Hvert år laver DR Medieforskning en rapport om udviklingen af danskernes brug af elektroniske medier. ’Medieudviklingen 2022’ udkommer torsdag, og rapporten i sin helhed kan nu læses på dr.dk/analyse.
Af rapportens statusartikel fremgår det, at 2022 kommer til at skrive sig ind i dansk mediehistorie som det første år, hvor der blev brugt mere tid på de såkaldt nye medier end på den gamle treenighed af traditionelt tv, traditionel radio og trykte dagblade.
- Den bevægelse har været i gang gennem mange år. Det, som er slående ved årets tal, er, at vi nu ser, at også de ældre er ved at skifte vaner. Og alle, som kan huske udseendet af den danske befolkningspyramide, vil vide, at de modne danskere udgør en betragtelig del af befolkningen. Så når de ældre ændrer vaner, kan det aflæses meget tydeligt i gennemsnittene, og det er måske en af de vigtigste læringer af ’Medieudviklingen 2022’. Forandring og digital udvikling er ikke forbeholdt de unge, siger Dennis Christensen, der er chef for DR Medieforskning.
Nyhedsvaner ændret
I årets udgave af ’Medieudviklingen’ ser DR’s medieforskere blandt andet på fordelingen af danskernes mediebrug og for eksempel, hvor udbredt vores brug af podcast og streaming er. Man ser også på streamingens evne til at samle danskerne – både om de samme programmer og på samme tid.
’Medieudviklingen 2022’ går også helt tæt på de unges livsverden og medieforbrug, blandt andet brugen af et af verdens hurtigst voksende medier lige nu, TikTok, ligesom rapporten ser på, hvad det blandt andet er ved podcastlytning, der har fanget danskernes opmærksomhed.
Årets rapport om vores brug af elektroniske medier dykker også ned i, hvordan vores nyhedsvaner har ændret sig på et årti, ligesom ’Medieudviklingen 2022’ ser på det faktum, at antallet af danskere, der aktivt undgår nyheder – den såkaldte news fatigue eller nyhedstræthed - stiger i disse år.
Hele ’Medieudviklingen 2022’ kan nu læses afsnit for afsnit eller i sin helhed på dr.dk/analyse.