I år er alle musikfestivaler blevet aflyst på grund af corona-krisen. Derfor har DR valgt at fokusere særligt på dansk musik hen over sommeren på alle DR’s kanaler og platforme med en hel palette af musiktilbud til både børn, unge og voksne. Der er fokus på alle musikgenrer målrettet forskellige brugergrupper og noget for enhver smag.
Tilbage i 1970’erne ville man også gerne kunne formidle alle musikgenrer til seerne, men TV-sendefladen var kort, for det var dyrt at producere fjernsyn, og der var kun en kanal. Måske derfor opstod et nyt programformat, som præsenterede alle musikgenrer på en og samme tid.
Danmarks Radio havde hidtil sat skel op mellem rytmisk og klassisk musik, der blev formidlet via to forskellige afdelinger. Men skellet var kunstigt og stemte ikke nødvendigvis overens med publikums musikvaner. Man havde en fornemmelse af, at mange musiklyttere kunne lide flere forskellige musikgenrer.
Det nye magasin var et show med publikum, interviews og livemusik med alt fra rockbands til avantgardemusik fra både amatørernes og de professionelles verden. Magasinet hed ’Musikhjørnet’, og det opstod som liveudsendelse med publikum i 1972.
’Musikhjørnet’ havde allerede været sendt nogle år forinden, men med et helt andet smalt tilbud af nyheder og interviews om moderne kompositionsmusik. Da man fornyede og omdefinerede programmet, blev målgruppen bredere, og der blev præsenteret et væld af musikgenrer.
Den 20. oktober 1972 løb den nye programserie af stablen, og derefter blev udsendelserne sendt hver anden fredag på det noget undseelige tidspunkt klokken 18.05:
’Musikhjørnet’ var en slags underholdningsprogram, men produceret af Musikafdelingen, og derfor også vinklet for det klassiske publikum. Tanken med magasinet var, at det skulle henvise til andre musikudsendelser i både radio og tv og på den måde være indgangen til alle de musiktilbud, Danmarks Radios musikafdeling bragte i æteren.
Man havde også en bagtanke: Mogens Andersen, der var musikchef og stod bag udsendelserne, var især optaget af at få den moderne kompositionsmusik ud til et bredere publikum. Ved at bringe andre musikgenrer ind i programmet, fik man lokket seerne til at stifte bekendtskab med avantgarde-musikken.
Karin Fich, der i mange år arbejdede som vært på P2 og også startede sin karriere i DR på radioen, blev headhuntet af Niels Karl Nielsen (senere Niels Oxenvad), der var programansvarlig, i Radiohusets kantine. Hun var uddannet musikbibliotekar og blev ansat i Danmarks Radio i 1970, hvor hun blandt andre samarbejdede med parret Pia og Peter Borgwardt om de populære radioprogrammer ’To spiller klassisk’.
Hun fortæller:
- Niels Karl Nielsen kom til mig i 1972, fordi han vidste jeg som musikbibliotekar havde arbejdet med andre genrer end den klassiske, og havde et bredere musikkendskab, blandt andet til jazz. Jeg sagde da straks ja til at være musikhjørnevært, for det var da en spændende opgave. Den daværende klassiske musikafdeling stod for både radio og TV-udsendelserne, og personalet var under samme hat. Det betød, at det blev forventet, at jeg passede mine radioprogrammer ved siden af, så det var nogle hæsblæsende år.
Karin Fich husker også, at der blev rynket på næsen af ’Musikhjørnet’ i begyndelsen:
- Der var kritik af magasinet fra flere sider. Nogle syntes, at det var frækt, at man tvang folk til at høre moderne musik af for eksempel Henning Christiansen. På den anden side brød det akademiske miljø sig ikke om, at man blandede den klassiske musik med dansk rock og eksperimenterende jazz. Men programmet var meget eftertragtet blandt musikerne, og Niels Karl Nielsen blev bombarderet af ønsker om at medvirke fra store dele af både det klassiske og rytmiske musikmiljø. ’Musikhjørnet’ var en mulighed for at komme i fjernsynet og blive kendt.
Her er et klip fra et af de første magasiner den 15. december 1972, hvor Niels Karl Nielsen præsenterer den unge folk- og beatsanger Sebastian:
’Musikhjørnet’ fik allerede i starten af 1973 en bedre sendetid omkring klokken 21.30 fredag aften, og senere på året blev sendetidspunktet rykket til klokken 20.00. I 1974 blev magasinet rykket til onsdag aften - lige efter TV-Avisen. Bedre tidspunkt kunne et program ikke ønske sig. Der var masser af seere.
Karin Fich og en anden af musikafdelingens ansatte, tv-produceren Marianne Albrechtslund, skiftedes op igennem 1970’erne til at være programværter sammen med Niels Karl Nielsen. Teamet supplerede hinanden godt, og det gjorde tilrettelæggelsen meget fleksibel, at Marianne Albrechtslund også kunne påtage sig producerrollen.
’Musikhjørnet’s medarbejdere var ambitiøse. De ville ikke nøjes med at sidde i et lidt stift og lufttomt tv-studie, de ville også ud i landet lige som B&U-afdelingen, som ofte rejste rundt til børn i hele landet. Karin Fich husker turnéerne med ’Musikhjørnet’ som de bedste.
- Ved at tage ud i landet, fik vi også fat i de lokale ensembler. Der var stor forskel på at sende fra TVByen og udefra. Det var meget sjovere at være ude i byen, for TV-studiet lagde lidt en dæmper på aktiviteterne. Gæsterne og publikum var ikke altid så lette at interviewe dengang og ikke så ’skærmvante’, som de er i dag. Kom man ud til dem, gik det meget bedre, og Niels Karl Nielsen havde sans for at finde musikere, der også var gode formidlere og gode til at fortælle om deres musik.
Her er et klip med Karin Fich i ’Musikhjørnet’ i Randers. Redaktionen sendte fem udsendelser live fra byen i juni 1974, hvor der blev holdt Multimusikfestival
Mange store musikpersonligheder optrådte igennem årene i ’Musikhjørnet’, men også amatørmusikere havde mulighed for at medvirke i magasinet. Her er et interview med Hans Gammeltoft-Hansen, der gennem mange år i sin fritid var fløjtenist i Amatørsymfonikerne, og som senere blev Folketingets ombudsmand; og amatørviolinisten Anne Margrethe Dahl, der senere blev operasanger på Det Kongelige Teater.
’Musikhjørnet’ fortsatte i første omgang med at eksistere frem til 1977, hvor redaktionen sluttede af med en udsendelse i Falkoner Centret på Frederiksberg den 23. marts 1977. Her spillede Radiounderholdningsorkestret musik af Knudåge Riisager og Beethoven med pianisten Amalie Malling; KFUM-sangerne sang Bach og Stenhammer, og Gasolin spillede ’This is my life’ og ’Svinget i Solrød’. Efterfølgende blev både børn og voksne blandt publikum og musikere i orkestret spurgt om deres mening om ’Gasolin’. Der var delte meninger om de flabede musikere, men en ting var sikkert: Alle kendte rockbandet.