden han i 2019 flyttede til Sydafrika for at fortælle nyheder fra kontinentet:
- Det er jo ikke kun i år, vi ser klimaforandringer i Afrika. De seneste år har der været vilde udsving, cykloner, tørker og oversvømmelser, men det er, som om det bare er accelereret. Jeg synes, 2024 har været ret vild, siger Søren Bendixen og tilføjer:
- Jeg har selvfølgelig ikke dækket hver eneste klimakatastrofe, men jeg kan jo bare se, at de her hændelser sker over det hele.
En kamp for liv og død
Alligevel er der én oplevelse i 2024, der står ud for korrespondenten:
- Det, der har gjort klart størst indtryk på mig i år, var, da jeg besøgte et område i Sydsudan, som har været konstant oversvømmet i tre år. Det er en meget ekstrem situation, og det var ret vildt at møde de her mennesker, der har boet i et område, der nærmest er forvandlet til et stort hav, og hvor folk er nødsaget til at spise åkander, fortæller Søren Bendixen og fortsætter:
- Man kan undre sig over, at mennesker overhovedet kan overleve der, men virkeligheden er, at de ikke har andre steder at tage hen. Det er en kamp for liv og død lige her og nu, og det har været ret voldsomt at opleve.
Søren Bendixen fortæller, at folk i det oversvømmede område er afhængige af nødhjælp. Nogle mennesker er flygtet til lejre, der er gemt bag diger, mens andre bor på nogle meget små øer.
Derfor var det også en udfordring for Søren Bendixen overhovedet at komme ud til området for at rapportere hjem til Danmark om de store oversvømmelser. Han fortæller, at den eneste mulighed for at komme derud var via et nødhjælpsfly og en nødhjælpsbåd.
Menneskerne i frontlinjen
Men selvom det ofte er svært at nå ud til områder, der er påvirket af klimaforandringer, ser Søren Bendixen det som sin fornemmeste opgave:
- Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi får lov til at møde nogle af de mennesker, som er helt ude ved frontlinjen, når vi taler om klimaforandringer. Katastroferne rammer naturligvis alle steder i verden, men de rammer bare ekstra hårdt i de fattigste lande, fordi man har så lidt at stå imod med. Det betyder også, at de langsigtede virkninger bliver meget voldsommere.
Det har også gjort stort indtryk på korrespondenten, at de lokale, han møder, ofte ikke aner, hvad klimaforandringer er.
- De kan bare konstatere, at der er noget, der ikke er, som det plejer, men de har ikke adgang til information om klimaforandringer. Det gør selvfølgelig kun min oplevelse endnu vildere, at de her mennesker simpelthen ikke aner, hvad der har ramt dem. Det er jo ikke, fordi de her mennesker er dumme – tværtimod, det er nogle af de mest hardcore mennesker på kloden, når de kan overleve de her forhold. Jeg tror, det er de færreste danskere, der ville kunne overleve det her, siger Søren Bendixen.
Mere fokus på Afrika
Søren Bendixen har især været optaget af at beskrive den ulighed, klimaforandringerne skaber. Han forklarer, at mange afrikanske lande bidrager meget lidt til den globale opvarmning, men at det samtidig er er dem, klimaforandringer går hårdest ud over. Han oplever dog ikke altid, at der er særlig stor interesse for historierne:
- Jeg tror, alle korrespondenter, måske USA undtaget, synes, at lige præcis deres område fortjener mere fokus. Jeg synes også, Afrika fortjener mere fokus. Det er langt væk for de redaktører, jeg skal overbevise om at bringe historierne, men især også for de seere, lyttere og brugere, vi gerne vil ramme. Jeg har lært at glæde mig over det, der lykkes, og så er det bare at blive ved med at forsøge.
Efter en spændende snak om journalistik fra Afrika, bliver Søren Bendixen nødt til at gå. Han skal nemlig ned til Fish Hoek Beach, hvor han skal undervise børn i livredning.