Morten filmede det officielle tronskifte: ’Man kunne godt fornemme, at det var stort’

Det er en følelsesladet dag for Morten Krüger, da han filmer det officielle tronskifte i Statsrådet. Han er glad for at have filmet et historisk øjeblik, der har haft betydning for hele Danmark.

Morten Krüger på dagen, hvor dronningen abdicerer - med slips lånt af Rekvisitten. (Foto: © Dr)

Morten Krüger har flere gange fulgt kongehuset som fotograf – både på ture til Grønland og til kronprins Christians 18-års fødselsdag. Alligevel synes han, det var et helt specielt øjeblik, da han var inde og filme i Statsrådssalen, da dronning Margrethe skrev under på, at hun abdicerede, og kong Frederik underskrev sig som konge af Danmark.

- Jeg havde sommerfugle i maven, inden vi skulle derind, for det her var en meget anderledes arbejdssituation, end jeg er vant til. Vi vidste faktisk ikke, hvad der skulle ske, og hvad vi måtte filme, siger Morten Krüger og fortsætter:

- Det var også en ret vigtig og formel begivenhed. Jeg går normalt ikke med slips og ejer derfor ikke et, men det her var alligevel mere højtideligt, så jeg endte med at låne et slips af DR’s rekvisitafdeling, griner han.

Det var kun Morten Krüger og en stillbillede-fotograf, der fik lov at filme i Statsrådssalen på dagen, hvor man normalt overhovedet ikke må filme. Men i dagens anledning havde de fået lov at filme dele af seancen.

’Hvad er det her for noget?’

Morten Krüger fortæller, at alle ministrene først kom ind i lokalet, efterfulgt af dronning Margrethe og den snarlige kong Frederik. Her holdt dronning Margrethe og statsminister Mette Frederiksen en tale hver.

- Der var en helt speciel stemning i rummet. Selvom alle regeringens ministre, den afgående dronning og den kommende konge var samlet, blev der ikke sagt meget – hvis nogen havde tabt en blyant, havde det runget i lokalet. Samtidig kunne man fornemme stemningen udenfor på pladsen, hvor der var omkring 200.000 mennesker samlet, fortæller Morten Krüger.

Ifølge fotografen kunne man mærke på folk i salen, at det her ikke var en begivenhed, der fandt sted ofte:

– Man kunne mærke på alle, at vi befandt os i en totalt ukendt situation, og at ingen helt vidste, hvordan de skulle reagere. Der var lidt en stemning af: ’Hvad er det her for noget?’. Jeg er sikker på, at det hele foregik efter bogen, men det virkede bare ikke så indstuderet. Tværtimod kunne man mærke, at der var følelser i rummet.

Da dronning Margrethe og Mette Frederiksen havde holdt deres taler, fik Morten Krüger lov til at tænde kameraet og filme, da de skrev under på dokumentet om tronskifte. Fotografen lagde mærke til, at flere i salen var rørte, da dronningen skrev under:

- Jeg stod der og tænkte: ’Vildt nok, jeg er med til at opleve det her live’. Det var meget følelsesladet, og man fik nærmest en klump i halsen, fordi det var sådan en historisk begivenhed. Selvom jeg har fulgt kongefamilien flere gange, var det rørende at være vidne til.

Han bed dog samtidig mærke i en spøjs detalje:

- Jeg undrede mig lidt over, at de skrev under med sådan en billig grøn kuglepen. Jeg havde regnet med, det ville være sådan en fin fyldepen, men det var bare sådan en standard kontor-kuglepen. Det var lidt sjovt, når det var et så formelt arrangement.

Morten Krüger på dagen hvor dronningen abdicerer - med slips lånt af Rekvisitten (Foto: © Dr)

Fem minutter, der ændrede Danmark

Da dronningen havde skrevet under og var på vej ud af lokalet, vendte hun sig pludselig mod forsamlingen og sagde ’Gud bevare kongen’. Ytringen virkede meget impulsiv, fortæller fotografen:

- Jeg tror, der gik et gib igennem alle. Det virkede ikke, som om nogen havde regnet med, at hun ville sige det.

Dronningen gik ud af lokalet, og Morten Krüger lagde mærke til, at kong Frederik blinkede til kronprins Christian. Det, syntes han, var meget fedt. Alt i alt var Morten Krüger ’superglad’ for at have oplevet den lille ceremoni og få lov til at registrere den:

- Det var det mest specielle at være fluen på væggen til denne begivenhed. Det er jo fem minutter, der har ændret meget for Danmark, siger han og tilføjer:

- Det er nok også det arbejde, jeg har lavet, der bliver set af flest mennesker. Det er jo gået verden rundt. Jeg tror også, det er sådan et klip, der kommer til at blive hevet frem mange gange fremover, når man skal fortælle noget om dronningen, og hvornår Frederik blev konge. Det er jo lidt specielt at have lavet sådan et historisk klip.

Se også flere af Morten Krügers optagelser i programmerne 'Året i Kongehuset':

Året i Kongehuset