Ny chef måtte droppe sine planer

Klaus Wendelboe havde kun lige sat sig i chefstolen hos DR Midt & Vest, da coronaen ramte landet. Her fortæller han, hvordan det er at være ny chef i et turbulent og uforudsigeligt år.

Klaus Wendelboe på redaktionen i Holstebro. Foto: Anders Davidsen, Studio 1-2.

Efter syv år som daglig leder af DR Vejret er Klaus Wendelboe vant til at beskæftige sig med omskiftelige og pludseligt opståede vejrsituationer. Men han havde ikke regnet med, at han selv skulle befinde sig i en fuldstændig uforudsigelig situation i begyndelsen af 2020.

I slutningen af januar begyndte han som ny chef for DR Midt & Vest i Holstebro. Det var dog ikke jobskiftet som sådan, der gav rystelserne – tværtimod.

- Jeg føler, jeg er kommet hjem. Jeg var praktikant på TV-Avisen i Aarhus i 1995-96, og dengang samarbejdede vi også med distrikterne. Det var på en anden måde end i dag, men for mig er det lidt som at komme tilbage, fortæller Klaus Wendelboe og tilføjer:

- Jeg kom til en velfungerende arbejdsplads. Min forgænger, Morten Stamm, tillidsrepræsentanten og medarbejderne havde orden i tingene, så der var lagt i kakkelovnen til, at jeg kunne komme stille og roligt i gang.

Klaus Wendelboe griner. For det skulle vise sig at blive alt andet end en stille start i det midt- og vestjyske.

- Jeg skulle følge den ene og den anden medarbejder for at lære dem at kende, og så kom corona som en tyv om natten.

Chefen er på broen

Corona-situationen betød, at Klaus Wendelboe måtte droppe de planer, han havde lagt – blandt andet for et udviklingsarbejde hos Midt & Vest – og i stedet skulle der ledes mere ’her og nu’.

- Der skulle både tænkes og handles hurtigt. Hvordan skulle vi gribe arbejdsdagen an hos os, hvad gjorde vi med praktikanten, hvordan håndterede vi hjemmearbejde? Vi skulle udkomme, så jeg skulle sikre, at vi var godt nok bemandet, samtidig med at vi skulle passe på hinanden. Det handlede meget om at slå ørerne ud. Jeg snakkede ofte med tillids- og arbejdsmiljørepræsentanterne og kunne trykprøve mine beslutninger hos dem. Jeg skulle også forholde mig til, om jeg selv skulle arbejde hjemme, men jeg fandt det svært at tage hjem, når der samtidig var en forventning om, at chefen er på broen. Så det blev kun til en 5-10 dages hjemmearbejde for mig i foråret.

Ligesom mange andre skulle redaktionen i Holstebro vænne sig til møder på Lifesize og Teams.

- I starten var det sjovt og spændende, og fordi vi var presset til at bruge det, så lykkedes det. Men vi var også igennem en periode med Lifesize-træthed, hvor vi bare hellere ville mødes fysisk.

Selvom foråret vendte op og ned på Klaus Wendelboe planer, rykkede det ham også hurtigt tæt på redaktionen, fordi corona-situationen var ukendt land for alle.

- Når jeg tidligere har skiftet job, er jeg altid blevet overvældet af et eller andet. Sådan blev det med corona her. Men det var også sjovt, og jeg ved godt, det kan lyde kynisk for udenforstående, men som gammel nyhedsjournalist var det fedt at opleve den dækning, vi præsterede. Medarbejderne og jeg var på samme side af bogen – vi vidste lige lidt om corona.

En anden måde at lede på

Skiftet fra daglig leder af vejrredaktionen på Dokk1 i Aarhus til redaktionschef for DR Midt & Vest i Holstebro har også budt på både faglige og private ændringer for Klaus Wendelboe.

- Den helt store forskel er, at jeg på Vejret var meget nede i detaljen på historierne på dagen. Vi var en lille redaktion med et relativt lille udkomme. Nu har jeg nogle redaktører, der står for planlægningen af vores indhold. Det er en anden måde at lede gennem redaktører. Jeg skal udpege retningen, så de – og medarbejderne – har nogle rammer at arbejde ud fra. Heldigvis har jeg overtaget en redaktion, der er kendetegnende ved, at den gerne vil lave rigtig god journalistik – både regionalt og landsdækkende. Vi arbejder både dag-til-dag og med mere grundig journalistik. Vi har for eksempel udpeget en medarbejder med gode kilder i sundhedsvæsenet, og vedkommende har blandt andet samarbejdet om indslag med ’21Søndag’.

- Og så er der en mere privat forskel. Min ældste søn og mit barnebarn på to år bor i Aarhus, så jeg stillede bilen hos dem og sagde hej før arbejdet på Vejret. Nu skal det koordineres på en anden måde, og det bliver til lidt mere Facetime end fysiske møder med barnebarnet.

En 'buddy' at sparre med

Som ny chef har Klaus Wendelboe fået tilknyttet en ’buddy’, som er Gitte Sørensen, chef for DR Nordjylland. Og det betyder rigtig meget for en ny chef, fortæller han:

- Tro det eller ej, som chef kan man have behov for at læsse af en gang imellem, og så er det rart at vide, at Gitte er der. Det at mærke den kollegialitet, som jeg også har mærket fra hele distriktschefgruppen, er rart. Med alle de nyheder, vi laver, er det svært ikke at lave fejl. Når man står med noget, der er svært, så er det godt at kunne sparre med nogen, udpege retningen og komme videre. Under corona-lockdown var det for eksempel også en god inspiration at snakke med Gitte og høre, hvordan de tacklede konkrete sager hos hende.

Efter et år med mange corona-benspænd glæder Klaus Wendelboe sig til at komme i gang med nogle af de planer, coronaen satte en stopper for.

- Udviklingsarbejdet blev skubbet til 2021, men nu skal jeg – i samarbejde med medarbejderne – for eksempel i gang med justeringer af morgenfladen. Vi skal hele tiden sørge for at udvikle os og være på forkant med tingene, så lytterne bliver hos os. Og vi skal være stærke på journalistik, der sætter dagsorden. Med minksagen i efteråret var vi de første, der afslørede problemer med minkgravene i Vestjylland. Vores reporter Monica Jørgensen blev interviewet til Sveriges Radio 3, og vi blev citeret af medier i USA og England. Det er hårdt og krævende at lave journalistik, der sætter dagsorden – ikke bare i Danmark, men i hele verden – men det er også fedt. Så bliver ens arbejde mere meningsfyldt, siger Klaus Wendelboe.