Der er ting, man ikke kan forudsige, men som alligevel kan ende med at få stor betydning. Sådan var det for eksempel med dét tema om dansk natur, som DR i 2020 fik ud at leve - på tværs af radio, TV, dr.dk og ’i det virkelige liv’.
Ingen havde på forhånd kunnet forudsige, hvor altoverskyggende coronaen blev for året – og naturtemaet kom pludselig til at passe ekstra godt til 2020. For i et år, hvor der skulle holdes afstand, og hvor rejsemulighederne var begrænsede, var den danske natur et af de steder, hvor alle kunne tage hen uden de store problemer.
Da DR’s naturtema blev lanceret i foråret 2020, sagde DR’s mediedirektør Henriette Marienlund blandt andet:
- Med natursatsningen ønsker DR, at vi alle bliver klogere på, hvordan og hvorfor vores land ser ud, som det gør. Naturen er storslået – også i Danmark. Men meget af det opdager vi slet ikke, og det er de øjeblikke og de historier om naturen, som DR vil indfange og folde ud, sagde hun.
Mediedirektøren tilføjede ved den lejlighed, at hun håbede, at naturåret ville inspirere befolkningen til at bruge naturen og komme ud i den - måske med nye øjne.
Som det fremgår af oversigten nedenfor, vrimlede det med ’naturtilbud’ i 2020 - og dét både på DR’s medier og udendørs. Og spørger man Louise Fabricius Aagaard fra DR Medier, som har været redaktør for ’Vores Natur’, synes hun, ambitionerne med DR’s naturtema lykkedes.
- Danskerne er strømmet ud i naturen i 2020. DR og samarbejdspartnerne kan næppe tage hele æren, fordi året jo gav helt særlige muligheder og begrænsninger for folk. Men DR har uden tvivl - sammen med vores stærke samarbejdspartnere - både bidraget til at inspirere til oplevelser og stået klar med mange relevante tilbud derude, siger hun.
Louise Fabricius Aagaard synes, der har været en meget stor mangfoldighed i naturtilbuddene fra DR.
- Ideen med at pulje indsatsen og hvert år have et overordnet tema i DR er at give et bestemt emne et samlet tryk, så alle får et relevant tilbud om samme emne, bliver en del af en fælles forståelse og kan tage del i et fællesskab og en fælles samtale. Jeg synes, vi samlet set havde relevante naturtilbud til alle målgrupper. Der var både serien ’Vilde vidunderlige Danmark’ til hele familien, de unge P3-lyttere var ude i naturen med ’Curlingklubben’ og ’Danskerbingo’, børnene fik blandt andet serien ’Vilde vidunderlige dyr’ på Ramasjang, mens koncertgængerne kunne gå til koncert og høre den nyskrevne musik fra ’Vilde vidunderlige Danmark’ i DR Koncerthuset, fremhæver hun. Og Louise Fabricius Aagaard tilføjer, at der var meget, meget mere end det, hvad også fremgår af listen nedenfor, som ikke engang har alt med.
Redaktøren for ’Vores Natur’-temaet er ikke mindst glad for det samarbejde, som DR har haft med blandt andre Friluftsrådet, de naturhistoriske museer og Naturstyrelsen i 2020 i partnerskabet ’Vores Natur’, ligesom bibliotekerne også flittigt har sørget for inspiration til blandt andet at gå ud i naturen lokalt, hvor man bor. Det samme gjorde den store, fælles natur-fotokonkurrence, hvor der kom over 23.000 bud på vindere, fotograferet på over 10.900 forskellige lokaliteter i Danmark.
- Hvor DR har mulighed for at inspirere gennem sine platforme, har vores samarbejdspartnere stået klar til at møde folk fysisk og på den måde skabe synergi med DR’s tilbud. Det har fungeret rigtig godt, mener Louise Fabricius Aagaard.
Hun glæder sig over, at en del af natur-projekterne fortsætter lokalt i 2021, selv om DR nu har gjort ’bevægelse’ til årets tema.
Da DR Medieforskning sidste sommer lavede en evaluering af første del af DR’s naturtema, sagde en 67-årig kvinde fra Syddanmark for eksempel:
- Der er så mange ting, jeg hverken har set eller hørt om i løbet af mit ellers lange liv. Der er meget ny viden.
I evalueringen var nogle af konklusionerne, at temaet - på det tidspunkt – havde ramt 70 procent af danskerne over 15 år. Og ligeledes 70 procent ud af dem, der havde lagt mærke til temaet, sagde, at de har fået ny viden af at følge naturtemaet på tværs af DR’s medier.
- Vi har stort set kun fået positiv respons, og at temaet har inspireret, er der ingen tvivl om. Vi så det ikke mindst i efteråret 2020, hvor vi kørte et undertema om ’vild natur’. I DR1-programmet ’Giv os naturen tilbage’ gjorde blandt andre Frank Erichsen og Hjørring Kommune en fælles indsats for at redde sommerfugle, bier og vilde planter og få den vilde natur tilbage. Det har været helt tydeligt at se bagefter, at man i flere kommuner og hos private virksomheder og borgere lod sig inspirere af det og ligefrem selv satte projekt i gang bagefter, siger Louise Fabricius Aagaard.
Det bød DR blandt andet på i ’naturåret 2020’:
’Vilde vidunderlige Danmark’ – DR1 og DRTV
Med den helt nye og unikke naturserie, ’Vilde vidunderlige Danmark’, bragte DR befolkningen tæt på naturen hjemme ved dem selv i april og maj 2020, ligesom programserien også fortsat kan ses på DRTV.
Lars Mikkelsen satte scenen som fortæller og guidede seerne igennem fortællinger om dyrerigets store og til tider overraskende dramaer i den danske natur. Hver episode havde fokus på et særligt levested for dyr - skoven, søer og vandløb, det åbne land, havet og kysterne samt byen. Serien var målrettet hele familien, og serien blev fulgt af over en million seere på TV og streaming, som tilmed gav ’Vilde vidunderlige Danmark’ en flot seervurdering. Ramasjang omdannede også serien til 40 historier om dyrene i Danmark.
’Giv os naturen tilbage’ – DR1 og DRTV
I programserien ’Giv os naturen tilbage’, som DR1 og DRTV viste i september og oktober, fulgte Frank Erichsen Hjørring Kommunes ambitioner om at gøre op med vanetænkningen og genskabe ’den vilde natur’.
Her blev både parker, grøftekanter, rundkørsler, græsplæner og byens institutioner og store landområder sat i spil for at give plads til en mangfoldighed af planter, hvor sommerfugle, bier og andre insekter får optimale levevilkår. Programserien var på fire udsendelser.
- •
Serien kan fortsat ses på DRTV her
DR-værter var ude i naturen i ’Min natur’ – DR1 og DRTV
Erkan Özden fisker, Mette Frisk sover ude, Tina Müller cykler, og Sofie Østergaard tager ofte en tur på rulleskøjter. I en programserie i maj og juni på DR1 og DRTV fortalte DR-værter i seks programmer om den natur, de bruger til at få det pusterum, som kun naturen kan give.
- •
Serien kan fortsat ses på DRTV her
P1 har været ude i naturen hele året
Gennem 2020 har P1 sendt en lang række naturprogrammer, der samtidig har været med til at inspirere lytterne til at bevæge sig udenfor. I P1-serien ’Naturen kalder’ har lytterne været med kendte og mindre kendte danskere i Mols Bjerge, ved Skamlingsbanken, på Hirsholmene, ved Stevns Klint, ved Tange Sø og i Frederiksberg Have blandt meget, meget natur.
Som en del af ’Vores Natur’ har P1 også sendt 43 udsendelser i programserien ’Vildt Naturligt’. Her har biologerne Johan Olsen og Vicky Knudsen søgt den naturlige forklaring på, hvorfor verden ser ud, som den gør, når vi kigger ud ad vinduet eller ser os selv i spejlet. Hvorfor har nogen for eksempel blå øjne, hvorfor lægger et næbdyr æg, og hvorfor har træer egentlig bark. Det er noget, de to biologer har berettet om. I forlængelse af forårets ’Vilde vidunderlige Danmark’-programmer på DR1 og DRTV sendte P1 også ’Ring til naturen Live’, hvor lytterne kunne få mere viden om og stille spørgsmål til den naturtype, man kunne opleve aftenen før i udsendelserne på DR1.
Hør programmerne her:
’Det Vilde Vidunderlige Naturspil’ – DR Ramasjang
Som en del af DR’s særlige fokus på natur fik Ramasjang udviklet spillet ’Det Vilde Vidunderlige Naturspil’ til smartphones og tablets.
I spillet kan børn ’lege med naturen’ og for eksempel forme deres helt eget stykke land. Man kan tegne med alt fra græs til klippe, bygge høje og lave søer samt plante buske og træer. Efterhånden dukker der også både dyr og blomster op, og i dyrenes ekskrementer finder man nye frø til samlingen.
Ramasjang ville med spillet inspirere børn til leg og folde deres kreativitet ud – samtidig med, at de blev klogere på den danske natur og de danske dyrearter.
’Vilde Vidunderlige Danmark’-koncerter i Koncertsalen
De skulle oprindeligt have været holdt i starten af juni, men på grund af coronarestriktioner blev det i november, at DR kunne gennemføre tre ’Vilde Vidunderlige Danmark’-koncerter i DR Koncerthuset med DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret. Tonerne til DR’s naturserie, som Mastiff producerede, var skrevet af Peter Due, Rasmus Zwicki og Anthony Lledo, og ved koncerterne i DR Byen blev dele af ’Vilde Vidunderlige Danmark’ samtidig vist på storskærm, så koncertgængerne fik en total naturoplevelse – indendørs.
Over 20 undervisningsmaterialer fra DR Skole
Hvad er forskellen på hav, sø og fjord? Hvorfor er fuglene udfordret i naturen lige nu, og hvordan kan du som elev være med til at skabe bedre levesteder for dyr og planter på skolens udearealer?
Det er blot nogle af de mange ting, som DR Skole har beskæftiget sig med i 2020. Her har naturen også spillet en central rolle i arbejdet, og i løbet af året er der udkommet flere end 20 undervisningsmateriale fra DR Skole om netop natur. Tilbuddene og undervisningsforløbene har både været målrettet børn i dagtilbud, indskolingen, mellemtrinnet, udskolingen og gymnasiet.
'Din natur' anbefalede udendørs oplevelser på dr.dk og i DR's nyhedsapp
Hver uge i 2020 har danskerne kunnet få håndplukkede oplevelser til, hvad de har kunnet opleve i naturen og udendørs i deres område.
Det har de kunnet i guiden ’Din natur’ i DR’s nyhedsapp eller på dr.dk/dinnatur. Der har været ni forskellige udgaver af guiden – alt efter, hvilket af DR’s ni distrikter, man bor i. Anbefalingerne har kunnet være alt fra et vinterbade-event i Aarhus til en bisonsafari på egen hånd på Bornholm til at plukke muslinger og østers i Limfjorden eller se det flotte krokustæppe blomstre i Kongens Have i København, når det vel at mærke gjorde det.
DR har udvalgt naturoplevelser ud fra forskellige parametre – for eksempel aktiviteter, man kunne lave udenfor lige nu, særlige ting, der skete i naturen i en given periode og specielle events, der var aktuelle at nævne.
- •
Se mere på dr.dk/dinnatur.
Over 250 indslag om natur på P4
DR sender hver dag udsendelser fra distrikter over hele landet på P4. DR i Aabenraa, Vejle, Esbjerg, Holstebro, Aarhus, Aalborg, Odense, Næstved, København og Rønne har gennem 2020 bragt over 250 indslag om natur og dermed inspireret til oplever og aktiviteter i den lokale natur.
’Curlingklubben’ og ’Danskerbingo’ på P3 sendte fra Livø
Flere af P3’s programmer forlod også studiet i DR Byen til fordel for naturen i årets løb. Både ’Curlingklubben’ og ’Danskerbingo tilbragte en hel uge på den lille fredede ø i Limfjorden, Livø, og sendte direkte derfra.
Blandt andet var Jacob Weil, Andreas Kousholt, Christian Bonde og Maria Fantino reportere i hinandens programmer og undervejs blev der blandt meget andet hugget brænde, lavet bål, flækket en hjort, plukket hyben og alle mulige andre naturlige natur-ting.
I sensommerens løb sendte de to programmer også fra den sydfynske natur, hvor de også overnattede. ’Go’Morgen P3’ og Satireholdet tog også fat på dansk natur i udsendelserne i de to uger.
23.217 bud på naturbilleder
Der kom 23.207 fotos fra næsten 10.900 steder i Danmark, da DR, Friluftsrådet, De naturhistoriske museer og Naturstyrelsen i 2020 i partnerskabet ’Vores Natur’ arrangerede fotokonkurrencen ’Vis os vores natur’.
Fotokonkurrencen skulle inspirere til vilde, overraskende og nye naturoplevelser.
Vinderbillederne blev senere vist i Botanisk Have i København og på Dokk1 i Aarhus, og hele ideen med det var også at give de besøgende inspiration til at komme ud i naturen. Fotoudstillingen vil turnere rundt i Danmark frem til og med august 2021. Næste stop er udendørs foran Naturama i Svendborg fra 11. februar 2021.
Mange muligheder for at opleve naturen – i naturen
Danskerne oplevede ikke bare naturen på skærmen og i radioen i 2020 – de var også ude at opleve den. Gennem partnerskabet ’Vores Natur’, der bestod af DR, Friluftsrådet, De Naturhistoriske Museer og Naturstyrelsen, blev der tilbudt en lang række naturoplevelser, som alle kunne deltage i. Der var blandt andet ’Vild mad’, hvor hele Danmark blev inviteret til at smage på den danske natur og blive bedre til at bruge den i køkkenet.
Der var også ’Nat i naturen’, hvor man kunne komme uden for og opleve den natur, der er aktiv, når vi selv sover, ligesom man også har kunnet få inspiration til, hvordan de selv kan indrette vild natur, hvor de bor. Danskerne har også været inviteret til for eksempel ’Vandbingo’, hvor der blev sat fokus på, hvad der er af liv under vandet, ligesom ’Sommer i Vores Natur’ i sommeren 2020 tog hele befolkningen med ud på en rejse gennem nogle af Danmarks smukkeste og mest unikke naturområder og vist de mange spændende aktiviteter, der er mulighed for i vores natur.
Du kan læse meget mere om ’Vores Natur’-partnerskabet her