Fortællingen her er en genudgivelse og blev første gang bragt op til Nickelbacks koncert i Boxen, september 2016.

Chad Kroeger bøjer sig sammen og tager sig til hovedet.

Han er ikke historiens første rocksanger, der må lægge krop til kasteskyts fra et vredt publikum. Men denne gang er der hverken tale om ølkrus eller plasticflasker. Tilskuerne kaster med sten, og én af dem rammer Kroeger i hovedet.

Få sekunder senere har Chad Kroeger forladt scenen med sit band i hælene og en fuck-finger som farvel.

Året er 2002, og det canadiske rockband Nickelback har lige afbrudt en koncert foran 15.000 metalfans på en festival i Portugal.

Samme år topper bandets største hit nogensinde, 'How You Remind Me', hitlister verden over.

Alt tyder på, at Nickelback er ved at cementere sig som et af de største rockbands i verden, men bag den stigende succes gemmer der sig en historie om en rockgruppe, der bliver hadet og latterliggjort som få.

I morgen indtager de Boxen i Herning.

Gruppens omdrejningspunkt er Chad Kroeger.

En forsanger med fipskæg og afbleget hår, der på trods af en uforlignelig kommerciel succes aldrig er blevet accepteret som den rockstjerne, han så brændende ønsker at være.

Hans historie begynder for otte albums, tyve år og mere end 50 millioner solgte enheder siden, i den lille canadiske flække Hanna i Alberta. Lige i det ingenting, hvor Highway 9 og Veterans Memorial Highway 36 krydser hinanden.

Her bor 3.000 indbyggere side om side med lastbiler, pick-up trucks, en diner eller to og grønne marker for resten.

Efter at have spillet coverversioner af numre fra Metallica og Led Zeppelin på de lokale barer i de tidlige 90'ere beslutter Chad Kroeger sammen med halvbroderen Mike, fætteren Brandon og vennen Ryan Peake at danne gruppen Nickelback.

Navnet giver sig selv. Mike serverer kaffe på Starbucks, og når han giver kunderne byttepenge, har han for vane at akkompagnere det med et ”here’s your nickel back”.

Der skal dog mere end et fritidsjob til at finansiere bandets planer, og Hanna er ikke en by, der skaber rockstjerner.

Med et lån på fire tusinde dollars fra Chad Kroegers stedfar i ryggen flytter de fire unge mænd til Vancouver, hvor de kort efter indspiller deres første studiealbum 'Curb'.

Albummet udgives uden hjælp fra et pladeselskab i 1996.

I 1999 underskriver Nickelback en pladekontrakt med Roadrunner Records, der tidligere med succes har introduceret det europæiske marked for særligt nordamerikanske metalbands.

Samme år udgiver Nickelback bandets andet album, 'The State'.

Albummet går platin og sælger mere end en million enheder alene i USA, og den pænere, polerede og mere mainstream udgave af halvfemsernes grunge-rock sender hurtigt Nickelback mod toppen af hitlisterne.

Men succesen har en pris.

Roadrunner Records, der indtil da er kendt for at fremavle original, nyskabende hård rock og heavy metal og blandt andet repræsenterer det maskeklædte og hårdtslående band Slipknot, satser nu stort på et kommercielt band, der ikke udfordrer genren.

Det tages ilde op. Rockentusiaster og heavy metal-fans går så langt som at kalde Nickelback ”the band that ruined Roadrunner Records”, og så er fundamentet til et årelangt had lagt.

Ikke desto mindre satser Roadrunner Records rigtigt, rent kommercielt.

Nickelbacks tredje studiealbum, 'Silver Side Up', rammer gaden i slutningen af 2001 og peaker som nummer to på de amerikanske hitlister.

Året efter topper albummets første single 'How You Remind Me' den amerikanske Billboard Hot 100 over bedst sælgende singler.


Succesen skyldes ikke mindst Chad Kroegers kalkulerende tilgang til musikken.

- Jeg studerede hvert et radiohit, hver en sang, der toppede hitlisterne, både lyrisk og lydmæssigt, og spurgte så mig selv, hvorfor lige netop de sange var blevet så populære, har han tidligere fortalt magasinet Canadian Musician.

Kroeger producerer Nickelbacks numre efter gode, gennemprøvede formler: Den akustiske guitar bygger op til trommerne og elguitaren i et melodiøst og storladent omkvæd, hvis tekst er nem at synge med på.

Det er en generisk opskrift, der nok får mange af bandets numre til at lyde ens, men som virker hver eneste gang.

Kommercielt brager bandet igennem som få andre, men som succesen tager til, råber de kritiske stemmer højere og højere. Og de spreder sig langt ud over den hårde kerne af kritikere fra metal-rockens rækker.

I 2005 florerer et klip på nettet, hvor to af Nickelbacks største hits 'How You Remind Me' og 'Someday' er lagt ind over hinanden for at illustrere, hvor ens de to sange lyder.

Klippet går viralt og kickstarter en kritik, der har hængt ved bandet lige siden:

At Nickelback har udgivet det samme album mange gange, bare med forskellige titler og forskellige albumcovers, som daværende musikredaktør på Politiken, Pernille Jensen, udtrykte det i 2012.

Det meste af kritikken i den brede offentlighed har dog intet musikfagligt på sig. I stedet bliver det en folkesport at gøre grin med bandet.

- En eller anden sagde ”Nickelback stinker”, og det var sjovt, og så fulgte alle andre trop, uanset om de rent faktisk var enige eller ej, forklarer Robert Belton, professor fra universitetet British Columbia, til en canadisk avis i 2011.

I 2010 taber Nickelback blandt andet en popularitetskonkurrence til en syltet agurk, da Facebook-siden 'Can this pickle get more fans than Nickleback?' når 1,5 millioner likes før bandets egen fanside.

Et år senere kårer den musikbaserede datingside 'Tastebuds' Nickelback til det største musikalske turnoff overhovedet, og samme år sætter mere end 55.000 amerikanske fodboldfans deres signatur på en underskriftindsamling, der skal holde Nickelback fra at spille i pausen af en Detroit Lions-kamp.

Folk på internettet morer sig også kosteligt ved at bruge Nickelback som verbum, når de skal beskrive ting, de ikke kan lide.

Et canadisk musiksite går skridtet videre og udvikler 'NickelBlock', en app der blokerer alt om Nickelback fra brugerens internetbrowser.

Publikum svigter dog ikke Nickelback.

Da nullerne rinder ud, har gruppen udgivet fem plader og turneret for fyldte stadions over hele verden.

I USA ligger Nickelback nummer 11 over årtiets bedst sælgende artister, og bandmedlemmerne kan prale af at være de bedst sælgende udenlandske kunstnere i USA, kun overgået af The Beatles.

Desuden kårer Billboard Magazine Nickelback som 2000’ernes mest succesfulde band overhovedet.

Alligevel har Chad Kroeger og resten af bandet svært ved at bryde ud af rollen som globalt mobbeoffer.

Angrebene kommer også fra andre kunstnere.

I 2012 udtaler Patrick Carney fra bandet The Black Keys, at “rock’n’roll er ved at uddø, fordi folk har accepteret, at Nickelback er det største band i verden og derfor også har accepteret idéen om, at verdens største rockband for evigt vil være lort”.

Nickelback er ikke sene til at takke Carney for at kalde dem verdens største band, og dét er også en del af historien om canadierne:

Ligegyldigt hvor mange slag, de tvinges til at tage imod, kan ingen tage deres succes fra dem.

Mange medier går alligevel i Carney’s fodspor.

Ofte udnævnes Nickelback som et af verdens værste bands på lister, og en undersøgelse foretaget af magasinet E! News tidligere i år viste, at det eneste, amerikanerne hader mere end Nickelback, er den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump.

Det fik musikeren Avril Lavigne, der tidligere har været gift med Chad Kroeger, til offentligt at bønfalde medierne om at stoppe hetzen mod eksmandens band.

Indtil videre er Avrils bøn ikke blevet hørt.

Kritikken af Nickelback er så omfattende, at den er blevet genstand for videnskabelige studier.

I sin ph.d. fra the University of Eastern Finland undersøger Salli Anttonen årsagerne bag kritikken ved at analysere de finske mediers anmeldelser af bandet.

Konklusionerne publicerede hun tidligere i år i det videnskabelige tidsskrift Metal Music Studies.

Ifølge Salli Anttonen er Nickelbacks største problem, at ingen ser dem som den ægte vare.

- Anmeldelserne behandler næsten ikke det rent musikalske, men kritiserer hele tiden Nickelback for at prøve at være noget, bandet ikke er. Ofte bedømmer vi musik, ligesom vi bedømmer et menneske: Er det ægte og oprigtigt? I Nickelbacks tilfælde siger anmelderne klart nej, fortæller Anttonen til DR.

For Nickelbacks mange millioner fans er der dog ingen tvivl om, at Chad og gutterne er ægte nok.

Men der er nu alligevel noget med Chad Kroeger selv.

Han står som personificeringen af alt det, der er galt med Nickelback. Han er forudsigelig og ufarlig.

De lange lyser krøller, han i mange år stædigt holder fast i, leder mest af alt tankerne hen på en ung Michael Bolton, og Kroeger kæmper nok mere med at stemme sin guitar end med de indre dæmoner, en rockstjerne helst skal have.

For ikke at nævne fipskægget og solbrillerne.

Det billede forstærkes kun, da Nickelback i midten af nullerne hitter verden over med 'Rockstar', en sang der hylder de materialistiske goder og den luksus, der hører med til livet som rockstjerne.

'Rockstar' er bandets kommercielt mest succesfulde single til dato, men den bliver revset af musikanmeldere verden over og beskrives ofte som en af de værste sange, der nogensinde er skrevet.

Bevares. Chad Kroeger har utvivlsomt fået sin del af både biler, kvinder og stoffer, og han er endda en enkelt gang blevet fanget fuld bag rattet i en Lamborghini.

Men han er også ansvarlig for et af de seneste års største pophits overhovedet, Carly Rae Jepsens 'Call Me Maybe', som blev udgivet på hans pladeselskab 604 Records.

Paradoksalt står 'Rockstar' som en evig reminder om alt det, Kroeger ikke er og nok aldrig bliver: En rigtig rockstjerne.

Og inderst inde ved han det nok også selv.

Efter Portugal-koncerten, der endte med stenkast, udtrykte Chad Kroger til en hvis grad sympati med de sure publikummer:

- Jeg aner ikke, hvad vi lavede dér. Det var en frygtelig, frygtelig fejltagelse. Og til publikums forsvar – hvis jeg var til en metal-festival, så gad jeg sgu heller ikke at se Nickelback.

Torsdag aften skrives endnu et kapitel i historien om Chad Kroeger og Nickelback, når bandet gæster Boxen i Herning som led i deres tiende verdensturné.