'At lave søndagsserier på DR er ekstremt svært, megahårdt og fuldstændig fantastisk’

I 2022 har Stinna Lassen ikke lavet andet end dramaserien ’Carmen Curlers’, og hun har haft så travlt, at selv sommerferien blev aflyst. I oktober fik ’Carmen Curlers’ premiere og både flotte anmeldelser og høje seertal vidner om, at det hårde arbejde blev belønnet.

Stinna Lassen var producent på den første sæson af DR-dramaserien 'Carmen Curlers'. Hun fortæller om et vildt arbejdsår, en aflyst sommerferie og flotte seertal og anmeldelser. Her sidder hun i 'Carmen Curlers' kulisser, der er sat op i DR Byen i København. (Foto: © Lone Kröning Mogensen)

I 2020 underskrev Stinna Lassen en kontrakt i DR Drama, hvor der stod, at hun skulle lave en søndagsserie til DR1, der skulle nå en million seere per afsnit.

- Helt ærligt, at lave søndagsserier i DR er et fuldstændig fantastisk job. Men det er også et ekstremt svært job og et meget hårdt job, siger hun og smiler.

Stinna Lassen er producent på ’Carmen Curlers’, som er DR’s dramaserie, der havde premiere i oktober 2022. Hun forklarer, at hun har det overordnede ansvar for, at det produkt, der bliver produceret, er godt nok.

- Det har været et helt vildt år. Det er specielt at lave produktioner på DR, for der er en naturlig interesse og en ekstra opmærksomhed på, hvad lige netop DR laver. Forventningerne er store, og meningerne er mange, så der er altid større nerver på, fortæller hun.

I begyndelsen var der kun planlagt en enkelt sæson af ’Carmen Curlers’, men da hovedforfatter Mette Heeno sammen med Stinna Lassen og de tre episodeforfattere var gået i gang med at lave et overblik over historien, var det hurtigt tydeligt, at der var materiale til meget mere end en sæson.

- Der er virkelig mange processer igang på én gang, når man laver en tv-serie. Fra januar til maj optog vi de sidste fire afsnit af første sæson, mens vi samtidig var i post-produktion (efterredigering af billed- og lydsiden, red.) på de første fire afsnit, der allerede var optaget. Og på samme tid var vi i fuld gang med at gøre klar til sæson 2 samtidig med, at vi forberedte os på presse- og lanceringsarbejdet. Vi kan vel godt kalde det en konstant spurt, mens vi er i gang med at løbe et maraton, forklarer Stinna Lassen.

En aflyst sommerferie

Fra slutningen af maj havde Stinna Lassen travlt med, at færdig-producere de otte afsnit, der tilsammen udgør første sæson. Hun er med i for klipning, lydsiden og grading (farvetoning på billedsiden, red.), og den sidste del viste sig at blive problematisk.

- I midten af sommeren var de første fire afsnit faktisk færdige, men jeg begyndte at få ondt i maven, fordi vi havde brugt en grade, der var rimelig kantet. Vi endte med at vise nogle afsnit til forskellige folk – både folk i branchen og helt almindelige seere. Ret hurtigt blev vi klar over at den grade, vi havde valgt, var for kantet. Vi var simpelthen gået for langt med autenticiteten, fortæller hun.

Stinna Lassen forklarer, at hvis gradingen skal laves om, så skal man starte helt forfra. Man kan ikke bare skrue op eller ned på nogle parametre, det er hele grade-settingen hun skal ind og ændre på.

- Jeg havde planlagt sommerferie i midt/slut-august, hvor jeg endelig skulle holde noget ferie sammen med min kæreste og 1-årige søn efter en travl vinter og et travlt forår. Men efter vi havde testet afsnittene, var der en kollega, der kiggede på mig og sagde: ’Helt ærligt, Stinna, med den grade rammer du aldrig en million seere’. Så var der ligesom ingen vej tilbage. Jeg aflyste ferien og startede forfra, siger hun. Der bliver stille et par sekunder, før hun kigger og smiler:

- Og vil du høre noget sjovt? Da serien havde haft premiere og de forskellige medier begyndte at sende anmeldelser ud, fremhævede Berlingske selv vores grading. De skrev, at serien ved, hvad den skal, og leverer netop det. Den lille sætning var jeg meget glad for, smiler hun.

  • I 'Carmen Curlers' følger man historien om iværksætteren Axel Byvang, der bliver spillet af Morten Hee. Han investerer i en elektrisk curler og ser en mulighed for at revolutionere skønhedsindustrien og opnå den store succes, han altid har drømt om. Historien er baseret på virkelige hændelser. (Foto: © Tine Harden)
  • Axel Byvangs 'Carmen Curlers' bliver taget med på skønhedsmesse i København. Her er han sammen med hans forretningspartner, frisøren Frans (Nikolai Jørgensen) og hans kone, Tove Byvang (Rosalinde Mynster). (Foto: © Tine Harden)
  • En anden væsentlig person i 'Carmen Curlers' er husmandskonen Birthe (Maria Rossing), der bliver ansat i Axels firma. Serien foregår i de danske 1960'er, hvor kvinderne kommer på arbejdsmarkedet. Birthe er ansvarlig for damerne på fabrikken, og hun arbejder hårdt for at tjene penge til medicin, der skal kurere hendes kræftsygemand. (Foto: © Tine Harden)
1 / 3

’Det går op for mig, at alle snakker om Carmen’

Stinna Lassen og resten af holdet knoklede over sommeren, og i starten af oktober fik dramaserien endelig premiere. Men selv på premieredagen var arbejdet langt fra færdigt, da det kun var det første afsnit, der var helt færdigproduceret. De kommende afsnit var stadig under produktion.

- Jeg vil gerne ærligt indrømme at i dagene op til premieren, var jeg rimelig presset. Det er jo sådan en underlig følelse af afmagt - nu kan man ikke gøre mere. Så man krydser bare fingre og håber på god respons, siger hun.

Hele efteråret blev de første otte afsnit i første sæson af ’Carmen Curlers’ sendt på DR1 og DRTV, og heldigvis kunne Stinna Lassen ånde lettet op, da serien fik flotte anmeldelser på tværs af medier. Udover de pæne anmeldelser fra medierne havde serien høje seertal - de fleste afsnit fik over en million seere i løbet af den første uge.

- Jeg kan huske en mandag, jeg tror det har været efter afsnit nummer 4. Først er jeg inde i en blomsterbutik, hvor tre unge piger snakker om ’Carmen’. Så går jeg videre i Normal, hvor et par ældre damer snakker om serien, og så slutter jeg min tur i Føtex, hvor et par folk i køen snakker om, hvad de synes om søndagens afsnit. Der går det op for mig, at det er lykkedes for os at havde skabt en serie, der er samtaleemne i den brede befolkning, fortæller Stinna Lassen.

Hun siger, at det er svært, at lave underholdning som både bliver en succes i den brede befolkning og bliver taget godt i mod i en lille anmelderskare.

- Jeg var jo nervøs ved første afsnit. Det gik over al forventning. Så var jeg nervøs ved det andet afsnit. Det gik også virkelig godt. Og så alligevel var jeg lige så nervøs ved afsnit tre, fire, fem, seks og syv. Jeg turde ikke tro på succesen, for det er først helt lykkedes, når seertallene holder hele vejen igennem, forklarer hun.

Og lige præcis seertallene fylder meget for produceren:

- Selvfølgelig vil man rigtig gerne have gode anmeldelser, det er klart. Men jeg var først rigtig glad, da jeg så, hvor mange danskere, der fulgte med søndag efter søndag. ’Carmen’ blev den brede, farverige og originale periodefortælling, som vi ønskede at lave. Det er jeg meget stolt af, at vi er lykkedes med, siger hun.

Det er liv og kærlighed, I kan se på skærmen

Vi snakker med Stinna Lassen i midten af december 2022, hvor hun endelig kan trække vejret efter et vildt og hektisk arbejdsår.

- Jeg har jo ikke lavet andet end ’Carmen’ i 2022, og man kan vist godt sige, at det har været lidt mere end et fuldtidsarbejde, griner hun og forsætter:

- Det har været et fuldstændigt vanvittigt år, det har det. Men hele holdet bag ’Carmen’ er blevet en lille familie. Jeg har været i branchen i mange år, men den her produktion har været noget helt specielt. Alle har givet det ekstra, så det er virkelig liv og kærlighed som I kan se på skærmen, siger hun.

Og hvad skal der så ske herfra?

- Jamen, nu skal jeg havde færdiggjort de sidste julehilsner til skuespillerne, og så skal jeg trække vejret og holde juleferie med min lille familie. Jeg er meget glad, taknemmelig og ydmyg over det, som vi har leveret, og nu kan jeg med ro i hovedet trække mig lidt tilbage, og holde nogle fridage. Jeg er med på sæson 2 af ’Carmen’ som executive producer, men i mindre grad end på første sæson. Jeg har mit eget produktionsselskab, jeg gerne vil tilbage til – men jeg kan ikke slippe ’Carmen’ helt. Det er et lille hjertebarn, siger hun.

Du kan se første sæson af ’Carmen Curlers’ på DRTV, og anden sæson bliver sendt på DR1 og DRTV i efteråret 2023.