'Her er London': DR sendte frihedsbudskabet og grammofonmusik hele natten efter befrielsen

DR fandt optagelser med Pigekoret frem og sendte meddelelser og grammofonmusik til den lyse morgen, da Danmark blev befriet i maj 1945.

(Foto: © Sven Gjørling, Scanpix)

Den 4. maj 1945 om aftenen kom det længe ventede budskab, om at Tyskland havde kapituleret.

Aage Snedevig, der havde en lille virksomhed, som optog radioudsendelser på lakplader, sad ved radioen og optog BBC den aften. Det er hans fortjeneste, at vi i dag kan lytte til Frihedsbudskabet, der blev læst op af speaker Johannes G. Sørensen, da journalist Flemming Barfoed væltede ind i London-studiet for at fortælle ham nyheden.

Ifølge en dansk note i programoversigten for Statsradiofoniens udsendelse kom budskabet fra London klokken 20.37, mens der blev sendt grammofonmusik fra Radiohuset i stedet for den ellers annoncerede hørebiografi:

Efter aftenens radioavis sang Pigekoret ’Der er et yndigt land’ i en optagelse hentet fra arkivet i dagens anledning.

Derefter blev Frihedsbudskabet gentaget, og der blev udsendt meddelelser fra Frihedsraadet, blandt andet om kongens udnævnelse af statsminister Vilhelm Buhl, der havde været statsminister, før Erik Scavenius blev indsat af tyskerne. Desuden udsendtes en meddelelse fra Udenrigsministeriet.

De tre meddelelser blev gentaget hver halve time natten igennem - med grammofonmusik indimellem, helt frem til den lyse morgen. Danmark - og også Statsradiofonien - var atter fri efter fem svære år.

  • HØR: Meddelelse i den danske Uds fra London (Johs. G. Sørensen) at Tyskerne i Danmark havde kapituleret. Kapitulationen gælder fra Lørdag d. 5/5 1945 Kl. 8.00

På DRTV kan du også lige nu se afsnit 21 af Lise Nørgaards populære 'Matador'-serie, hvor Danmark - og Korsbæk - bliver befriet HER

Louise Broch er arkivar og researcher i DR Arkiv.