OVERBLIK Mere end 20 nye undervisningsmaterialer om dansk natur

Oplev og lær mere om den danske natur med DR Skoles nye forløb.

Fuglehjul, mordmysterier, levesteder og salmesang. DR Skole byder på lidt af hvert i 2020, uanset om du er pædagog eller underviser i indskolingen, på mellemtrinnet eller udskolingen.

Fællesnævneren for mange af de nye undervisningsmaterialer er dansk natur. 2020 er nemlig naturens år i DR, hvor vi er gået sammen med Friluftsrådet, Naturstyrelsen og Danmarks Naturhistoriske Museer om at skabe oplevelser og læring om 'Vores Natur'.

På DR Skole forsøger vi at gøre det på engagerende, digitale måder i mere end 20 nye undervisningsmaterialer. Læs mere om dem her.

DAGTILBUD

Ramasjang Redder Fuglene

I sommerferien rullede programmet "Ramasjang Redder Fuglene” henover skærmen med fokus på fuglene og deres levevilkår i en ny fiktionsserie.

På DR Spire finder du inspirationsforløb med lege, kreative opgaver og spændende aktiviteter ud fra gode klip fra udsendelserne, så børnehavebørnene kan blive vaskeægte ”RamasjangReddere”! Derudover finder du et interaktivt ”fuglehjul”, hvor børnene kan klikke sig rundt for at se, høre og lære om 10 udvalgte fugle på skærmen, hvis de ikke er til at finde på legepladsen eller i skoven.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Dyredetektiverne

Tag på en spændende dyredetektivs-mission og undersøg, hvilke dyr I har på legepladsen. Dyregeneratoren og "Lille Nørd"- programmerne hjælper jer med at finde og lære om dagens dyr, inden I skal ud på mission og lede efter skjulte spor og hemmelige levesteder på en legeplads, der måske er mere levende end I tror...Alt, I har brug for, er en computer eller tablet, så I kan sætte gang i vores nye "dyregenerator".

Forløbet er udkommet - se det HER.

Vilde Vidunderlige Dyr

Her kan I lege og arbejde med dyreungerne, der var med i naturserien 'Vilde vidunderlige Danmark'. Formålet med forløbet er at gøre børnene nysgerrige på dyr i deres nærområde, samtidig med at de lærer om og leger med fødekæder, natur og dyr.

Forløbet er udkommet - se det HER.

INDSKOLING

Ramasjang Redder Fuglene (natur/teknologi)

I år redder Ramasjang fuglene sammen med Danmarks børn, og på DR Skole laver vi undervisningsmateriale, så I kan komme med på missionen og hjælpe børnene med at blive Ramasjangreddere.

Lige som inspirationsforløbet på DR Spire, kommer undervisningsmaterialet til indskolingen til at bestå af lege, kreative opgaver, spændende aktiviteter og undersøgelser, som skal lære eleverne om fuglene og deres levevilkår. Derudover findes også her et interaktivt ”fuglehjul”, hvor eleverne kan lære om 10 udvalgte fugle på skærmen, hvis de ikke er til at finde på skolens område eller i skoven.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Dyredetektiverne

Tag på en spændende dyredetektivs-mission og undersøg,hvilke dyr I har i skolegården og omkring jeres skole. Dyregeneratoren og "Lille Nørd"- programmerne hjælper jer med at finde og lære om dagens dyr, inden I skal ud på fotojagt og lede efter skjulte spor og hemmelige levesteder omkring skolen. Der bor måske flere dyr og insekter, end I lige tror...Alt, I har brug for, er en computer eller tablet, så I kan sætte gang i vores nye "dyregenerator".

Forløbet er udkommet - se det HER.

Danmarks vildeste skoler (natur/ teknologi)

’Danmarks vildeste skoler’ er et nyt undervisningsforløb, hvor eleverne kan lære om vild natur og være med til at skabe vildere skoler. Undervisningsforløbet indeholder viden om levesteder, en undersøgelse af naturen med ”Den vilde naturlog” og en kreativ og praktisk del, hvor eleverne skal skabe levesteder for dyr og planter på skolernes udearealer.

’Danmarks vildeste skoler’ er et stort samarbejdsprojekt med Friluftsrådet, Miljøstyrelsen, Statens Naturhistoriske Museum, Vild med Vilje, Impact TV og DR Skole.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Saltvand og ferskvand (natur/teknologi)

Hvad er egentlig forskellen på hav, fjord og sø? Hvilke arter lever hvor? Og hvilken natur findes egentlig under overfladen? Et forløb, der sætter fokus på naturen under vandet. Forløbet er under udarbejdelse.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Vikartimen 0. til 3. klasse - afsnit om natur (understøttende undervisning)

Isabel hjælpe Viktor med at finde et kæledyr, han må have i sin lejlighed. Heldigvis kender hun biologen Vicky, som har en edderkop som kæledyr. Vicky forklarer om forskellige edderkopper, at de slet ikke er farlige, og hvor man kan finde dem.

Afsnittet er udkommet - se det HER.

Silja vil gerne tælle alle bier og blomster, så Isabel får en idé om, at vi allesammen kan hjælpe! Isabel ved bare ikke, hvor man skal finde bierne, og hun er også lidt bange for dem. Heldigvis har hun nummeret på naturvejlederen Mikkel, der kan hjælpe hende med at løse dagens opgave.

Afsnittet er udkommet - se det HER.

Superdyr i særklasse (natur/teknologi)

Lær om de fascinerende superdyr, som lever omkring os i hverdagen. ’Superdyr i særklasse’ giver eleverne et unikt indblik i 10 nære superdyr, som har nogle seje superkræfter. Derudover kan eleverne lære, hvilke klasser superdyrene hører til i.

Forløbet udkommer i december.

MELLEMTRIN

Fødekæder: Hvem spiser hvem? (Natur/teknologi)

”Hvem har spist musvågens æg?” Dette og fire andre mysterier skal eleverne forsøge at løse i et interaktivt spil, hvor de er nødt til at bruge spillets spor om fødekæder, naturtyper og de mistænkte dyr for at finde svaret.

Mysterierne tager udgangspunkt i DR's nye naturserie ’Vilde vidunderlige Danmark’, hvor der er mange dyr, der ender som bytte for et andet dyr. Formålet er blandt andet at åbne elevernes øjne for dyrenes barske levevilkår.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Danmarks vildeste skoler (natur/teknologi)

’Danmarks vildeste skoler’ er et nyt undervisningsforløb, hvor eleverne kan lære om vild natur og være med til at skabe vildere skoler. Undervisningsforløbet indeholder viden om levesteder og biodiversitet, en undersøgelse af naturen med ”Den vilde naturlog” og en kreativ og praktisk del, hvor eleverne skal skabe levesteder for dyr og planter på skolernes udearealer.

Den sidste fase udfoldes med en landsdækkende ’Skab vild- dag’ torsdag d. 10. september, hvor elever landet over kan skabe forskelligartede levesteder med for eksempel kvasbunker, blomsterbede og stendiger og egne kreative tiltag – alt sammen for at skabe en vildere natur på landets skoler.

’Danmarks vildeste skoler’ er et stort samarbejdsprojekt med Friluftsrådet, Miljøstyrelsen, Statens Naturhistoriske Museum, Vild med Vilje, Impact TV og DR Skole.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Naturen i salmebogen (kristendomskundskab, musik)

Phillip Faber sidder klar ved klaveret i temaet ’Naturen i salmebogen’. Han spiller til fem kendte salmer, som alle har hentet deres billedsprog i naturen. Klippene har undertekster, så I kan hurtigt få gang i fællessangen. Eleverne får en grundviden om salmer og salmebogen og lærer, hvordan salmesang er blevet en central del af den kristne tradition i Danmark. Hvis I har tid, kan eleverne også prøve kræfter med at skrive deres egen sang eller salme, hvor de henter inspiration i naturen.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Vikartimen 3.-6. klasse - afsnit om natur (understøttende undervisning)

Velkommen til Vikartimen med Jannik! Det bliver vildt fedt – selvom Jannik aldrig har været lærer. Heldigvis kender han Stephania Potalivo, kratlusker Jens og Lærer-Søren, som kan hjælpe. Denne vikartime handler om leddyr, kryb og kravl.

Afsnittet er udkommet - se det HER.

ultra:bit i naturen (natur/teknologi)

Kom tættere på naturen med teknologi i temaet ’ultra:bit i naturen’. I ’ultra:bit i naturen’ skal eleverne arbejde med planters vækstbetingelser på forskellige måder og samtidig lære om teknologiens muligheder for at øge planternes vækst. Gennem forløbet arbejder eleverne med BBC micro:bit som et meningsfuldt værktøj til at undersøge naturen nærmere. I forløbet får eleverne også mulighed for at lave et ultra:bit-drivhus, der selv vander planterne og styrer temperaturen.

Forløbet er udkommet - se det HER.

ultra:bit LIVE (natur/teknologi)

Skab et superdyr med BBC micro:bit eller Scratch, og lær om danske dyrs superseje egenskaber. Her skal I indsamle viden om danske dyr, sammensætte forskellige dyrs egenskaber på nye måder og bringe jeres dyr til live ved hjælp af kreativitet, kodning og teknologi.

Forløbet er udkommet - se det HER.

UDSKOLING

Filmiske virkemidler (dansk)

Ta’ med på en tidsrejse gennem film- og tv-produktion om natur, og kom med ind i naturseriens maskinrum i dette undervisningsmateriale, hvor eleverne kan arbejde med genretræk og virkemidler i scener fra DR's nye naturserie ’Vilde vidunderlige Danmark’. Som afslutning på forløbet skal de bruge al deres viden om ”dokumentarens natur” til at producere deres egne korte dokumentarer.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Naturen til debat (biologi og samfundsfag)

Biodiversitet, sjette masseuddøen, rødlistede dyr, fødekæde, urørt skov, naturlig selektion… Ja, det kræver en vis forforståelse for en masse naturfaglige begreber at kunne deltage og forstå den offentlige naturdebat. Og det er lige netop den forståelse, eleverne skal opnå i dette undervisningsforløb. Det kulminerer i et stort rollespil, hvor de skal debattere mod forskellige interessenter.

Forløbet er udkommet - se det HER.

5 ting du skal vide om... (biologi)

I samarbejde med Naturmødet i Hirtshals har DR snakket med nogle af landets skarpeste natureksperter. I stedet for at stå på en scene, har vi sat deres viden stævne lige præcis der, hvor den giver allermest mening. Nemlig i naturen. Dyk ned i deres viden om otte forskellige emner, der er leveret, så den er til at forstå.

Materialet er udkommet - se det HER.

Istiden forklaret (geografi)

De voldsomme kræfter i is og vand har formet det danske landskab, som vi kender det i dag. Se med, når vi gør istiden levende med video, grafik og aha-opgaver.

Udkommer i januar 2021.

GYMNASIER

Naturdokumentarens dna (mediefag)

Se interviews med producenten til 'Vilde vidunderlige Danmark' og dyk ned i naturdokumentarens genrekarakteristika, narrativ og produktion.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Musikken i 'Vilde vidunderlige Danmark' (musik)

Hvordan fortolkes uglens jagt på musen, svanernes parringsdans eller befrugtningen af nåleskoven musikalsk i ’Vilde vidunderlige Danmark’? Og hvordan påvirker den fortolkning vores oplevelse af naturen, vi ser?

Det og meget mere kan eleverne diskutere, når de har set interviews med seriens komponister og analyseret partiturerne til en række sekvenser fra naturserien, hvor musikken spiller en central rolle for seerens oplevelse.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Natur: Beskyttelse eller benyttelse (samfundsfag)

Interessekonflikter er der nok af, når man både vil sikre en mangfoldig natur og følge udviklingen i et moderne samfund. Eleverne skal arbejde med cases, hvor mennesker og natur støder sammen, og hvor hensyn til begge skal tages alvorligt.

Forløbet er udkommet - se det HER.

Der kommer mere

Der er stadig enkelte undervisningsmaterialer om vores natur, som ikke er blevet udgivet endnu. Hold dig opdateret ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev. Du tilmelder dig ved at vælge 'DR Skole' under kategorien 'Øvrige' på tilmeldingssiden her.