Man kan få folk til at mødes, hvis der er amoriner i luften og en date på programmet. Men kan man også få folk til at ses, tale sammen og tage en kop kaffe, hvis de er rygende uenige?
Det korte svar er ’ja’. For DR gjorde forsøget i 2019, og tusindvis af uenige mødtes og blev klogere på hinanden og på, hvorfor de mener, som de gør. Én af DR’s tre centrale public service-ambitioner er at understøtte demokratiet, og at DR vil være et kritisk, uafhængigt og fair medie, som ’faciliterer en national samtale på tværs af befolkningen’, som det hedder i DR’s strategi ’Sammen om det vigtige’.
Det gjorde DR for alvor med ’Uenige sammen’-projektet forud for folketingsvalget i juni 2019. Og erfaringerne blev så gode, at DR nu arbejder med at få stadig flere holdninger og meninger fra DR’s brugere ind i sendefladen.
DR’s ambition med ’Uenige sammen’-projektet var en ny måde at tænke public service på. Hensigten var at skabe en dialog, der skulle føre til en større forståelse for, hvorfor folk mener noget forskelligt. Og folk var øjensynligt parate til at tage mødet.
Allerede det første døgn efter, at DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter i januar sidste år gik i gang med at rekruttere deltagere til ’Uenige sammen’, sagde 700 ja tak til at mødes med en, de ikke kendte og ovenikøbet var uenige med. Siden tilmeldte 3500 sig – alt sammen inden de præcis vidste, hvilken dato det blev.
Meldingen fra DR var, at ’den omvendte Tinder-matching af danskerne’ ville komme til at foregå den sidste søndag før folketingsvalget. Og da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskrev valget til onsdag den 5. juni, endte der med at være ’Uenige sammen’-arrangementer i samtlige DR’s ni distrikter søndag den 2. juni.
1500 mødtes på en søndag
Datoen passede 1500 af de tilmeldte perfekt, da det kom til stykket. De mødtes to og to i virkeligheden, mens P4 sendte direkte i et par timer, og dr.dk og TV-Avisen for eksempel lavede reportager fra møderne.
Inden det store event i juni holdt DR også ’Uenige sammen’-arrangementer på landets gymnasier, erhvervsskoler og professionsuddannelser. Her var omkring 4000 unge samlet for at være ’uenige sammen’. På Københavns Professionshøjskole blev der for eksempel holdt et event, hvor TV-Avisens Erkan Özden var vært.
- Skal hash legaliseres? Skal der være strengere straffe for vold og voldtægt, og skal rygning forbydes i det offentlige rum? Det var blot nogle af diskussionerne, som Erkan Özden og DR satte skub i, da de studerende den 28. februar mødtes til en diskussion om væsentlige politiske spørgsmål og for at blive klogere på hinanden og det samfund, vi alle er en del af.
- DR’s idé om at være ’uenige sammen’ var god og fungerede fremragende på Københavns Professionshøjskole. Jeg oplevede de studerende som engagerede, nysgerrige og afsøgende. Det mindede mig om teologen og filosoffen K.E. Løgstrup, der engang sagde, at demokrati er at være uenige på en skikkelig måde, siger skolens rektor Stefan Hermann.
Ramte tidsånden godt
Chefen for DR København, Casper Dall, var koordinator på P4-distrikternes valgdækning, som ’Uenige sammen’ var en del af. Han glæder sig over, at DR kastede sig ud i projektet. Samtidig overvejer han, om formen for eksempel kan bruges igen til kommunalvalget næste år, hvor man så møder mennesker med en anden holdning, som bor tæt på en selv.
- I en tid, hvor der er blevet talt meget om ekkorum, og om at vi tit kun taler med dem, der mener det samme som os selv, vil DR gerne have flere meninger til at brydes. Folk skal gerne blive klogere på hinanden, og hvorfor de mener noget forskelligt. Man kan sige, at ’Uenige sammen’ ramte tidsånden ret godt og prøvede at skabe dialog på et tidspunkt, hvor der var flere partier end længe på stemmesedlen, og hvor debatten var mere polariseret end tidligere, siger Casper Dall.
Han understreger, at det aldrig har været DR’s hensigt at få folk til at mene det samme og blive enige.
- P4-distrikterne kom til at spille en stor rolle i projektet, og udover at folk mødtes ansigt til ansigt og fortalte hinanden om deres holdninger, var det også med til at få nye stemmer i radioen. Det er altid godt at blive mindet om, at der også er andre end Tordenskjolds soldater. Faktisk synes jeg, det er svært at sige noget dårligt om ’Uenige sammen’, siger Casper Dall.
Fik pris før selve dagen
Livia Fonden, der har som mål at synliggøre den konstruktive, ikkevoldelige tilgang til samfundskonflikter, havde lidt den samme holdning. Allerede inden de cirka 1500 danskere den 2. juni mødtes med én, der havde en anden holdning end dem selv, gav Livia Fonden sin nyindstiftede dialogpris til netop DR’s ’Uenige sammen’-projekt.
- DR får prisen for at tage sit public service-ansvar alvorligt og ikke kun fokusere på polemik og debat, men også understøtte kontakt og dialog. I en tid, hvor der graves grøfter og brændes bøger, og hvor medierne ofte spiller en negativ rolle i at optrappe konflikter, har DR sat fokus på brobygning, sagde Livia Fondens forperson Kirstine Rønnov Due i forbindelse med overrækkelsen.
Mens flere DR-afdelinger overvejer, hvordan de endnu bedre kan få befolkningens holdninger og meninger spejlet, er DR Fyn gået et skridt videre oven på ’Uenige sammen’-projektet.
- Vi er i gang med at skabe det, vi kalder P4 Netværket Fyn, som vi kan have en god dialog med. Vi gør det, fordi vi gerne vil være endnu bedre til at fortælle historier, som spejler det fynske liv og folks dagligdag. ’Uenige sammen’ viste os for alvor, at lytterne kan bidrage med nogle rigtig gode diskussioner, forklarer Morten Rønnelund, der er redaktionsleder hos DR Fyn. Han er samtidig også tværgående udviklingsredaktør for alle DR’s distrikter, og Morten Rønnelund håber, at erfaringerne kan spredes til alle afdelinger i landet.
100 har meldt sig på Fyn
Lige nu er DR Fyn ved at opbygge netværket, og indtil videre har omkring 100 meldt sig. Visse vil blive inddraget i debatten med et citat eller som en part i en diskussion. Andre har udsigt til at blive spurgt om, hvilke emner, de synes, DR Fyn skal tage fat på, mens andre igen måske får en rolle, alt efter hvor de bor, så hele øen er repræsenteret.
- Vi er ved at opbygge netværket lige nu, og derfor er vi heller ikke helt skarpe på alt endnu. Men vi er det på målet: At vi vil blive endnu bedre til at fortælle nyheder, som interesserer og afspejler et mangfoldigt Fyn, siger Morten Rønnelund.
Med netværksarbejdet, der er støttet med kroner fra DR’s såkaldte mangfoldighedspulje, vil DR Fyn prøve at knytte flere fynboer til sig og inddrage dem i den daglige samtale på tværs af øen.
- Hvis vi skal se lidt kritisk på os selv, er vi gode til at pleje de professionelle kilder, der har kontakt til os, og som måske også selv har kommunikationsfolk ansat til at tage kontakten. Derimod har vi intet sat i system med de private fynboer, så vi får deres konstruktive indspark med. Og de har det heller ikke med os, siger Morten Rønnelund og understreger, at det er det, DR Fyn gerne vil have.
- Håbet er, at P4 Netværket Fyn gerne skulle hjælpe os til at blive klogere på alle de historier, holdninger og erfaringer, som gemmer sig rundt omkring, og som vi måske ikke hører i dag. ’Uenige sammen’ viste os i hvert fald, at der er en masse af hente, og at folk gerne vil diskutere, siger udviklingsredaktøren.
Du kan læse meget mere om ’Uenige sammen’-projekt og se nogle af diskussionerne på dr.dk/uenigesammen.