Du kan selv få dem ud at svømme på DRTV: Få historien om DR's navnkundige pausefisk

Den 1. april 1981 lancerede DR pausefiskene, som siden endte med både at få seertække og komme i ordbogen. Du kan selv sætte dem på skærmen via DRTV.

  • Pausefiskene var et 80'er-fænomen, men mange huske dem stadig. Og på DRTV kan du også sætte en times pausefisk på. (Foto: © DR, Type 1)
  • Der er både programoversigt, musik og ur på de pausefisk, som du lige nu kan finde på DRTV. Søg på pausefisk.
1 / 2

Det er nærmest endt med at blive nogle TV-legender. Den 1. april 1981 lancerede DR pausefisken, som sidenhen er blevet lidt af et begreb.

For i nu flere årtier har ordet pausefisk ligefrem været at finde i Den Danske Ordbog, der forklarer fænomenet med ’fisk i et akvarium, som var motiv i tv-optagelser, der tidligere blev brugt til at udfylde pauser mellem tv-udsendelserne’.

Fiskene kunne for eksempel tit ses, når der var teknisk uheld, eller lige inden DR sendte børneprogrammer klokken 17.00 i 1980’erne. Derfor husker ikke mindst mange, der var børn dengang, fiskene.

Pausefiskene havde deres skærmdebut i farver den 1. april 1981, hvor akvariet blev stillet op i studiet TC2 i TV-Byen i Søborg med det velkendte postnummer 2860. Her holdt DR’s udsendelsesredaktion til, og det var også her udsendelsen ’Næste uges TV’ blev sendt fra.

Fisk fik seertække

Fiskene, der blev filmet med et robotkamera, fik snart seertække, og spørgsmålene var så mange, at vært Poul Thomsen dykkede nærmere ned i akvariet og dets indhold i en af sine ’Dus med dyrene’-programmer kort tid derefter.

Her forklarede Thorleif Hansen fra firmaet AkvaService, hvordan han gjorde akvariet rent med en algemagnet tre gange om ugen, ligesom han forklarede, hvad fiskene fik at spise.

- To gange om dagen får de en isterning, der indeholder små krebsdyr, smidt ned i akvariet, og en gang om ugen får de også serveret hakket rødspættefilet, forklarede han dengang. Pausefiskene fik så fremtrædende rolle, at de også udgjorde forside-motivet på DR’s årbog for 1981, men hvornår de faktisk blev taget af skærmen igen, står lidt uklart.

Pausefiskene fik ligefrem ærespladsen på forsiden af DR's årbog i 1981.

Fiskene kom op til overfladen igen

Nok svømmede fiskene lystigt på skærmen hos DR i 1980’erne, men eftersom de svømmede rundt på direkte TV, og ikke var en del af de egentlige programmer, blev de ikke optaget og gemt.

I DR’s arkiv fandtes dog også en VHS-samling, der var blevet brugt til efterkritik i B & U-aftdelingen. Båndene indeholdt optagelser direkte fra sendefladen, og da samlingen blev digitaliseret for nogle år siden, var der også optagelser af pausefiskene med på båndene. På den måde kom fiskene frem i lyset igen.

Faktisk betyder det helt konkret fremover - foreløbigt frem til december 2025, at du tage en slapper, sætte fiskene på skærmen og følge dem rundt i det 720 liter store akvarium, som DR i sin tid lejede til formålet.

Fundet på gamle VHS-bånd

Pausefiskene bor dermed nu på DRTV, og helt i tidens ånd kan du selv bestemme, hvornår du har lyst til at tage en pause og se dem svømme i det 86 cm brede saltvandsbassin, som det var.

Du finder dem altid nemt på dr.dk/pausefisk eller direkte her på DRTV.

DR har klippet en times pausefisk sammen på DRTV, og der er både ur, programtekster og den oprindelige musik på – nøjagtig som der var dengang.

Pausefiskene har bestemt ikke levet forgæves. For eksempel har både Den Blå Planet i Kastrup og Øresundsakvariet i Helsingør de senere år også opereret med begrebet, livestreamet fra deres akvarier og delt pausefisk på sociale medier.