Historiebøgerne har altid beskrevet de kongelige bedrifter, store mænd, politiske begivenheder og krige. Men den almindelige danskers liv har det altid været sværere at kortlægge, for det var ikke hverdagen, der blev dokumenteret i samtidens skrifter og bøger.
Da Statsradiofonien kom til i 1925, blev det startskuddet til, at vores hverdagsliv på helt anden vis kunne dokumenteres. Nysgerrige avisjournalister, som brændte for det nye radiomedie, blev ansat i Statsradiofonien, og da teknikken blev forbedret, begyndte de systematisk at rapportere fra hverdagslivet i Danmark.
Aksel Dahlerup var den første, men sidenhen kom også Gunnar ’Nu’ Hansen, Ole Kühnel, Svend Pedersen, Christian Kryger og mange flere til, og de ønskede at vise livet i Danmark for lyttere og seere. Med radioen fik danskerne et langt højere indblik i, hvordan andre mennesker levede, end de nogensinde havde haft før. Det er ikke alle reportagerne, der er bevaret for eftertiden, men uddrag af de bedste udsendelser blev bevaret. Her kommer klip fra otte spændende reportageudsendelser.
Pladeskæreren på tur til Helligdomsklipperne i 1947
Dette klip er fra en råoptagelse, og det viser, hvor svært det var at lave reportager, før man fik mulighed for at bruge spolebåndoptager.
Ole Kühnel er taget til Helligdomsklipperne på Bornholm i 1947. Han klatrer ned ad klipperne med mikrofonen og rapporterer om den smukke natur, mens teknikeren står foroven og skærer plader.
Der er problemer med kommunikationen, og fordi de to medarbejdere ikke kan høre hinanden ordentligt, sker der fejl i optagelsen til journalistens store frustration. Han ved ikke, at det han siger, faktisk er kommet med i optagelsen.
Legetøjsfabrikken bugner af avanceret legetøj i 1937
’Danske Virksomheder’ var den første reportageserie, der blev skabt, og reportagen fra Tuborg-bryggeriet den 22. maj 1931, som vi tidligere har skrevet om, var den allerførste. Idéen var, at lytterne skulle få indblik i, hvordan forskellige erhverv fungerede. Den unge journalist, der fik mulighed for at lave disse reportager, var Aksel Dahlerup. Han var først ansat som avisjournalist på De Ferslewske Blade, men han blev hurtigt optaget af radiomediet, og blev derfor nyhedsoplæser på Pressens Radioavis. I 1931 blev han permanent overflyttet til Statsradiofonien, og derefter lavede han et væld af reportager fra hverdagslivet i Danmark.
Serien ’Danske Virksomheder’ havde blandt andet reportager fra et mælkeri, en brødfabrik, et svineslagteri, et dagblad og en trikotagefabrik. Men serietitlen blev snart lidt for smal, for reportagejournalisterne brændte for at komme ud og tale med folk. Aksel Dahlerup og driftsleder Emil Holm blev enige om den nye og mere rummelige titel ’Hørebilleder fra Dagliglivet’. Den titel skulle vise sig meget holdbar, og den blev brugt igennem flere årtier. Fælles for udsendelserne var, at det var livet i Danmark, der blev portrætteret.
Her er et klip fra et interview med en legetøjsfabrikant, der demonstrerer de mest populære legesager i 1937.
Reportage fra Rigsbrudeskolen i Tyskland i 1941
Efter at Tyskland havde besat Danmark i 1940, ville tyskerne gøre alt for at gøre danskerne mere tysksindede. Statsradiofonien var et magtfuldt virkemiddel, men eftersom den danske regering havde lavet samarbejdspolitik med Tyskland, kunne tyskerne ikke bestemme fuldt ud over Statsradiofonien i de første år. Den tyske besættelsesmagt ville gerne have, at der blev produceret en række udsendelser fra Tyskland, så danskerne kunne høre, hvor skønt alt var i Tyskland, og de ville gerne sende en dansk nazist afsted som journalist. Men DR’s driftsleder F.E. Jensen nægtede at give opgaven til en urutineret person, så han beordrede i stedet Statsradiofoniens mest erfarne reportagemand til Tyskland: Aksel Dahlerup blev mod sin vilje sendt afsted.
Det var et stærkt træk at sende en så kyndig journalist, for Aksel Dahlerup formåede at få de danske lyttere til at høre det usagte mellem linjerne. Dahlerup besøgte blandt andet en rigsbrudeskole, der skulle oplære de kommende husmødre i at være nyttige samfundsborgere. Dahlerup gør igennem reportagen meget subtilt grin med det, han hører, f.eks. betoner han, at skolens elever bliver uddannet til at være brude, og han beder fru Hein fra Reichsfrauenführung, der er taget med ud til skolen og taler dansk, om at forelægge ham sagen klart og korrekt ned til de mindste enkeltheder. Tyskere, der forstod dansk, kunne ikke umiddelbart forstå komikken, for de kunne ikke høre nuancerne i sproget.
Men de danske lyttere grinede ad de tyske rigsbrude: Først da forstod tyskerne, at de var blevet snydt. Men der var umiddelbart ikke en finger at sætte på reportagen og dens mål: At forherlige nazismen. Så den tyske besættelsesmagt kunne ikke gøre noget ved F. E. Jensens og Aksel Dahlerups snedige udsendelser.
I klippet hører man Dahlerup interviewe en dansk kvinde, der er rigsbrud og skal giftes med en tysker. Aksel Dahlerup stiller spørgsmålene, men den unge dame læser helt tydeligt flere af svarene op fra et manuskript. Dahlerup får lyst til at stille et spørgsmål, der ikke er aftalt, men siger, at det skal han nok lade være med, og den unge dame fniser og læser mere op fra papiret. Dahlerup afslutter lettere irriteret interviewet med at sige: ’Tja, det er rigtigt’.
Den nysgerrige mikrofon taler med kanonfotografen i 1951
Ønskeprogrammet ’Den nysgerrige mikrofon’, der blev sendt fra 1941 og med jævne mellemrum frem til 1955, var ikke et egentligt reportageprogram, men et underholdningsprogram. Årsagen til, at det alligevel fortjener en plads blandt reportagerne er, at programmerne indeholdt små reportageklip, hvor programmedarbejder Svend Pedersen tog ud med ’den nysgerrige mikrofon’ og interviewede helt almindelige mennesker på gaden. Det kunne være en dame i en frisørsalon, et ungt par på strøgtur eller kanonfotografen på Rådhuspladsen.
Mikrofonen var tændt, pladeskæreren var i gang, og når Svend Pedersen havde talt lidt med den tilfældige person, fik denne lov til at ønske et stykke musik, som så blev spillet i den næste udsendelse, efter at interviewet var blevet udsendt. I de første år spillede Radioorkestret musikken live i studiet, derefter gik programmet over til grammofonplader.
Selve udsendelserne findes ikke mere, men nogle af de optagelser, som Svend Pedersen lavede med mikrofonen, er bevaret. Desuden findes lister over, hvilke musikstykker, den almindelige dansker ønskede sig (de måtte vælge frit): Det var en stor blanding af lettere klassisk musik, Strauss-valse over til Bach, Sibelius og Tjajkovskij. Svend Petersen endte som TV-underholdningschef og var med til at starte P3 op i 1963, men han brændte igennem sin karriere helt tilbage fra 1930’erne især for at tale med almindelige mennesker i sine reportager om livet i København.
Da døden blev transmitteret direkte i radioen i 1935
Aksel Dahlerup kunne også improvisere, når han var ude på reportage. Det havde han allerede bevist i en direkte reportage, han lavede fra luftskibet ’Graf Zeppelin’ i 1931, inden han blev fastansat i Statsradiofonien. Luftskibet fulgte ikke den planlagte rute, og direktøren, som skulle interviewes, ville ikke være med, da det endelig gjaldt, og luftskibet var over København.
I en anden reportage fra 1935 skulle Aksel Dahlerup rapportere fra et dobbelt verdensrekordforsøg i faldskærmsudspring i disciplinerne højeste udspring og længste fald uden skærm. Faldskærmsudspringeren John Tranum sprang ud fra ni kilometers højde, og inden springet skulle han tænde sin mikrofon, men Aksel Dahlerup kunne ikke få kontakt til ham efter springet, og han troede, at Tranum havde glemt at slå den til.
Dahlerup rapporterer direkte i radioen til Pressens Radioavis, mens han forsøger at få kontakt til Tranum. Dahlerup har allerede været i kontakt med ham fra flyveren, hvor Tranum har fortalt, at det var frygteligt koldt, men Dahlerup har nu mistet kontakten til ham. Aksel Dahlerup fortæller om verdensrekordforsøget, mens man hører biplyde i baggrunden. Det chokerende, der faktisk er sket, er, at John Tranum er død lige efter udspringet, enten af hjertelammelse på grund af kulden eller af iltmangel. Da Aksel Dahlerup ikke kan få kontakt til Tranum, afslutter han transmissionen og stiller om til middagskoncerten.
Dahlerup vidste først bagefter, at forsøget var gået grueligt galt, og at han faktisk havde transmitteret døden direkte ud i de intetanende lytteres stuer.
Hævntørsten var stor i de skønne befrielsesdage i 1945
Gunnar ’Nu’ Hansen er mest kendt for sine mange og engagerede sportsreportager, den tidligste fra OL i Berlin i 1936, men Gunnar Hansen var også en af de første reportagejournalister i Statsradiofonien, der som Aksel Dahlerup og Svend Pedersen nød at komme ud og tale med mennesker i dagliglivet.
Gunnar Hansen og Aksel Dahlerup var begge ude at lave gribende reportager i dagene efter befrielsen i 1945. En af de mere alvorlige reportager, han var ude på, var den 6. maj 1945, hvor anholdte danske stikkere bliver samlet på Maglegårdsskolen i Hellerup. I reportagen hører man den ophidsede lynchstemning, som er blandt fremmødte tilskuere til opsamlingsprocessen på skolen. Det er et vidnesbyrd om de store følelser, der var forbundet med tyskernes besættelse af Danmark, og reportagen beskriver på en måde som ingen avisartikel kan, hvor meget had til besættelsesmagten, der var i den danske befolkning i befrielsesdagene.
Et indblik i de unge soldaterkammeraters hverdag i 1959
I oktober 1951 tog Statsradiofonien fjernsynet i brug. I de første år eksperimenterede man med det nye medie, men det tog mange år, før man for alvor udnyttede billedmediets virkemidler. Det var normalt, at en nyhedsspeaker fortalte hen over stumme billeder i nyhedsudsendelsen ’Aktuelt’; og udenrigsmagasinet ’Panorama’ var ofte en række billeder fra udlandet med et foredrag indover, og hvor billederne ikke altid passede sammen med det, der blev sagt. Hvis man arbejdede med en reportage, lånte man af og til æstetikken fra biografernes ugerevyer, der tit var lange billedsekvenser krydret med underlægningsmusik og en speaker, der forklarede billederne.
Lis Møllers dokumentar ’Soldater på kasernen’ fra 1959 om soldaternes fritidsmuligheder på kaserner og lejre bruger denne form for æstetik. Billederne er i fokus, men der er ingen baggrundslyd. Lis Møller fortæller, hvad der sker undervejs, og der er underlægningsmusik under hele udsendelsen.
Fru Elna Kleiner fortæller om livet ved Randers Fjord med sin mand i 1967
Christian Kryger blev banebrydende med sine tv-reportager, og han kom rundt i hele Danmark for at dokumentere hverdagslivet fra 1950’erne og op til starten af 1970’erne. Også hans tidlige reportager var krydret med underlægningsmusik, men fra 1960’erne begyndte man i højere grad at mestre fjernsynets virkemidler. Der kunne dog stadig forekomme underlægningsmusik i visse dele af tv-reportagerne, især i passager, hvor man viste længere billedsekvenser, hvor interviewet ikke var det dominerende.
I klippet er Christian Kryger taget ud for at besøge folk ved Randers Fjord. Her møder han Elna og Rudolf Kleiner, der har et lille sommerhus helt ned til fjorden. Elna fortæller lunt om sin mand, som hun kalder obsternasig, men når han taler med fremmede, er han dejlig.
Christian Kryger mindes hvert år, når Krygerprisen uddeles til en journalist i DR, som har gjort en særlig indsats. Blandt prismodtagerne har været Poul Nesgaard, Thomas Ubbesen, Mads Steffensen, Pia Røn, Susanna Sommer og mange flere.