Doktor Ali Khaled banker på en skæv trædør.

Et æsel skryder, mens han går stuegang mellem stenhusene. I den fjerneste ende af landsbyen halvsover en kamel med udsigt til Yemens ubarmhjertige og skarpe tinder og de omtrent ufremkommelige bjergveje, som lægen og hans mobile klinik er kørt ad for at nå borgerne i Addhala-provinsen nord for havnebyen Aden.

Han træder ind i en simpel stue, hvor Fatima sidder på sin fars skød. Hun er fire år gammel, men hun kan hverken tale eller forstå, når Ali Khaled fortæller hendes far, at hun er alvorligt underernæret.

– Hun er ikke andet end skind og ben, siger han og undersøger hendes krop.

Ryggen er hvirvler og ribben. Fødderne ser store ud, som om de er sat på et par forkerte ben.

– Vi finder hundredevis af alvorligt underernærede, bare i dette distrikt, fortæller lægen og trykker på Fatimas fødder.

– Det er blevet langt værre efter krigen. En hel landsby lever af én offentlig løn, som ikke længere bliver udbetalt. Klinikker i området er lukket. Infrastrukturen mange steder i landet er bombet og ødelagt, som blandt andet betyder urent drikkevand. Priserne er steget, og den yemenitiske riyal er blevet mindre værd.

– Derfor ser vi flere underernærede børn, kolera-udbrud, mæslinger og difteri, forklarer Ali Khaled - som kunne han blive ved med at remse konsekvenserne af krigen op.

Jeg ser ind i Fatimas øjne.

Hun har smukke, lange øjenvipper. Hun bider i sin pegefinger og forstår ikke lægens pludselige opmærksomhed. En flue har sat sig ved hendes mund. Hun vifter den ikke væk.

Lægen lægger sin store hånd på hendes udspilede mave, og hun kigger rundt i rummet, som om han ikke er der.

Jeg har ventet i mange måneder.

Endelig er jeg på vej mod Yemen for at møde nogle af de mennesker, der ifølge FN lever i verdens største humanitære krise, som krigen har skabt.

Næsten tre millioner mennesker, primært børn, lider af underernæring. 18 ud af 29 millioner yemenitter ved ikke, hvor de skal få det næste måltid mad fra, og over otte millioner er afhængig af nødhjælp og i fare for at sulte.

Statistikkerne glemmer ofte at nævne, at der før krigen også eksisterede en krise og enorme udfordringer som underernæring, fordi Yemen er et af verdens fattigste lande.

Men krigen betyder, at alt bliver værre.

– Vi er fucked. Totalt fucked. På jorden og fra luften. Jeg hader sauderne og koalitionen, der bomber os. Og jeg hader houthi-oprørerne der kontrollerer os på jorden i det nordlige.

– Og vores landsmænd i syd er lige så fucked. De er trætte af præsident Hadi, der nu befinder sig i Saudi Arabien. Og de har fået nok af alle de militser, der opstår og bekæmper hinanden, siger hun til mig.

Hendes øjne holder et insisterende, rebelsk blik, da hun beskriver nationens humør på begge sider af konflikten. Yemenitterne er enige om at hade alle krigens parter og magthavere, får jeg at vide.

Modsat mange af de andre tildækkede yemenitiske kvinder på flyet, kan jeg se Shifas ansigt. Hendes majestætiske, markante næse. Håret, der stikker ud under tørklædet. Hendes blå-lakerede negle matcher denim-kjolen. “Rebel girl,” tænker jeg.

I oktober 2016 blev hendes far og bror hårdt såret i et af de mest berygtede luftangreb udført af den saudi-ledede og vestligt støttede koalition. Flybomber havnede midt i en begravelsesceremoni i Sanaa og dræbte 140 og sårede over 600 gæster.

– Men verden siger intet, når der sker sådan noget i Yemen, bemærker Shifa - ikke med indignationens stemme, blot konstaterende.

Hun har ret. Yemen er Mellemøstens fattigste land. Beliggende i det sydvestlige hjørne af den arabiske halvø er Yemen strategisk mindre signifikant sammenlignet med lande som Syrien og Irak.

Krigen i Yemen har sit udspring i det arabiske forårs omvæltninger, der i 2011 førte til, at den mangeårige præsident Ali Abdullah Saleh måtte afgive magten til Abdrabbuh Mansour Hadi.

Men de politiske forandringer førte ikke bedre forhold med sig, og desillusionerede bakkede mange yemenitter op om houthi-bevægelsen, der i 2015 overtog kontrollen i hovedstaden Sanaa.

Præsident Hadi flygtede. Først til den sydlige havneby Aden, som houthierne også forsøgte at erobre uden held, og siden flyttede Hadi til Saudi-Arabien. Sammen med med andre sunnistater i Mellemøsten involverede Saudi-Arabien sig i krigen for at dæmme op for houthioprørerne, som de opfatter som iransk-støttede og destabiliserende. USA, Storbritannien og Frankrig støtter den saudi-ledede koalition, der i nogle perioder bomber dagligt i Sanaa.

Krigens parter i både nord og syd har gjort det ekstremt besværligt og i lange perioder umuligt for journalister at rapportere derfra – ligesom organisationer i stigende omfang har svært ved at nå ud med den nødvendige hjælp. Som landechefen for en stor NGO bemærkede over telefonen fra Yemen, inden min afrejse.

– Vores største problem er adgang. Vi skal søge om tilladelse til hver enkelt lille tur. I nord såvel som i syd. Og ofte får vi den ikke, sagde han og fortsatte:

– Samtlige NGO’er i Yemen vil også fortælle dig, at de dagligt oplever, at lokale medarbejdere bliver tilbageholdt, arresteret eller udsat for anden sabotage. Sådan er det i Yemen.

Udenfor flyets vinduer er det stadig mørkt. Foran Shifas fødder ligger en buket roser i hendes håndtaske.

– De er til min søster fra hendes kæreste. Jeg har lovet at overbringe dem, smiler Shifa.

Når hun lander i Aden, skal hun køre gennem et nu opdelt Yemen bestyret af to forskellige magthavere plus en del lokale militser for at nå sit hjem i hovedstaden Sanaa. På sin vej passerer hun kontrolposter bemandet af krigens forskellige aktører. Også dem hun karakteriserer som bemandet af “de radikale.”

– Du ved, Al Qaeda og ISIS og de der typer. Islamisterne, som udnytter situationen og nu også kæmper mod houthierne i fronten. De spørger altid, hvorfor jeg rejser alene og ikke dækker mig til. Nogle gange lader de mig vente i timevis.

– Men jeg nægter at iføre mig niqab, selvom de så ville lade mig passere. Det er ikke min stil at dække mit ansigt. Jeg håber ikke, at de nu flipper ud over roserne … Yemen ER et konservativt og traditionelt land, bemærker Shifa og slår en rungende latter op.

Øjnene kunne spidde hvem som helst. Roserne hænger allerede en smule med hovederne.

Mens doktor Ali Khaled lytter på en piges hjerte, stirrer landsbybørnene på manden i den hvide skjorte. Lægen er et opsigtsvækkende syn i bjergene - især efter at den yemenitiske stat på flere parametre er kollapset og ikke længere udbetaler løn til offentligt ansatte. Mange klinikker er derfor lukket, og lægehjælp er blevet en uopnåelig luksus forbeholdt de få.

Ali Khaled trækker sin turkise lægemaske ned under hagen.

– Hun kaster op, når hun spiser? spørger han.

Faderen bekræfter.

Mens Ali Khaled giver medicin, måler og vejer landsbyens børn og tilser gravide, kan jeg ikke lade være med at tænke på det syn, vi mødte på vejen op i bjergene.

Langs den større hovedvej, inden de barske tinder rejser sig, trasker vandrerne: Etiopiske mænd på vej gennem Yemen til fods mod grænsen til Saudi-Arabien, hvor de drømmer om at krydse illegalt og få et job, så de kan sende penge hjem til familien.

Temperaturen tidligt om morgenen er allerede 35 grader og luftfugtigheden høj. De vandrer uden så meget som en taske. Etiopierne skal ikke nyde noget af at blive i Yemen. Deres blikke vender mod nord og de hundredevis af kilometer mod Yemens rige nabo. Yemenitterne gør sig morsomme over situationen:

– Yemen er så ringe, at selv ikke etiopierne gider være her.

I en anden stue tilser Ali Khaled otteårige Khadija.

Tynd og svag hviler hun på en madras på gulvet. Et sort myggenet dækker hendes ansigt. Hun har allerede haft malaria én gang. Lægen slår ud med armene.

– Hun burde være på hospitalet. Men familien og landsbyen har ikke råd. Hendes far havde en indkomst som soldat, til han blev dræbt. Og hans pension er ikke blevet udbetalt.

Jeg ser i Khadijas øjne. De fokuserer ikke på nogen og er forsvundet til et ukendt sted.

Krigens konsekvenser kan mærkes dybt inde i bjergene, langt ude på havet og i enhver yemenitisk stue.

I et gammelt fjernsyn i Yemen løber Mellemøstens største fodboldikon Mohammad Salah på banen i Champions League finalen mellem Liverpool og Real Madrid. På cementgulvet uden for den overfyldte stue ligger mænd op ad puder og kan akkurat ane Salahs krøllede, mørke hår og hans røde Liverpool-trøje på TV-apparatet i hjørnet.

Deres fingre roder konstant i røde plasticposer.

I flere timer har de pillet grønne blade af stængler, proppet dem i overvejende den venstre mundhule, tygget og ladet planten hvile som en bule i kinden. Virkningen af den euforiserende Khat er endelig indtrådt. Det kræver hårdt arbejde at nå saligheden og energiske, lettere udflydende øjne, der følger deres fodboldidol, deres håb med nummer 11 på ryggen.

– Salah som Egyptens ambassadør, råber en stemme forvrænget af khat-bulen i kinden.

Men så vrider Salah skulderen af led. Heltens exit fra banen ræsonnerer i stuen - og i hans fans egne liv som unge mænd sendt udenfor som arbejdsløse i et samfund i krig.

– Den eneste mulighed for et job er at blive kriger, siger Assad, der har sin kalasjnikov liggende på gulvet.

- Vi er alle arbejdsløse. Og priserne stiger bare, bedyrer en anden og tygger videre.

De jubler et øjeblik og én rejser sig og vrikker med sine hofter, da Liverpool sender bolden i mål, inden lyset og håbet om en sejr helt slukkes. En gut i rød Liverpool-trøje skrider fra stuen, før kampen er færdig. Det er også det eneste, han kan skride fra. Der er ingen steder at søge ly fra konsekvenserne af en krig, der har varet siden 2015.

Over 10.000 er blevet dræbt, og Champions League finalen er blot en hyggeparentes i det store billede - et øjebliks flugt fra den virkelighed, der hersker, når et af verdens fattigste lande også bliver ramt af en krig.

Det er stadig mørkt, da fiskeren Negar Ali skifter til joggingbukser foran benzinstanderen ved den lille havn. Mens lyset anes i horisonten, basker Aden-bugtens måger over de blå og hvide fiskerbåde. En kat vover sig ud i vandet, til hvad der må være dens knæ og napper en død sardin.

Negar Ali og hans fiskerven Abdo Hassan med et hvidt tørklæde om hovedet klargør båden, som deres familier har gjort i generationer før dem. På havet forener søens mænd nationen. Nord og syd fisker sammen, og kæmper sammen for at overleve i en konflikt, der kan mærkes helt ude i Aden-bugten.

– Vi er brødre på tværs af stammer og geografi, bemærker Negar Ali.

Han er fra Aden, mens Abdo Hassan er en af mange fordrevne fiskere fra havnebyen Hodeida ved Yemens vestkyst. Frontlinjen nærmer sig Hodeida. Den er i øjeblikket under houthiernes kontrol og en vigtig livsnerve for import af varer og humanitær hjælp til de områder, der i lange perioder har været under hel eller delvis blokade af koalitionen.

Det er forbudt og dødsens farligt at fiske ved Hodeida, siger Abdo Hassan.

– Fiskerne er truet, både af houthierne og af koalitionens skibe og fly, så vi kan ikke længere fiske der. Derfor flygtede min familie til Aden. For det er fiskeriet, vi lever af.

Negar Ali starter motoren, og de to sætter ud. De har udsigt til kantede, ubarmhjertige klippeformationer på land.

– Herude, bemærker Negar Ali, føler jeg mig fri. Vi er langt fra soldaterne, fra konflikten.

Alligevel er der krise blandt Yemens fiskere. Prisen på benzin er mere end seksdoblet, så de kan ikke længere sejle langt ud, hvis de ender med en dårlig fangst.

– Prisstigningerne generelt, men især på benzin, slår os jo ihjel, siger Negar Ali, der dog har bevaret lidt af sin galgenhumor.

Ligesom lægen Shifa på flyet er han træt af krigens parter. Af den internationalt anerkendte regering med præsident Hadi i spidsen.

– Det er jo grotesk. Vores præsident er flygtet fra sit fattige og hårdt prøvede folk og sidder i Saudi-Arabien på god afstand af det hele. Han burde komme tilbage og finde en løsning.

Fiskeren taler højt. Længe. Uden pauser. Hans blik er vredt.

Krigen indhenter alle. Både dem, der dør eller må flygte fra frontlinjerne og dem, der bor længere fra fronten, mærker, hvad en krig gør ved et af verdens fattigste lande.

Det er midt i den muslimske fastemåned, ramadanen, men mange har ikke meget at bryde fasten med, når solen endelig går ned.

I Yemen er glæderne simple. Som når drengene spiller pool ved borde opstillet midt på gaden. Eller når gadens unger jubler over en fodboldkamp på en halvmørk jordbane eller et mål i Champions League. Eller som den dag, hvor lægen Shifa lykkes med at bringe en kærlighedserklæring hjem til sin søster i Sanaa.

– Jeg fik roserne gennem kontrolposterne. Jeg gemte dem i min taske, fortæller hun begejstret i en besked.

Jeg husker, hvordan blomsterne allerede på flyet hang med hovedet og spørger forsigtigt til deres forfatning ved ankomst.

– Roserne var selvfølgelig døde. Men min søster blev simpelthen så lykkelig.