“Er det ikke lidt mærkeligt, at mundbind ikke havde nogen effekt for bare få måneder siden, og nu skal vi lige pludselig have dem på?”

Den midaldrende kvinde ryster vildt på hovedet. Som for at sikre sig, at pointen nu også er helt hjemme. Hendes tjavsede og gråsprængte dreadlocks flagrer omkring.

“Det er for at piske frygten op, det siger jeg dig! De er bundkorrupte alle sammen. Alle, der ikke kan se det, de er blinde.”

Kvinden hedder Jeanette. Hun har lige holdt en brandtale for omkring 100 mennesker, der har forsamlet sig foran Christiansborg for at demonstrere mod regeringens udkast til en ny epidemilov. Flere steder i udkastet optræder ord som ‘samfundskritisk sygdom’, ‘magtanvendelse’ og ‘tvangsmæssig vaccination’.

Det er en råkold formiddag i november. Og otte måneder siden, Danmark blev lukket ned af coronavirusset. Selvom børnene er tilbage i skole, og storcentrene er åbne, har folkemængden her fået nok. Deres utilfredshed handler ikke bare om forsinkede hjælpepakker og ensomme ældre eller regeringens forslag til en ny epidemilov. Det handler om coronavirusset helt overordnet. Og lovforslaget er dråben, der har fået bægeret til at flyde over.

Jeg står ved siden af Jeanette, i færd med at fotografere og tage noter. Jeg er her for at dække den antivaccinations- og konspirationsbevægelse, som hun er en del af, og som i efteråret 2020 har vokseværk over hele landet. De næste to måneder bruger jeg på at følge bevægelsen tæt. Jeg tager til demonstration efter demonstration, optog efter optog, alt sammen i forsøget på at blive klogere på, hvem tilhængerne er, og ikke mindst prøve at forstå, hvad der får folk som Jeanette til at rase sådan mod regeringen.

Nogle er her, fordi de mener, at virusset slet ikke findes. Andre mener, at den er forårsaget af det nye 5G-netværk. Og så er der dem, der bare synes, at myndighederne får lidt for meget magt gennem den nye lov.

Jeanette tror på lidt af det hele. Hun mener, at der er noget alvorligt på spil. Derfor er hun er taget hele vejen fra Bornholm for at markere sin utilfredshed.

Jeanette og ligesindede har i hvert fald ret i en ting: Der ér noget alvorligt på spil i samfundet. En undersøgelse fra januar 2021, som HOPE-projektet ved Aarhus Universitet — der undersøger danskernes adfærd og holdninger under coronakrisen — står bag, viser, at lige under 30 procent af befolkningen mener, at regeringens reaktion på coronavirusset har været for vidtgående.

I månedsvis har store dele af Danmark skiftevis åbnet op og lukket ned. Vi er begyndt at gå med mundbind og holde afstand til hinanden. For det mener regeringen og eksperter er den bedste måde at undgå en udbredt, dødsensfarlig smitte i samfundet på.

Jeanette fra Bornholm mener, at det hele er fup. For sådan et virus er jo "ikke værre end en gemen forkølelse," mener hun. Så da hun hørte, at der ville være en demonstration foran Christiansborg hele den næste uge, så pakkede hun en taske og tog den første færge fra Rønne til Køge. Uden mundbind, naturligvis.

Jeanette har svært ved at tro, at det ‘bare’ handler om en sygdom. Hun mener, at der er noget andet og langt mere skræmmende på færde. Det er hun ikke alene om. En YouGov undersøgelse fra august 2020 viser, at knap tyve procent af den danske befolkning tror på, at Covid-19-dødstallet 'helt bestemt' eller 'sandsynligvis' er bevidst overdrevet.

På pladsen foran Christiansborg er mange af de fremmødte blandt de 20 procent — og de er et overraskende tværsnit af den danske befolkning. Her er unge familier med barnevogne og hardcore hippier. Mænd i habitter og madammer i minkpels.

Selvom smittetallene her i november måned er stigende, har ingen mundbind på. De hjælper nemlig ikke, mener man her. I stedet bærer flere et blåt engangsmundbind om armen. Som et slags moderne frihedskæmperarmbind.

Soklen på statuen af Frederik den Syvende, der står midt på Slotspladsen, er dækket af hjemmelavede papskilte og bannere.

“Boykot den nye epidemilov,” står der på ét skilt.

“NEJ TAK til isolation, vaccination og tvang,” står der på et andet.

Andre har en mere konspiratorisk klang:

“No more media lies.”

Jeg afslår høfligt et kram fra Jeanette. Jeg har for længst droppet mundbindet for ikke at skille mig for meget ud i mængden. Alligevel er fysisk kontakt en bro, jeg ikke er villig til at krydse. Det er fordi, jeg endnu ikke er ‘vågnet’. Men det skal nok komme, mener hun.

Folk, der tror på konspirationsteorier, taler ofte om at ‘vågne’. Det betyder, at man har gennemskuet magthavernes og den globale elites skjulte dagsordener.

Jeg trasker rundt i kulden. Rundt omkring mig står folk og banker løs på deres medbragte potter og pander. Midt på pladsen ligger der et bjerg af bøjede metalplader og rør. Den kan man tage fra, hvis man ikke har nogen gryde med.

Det har Asbjørn Børgaard ikke. Han er tidligere soldat, fortæller han. Far til to piger. Hans brede skuldre og strittende røde skæg får ham til at ligne en karikeret viking. Og så er han altså ikke typen, der normalt går ud og demonstrerer, bedyrer han.

Men hvis udkastet til epidemiloven bliver stemt igennem, og sundhedsministeren får beføjelse til at tvangsmedicinere borgere med politiets hjælp, så bliver han bange.

“Hvis myndighederne igennem den nye lov får beføjelser til tage mennesker fra deres hjem og tvangsisolere dem i op til fire uger ad gangen, uden at de nogensinde kommer for en dommer - så er Grundloven sat ud af spil,” siger Asbjørn Børgaard til mig.

Det er næsten umuligt at høre hans ord gennem larmen fra potterne og panderne. Ved siden af os sidder en fyr med en metalstang. Han tæver løs på en kasserolle, som gjaldt det livet. I løbet af ugen har larmen fået sit eget navn. Klinky-klonky.

Som de fleste på Slotspladsen tror Asbjørn Børgaard ikke på, at virusset er så slem, som regeringen vil have os til at tro.

Han var sanitetssoldat i Forsvaret og ved derfor en ting eller to om infektioner, siger han. Og når han ser på, hvor mange der er smittede og døde med coronavirusset, så er det slet ikke alvorligt nok i forhold til den lovgivning, man ønsker at gennemføre, er han sikker på. Det handler i stedet om noget helt andet, mener han:

“Hvis vi fejer alle andre diskussioner til side og ser på de helt basale mekanismer, der er sat i spil i alt det her covid-helvede, så er frygt den største og drivende faktor her.”

Asbjørn mener, at regeringen udnytter befolkningens frygt for coronavirusset til at gennemføre omfattende lovændringer. Og det er tydeligt, at mange af de fremmødte demonstranter er bange.

Men ikke for coronavirusset. De er bange for, at myndighederne vil kontrollere deres krop og sind. Bange for, at en loge af højtstående politikere og rigmænd styrer verdensøkonomien. De er bange for, at drikkevandet er forurenet, og at mobilmaster udsender supersonisk stråling. En mand i 30'erne tropper dagligt op i fuldt camouflage uniform. På hans taske står der ‘zombie apocalypse response team’. I bæltet har han et sæt håndjern.

I virkeligheden er konspirationsteorier ikke et nyt fænomen. Langt fra, faktisk. Og netop frygten for, at der ligger en hemmelig sammensværgelse bag alle begivenheder og officielle forklaringer, er en drivende faktor i udbredelsen af konspirationsteorier.

Gennem historien har der været flere eksempler på virkelige sammensværgelser, der startede som konspirationsteorier. Det kunne være Edward Snowdens afsløringer af USA’s hemmelige spionteknologi eller justitsmordet på den fransk-jødiske officer Alfred Dreyfus i 1895. Men grundlæggende bruges begrebet om udokumenterede, spekulative konspirationsteorier.

Konspirationsteorier fik for alvor fart i kølvandet på Den Franske Revolution, hvor frimurere og jøder blev beskyldt for at stå bag den blodige storm på Bastillen. Men ifølge Stanislav Vysotsky fra University of Wisconsin-Whitewater, har tilhængere af konspirationsteorier fulgt den samme formel i hundredvis af år. Nemlig fortællingen om de skjulte dukkemestre.

I middelalderen var dukkemestrene jøderne. I 1920'erne var det anarkister og jøderne. I 1950'erne var det kommunisterne og jøderne. I dag er det medicinalindustrien og jøderne.

I virkeligheden er forestillingen om dukkemestrene ikke så mærkelig. For egentlig minder konspirationsteorier utroligt meget om et klassisk eventyr, skriver Stanislav Vysotsky i sin forskning af militant højre- og venstreekstremisme. Eventyr, som vi siden barnsben har elsket at fordybe os i.

I eventyret er konspirationsteoretikeren helten. Ham eller hende, der tør stå fast imod systemet. Den kritiske borger, der med mod og viljestyrke stiller magtens vogtere til ansvar i kampen for transparens i den demokratiske proces.

På den anden side, på skurkenes side, står de andre, der i konspirationsteoretikerens øjne fremstår som godtroende og naive medløbere. Journalister, eksempelvis, eller den del af alle os, der uden diskussion ifører os mundbind, når vi går ind for at købe kaffe latte to-go.

Jo mere journalisterne eller de øvrige medløbere prøver at overbevise helten om, at verden ikke er styret af onde bagmænd eller den dybe stat, jo mere vil helten blive overbevist om, at medløberne er en del af sammensværgelsen eller sympatiserer med skurkene.

Dag efter dag fortsætter slagordene med at runge ud over Christiansborg Slotsplads. Den 9. november forlyder det, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at aflive alle landets mink. Snart begynder små klynger af festivaltelte at skyde op omkring statuen af Frederik den Syvende.

Mange demonstranter ser ordren som et tegn på den store sammensværgelse, de mener finder sted. Og som dagene skrider frem, kommer der flere og flere til på pladsen, godt hjulpet på vej af hundredvis af opslag af varierende troværdighed, der dagligt bliver delt i et netværk af grupper på Facebook.

Der bliver samlet penge ind til folkekøkkener og skilte. Koordineret og oprettet lokale ‘corona-modstandsgrupper’, og der arrangeres busser fra Nordjylland til København.

Asbjørn har netop holdt endnu en tale om sine børn. Dem snakker han meget om. For hvis folk ser ham som en helt almindelig far, så er de ikke så hurtige til at afskrive ham som en sølvpapirshat. Folkelig opbakning er vigtigt, mener han.

“Det kan godt være, at nogle af de her mennesker er nogle lidt specielle typer. Men herude er der langt flere rigtige mennesker, end der er på inde på Christiansborg,” råber Asbjørn til mig gennem larmen. Den næste taler snakker om landsforræderi og retsopgør.

“Jeg ville til enhver tid tage hvilken som helst af dem, der står herude, og skifte dem ud med én af dem derinde,” fortsætter Asbjørn. Talerens mikrofon overstyrer, og højtalerne er ved at give op. Folkemængden er helt oppe at køre.

“Fordi de har hjertet med sig. De lytter til andre. Og det er der brug for i den her verden,” fortsætter Asbjørn.

Men man kan også lytte for meget til hinanden, mener nogle af demonstranterne. En fuld demonstrant fik tidligere på dagen fat i mikrofonen. Han brugte lejligheden til at opfordre til voldelig modstand mod ordensmagten. Den slags går ikke. For det fjerner bare fokus fra det egentlige formål, mener en ung mand i bare tæer og en hullet striktrøje.

Ikke alle er enige i dén udlægning. De ser brugen af ord som ‘tvangsvaccination’ i udkastet til den nye epidemilov, som et tegn på at de står over for en nært forestående udrensning af kritisk tænkende. Staten vil vaccinere dem med en fup-vaccine, mener de. Med Politiets hjælp. Det her er deres sidste chance for at demonstrere, inden landet havner i et sundhedsdiktatur underlagt sundhedsministeren. Og aktiv modstand er den eneste løsning. Så der er i hvert fald ikke nogen, der skal fortælle dem, om de må tale eller ej.

Den slags tanker har langsomt vundet frem, siden coronavirusset kom til Danmark. Det viser tal fra HOPE-projektet ved Aarhus Universitet. Deres undersøgelser viser, at der henover sommeren og efteråret skete et markant fald i oplevelsen af, at vores land og vores ledere har stået sammen mod coronavirusset. Og der var gennem efteråret en stigning i andelen af borgere, som er bekymret for de demokratiske rettigheder.

Det er fredag d. 13. november, og luften er stillestående. Spændingen har lagt sig som en tyk hashtåge over Christiansborg Slotsplads. Demonstrationerne har stået på i næsten tre uger. Og i dag skal Folketinget behandle udkastet til den nye epidemilov.

Der er bred enighed om, at det er en ganske passende dato for sådan en begivenhed. For det er fand'me noget uhyggeligt noget, det, der foregår inde på Christiansborg, mener en ældre dame.

Hun er pensioneret og har efter eget udsagn ikke så meget andet at lave. Og så har hun hørt, at Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgelige skal holde en tale i dag. Ham kan hun godt lide. Han er et rigtigt mandfolk. Og altså ikke en vattet socialdemokrat.

Men Lars Boje Mathiesen er stadig ikke dukket op. Det er healeren Malue Montclairre til gengæld. Og hende kan kvinden bestemt ikke lide. Hun snakker nemlig om Gud og kærlighed. Og det, synes hun, er vattet. Den slags kan man jo ikke bruge, når det retsopgør, som mange i forsamlingen håber kommer, finder sted.

“Vi er ikke ofre for noget som helst. Vi TROR, at vi er ofre, men det sker inde i hovedet på os, og så behøver man ikke lægge lænker på os. Så er vi allerede fanget. Men der er ikke nogen, der kan tage vores frihed fra os,” lyder det fra den ponchoklædte Montclairre.

Montclairre er midt i en efterlysning af en ung mand og hans indianertromme, da en arrangør prikker hende på skulderen. Vil hun venligst kommunikere noget absolut breaking news til forsamlingen, spørger arrangøren. En kollektiv mumlen breder sig gennem forsamlingen. Jovist, et rygte om at epidemiloven ville blive nedstemt, havde godt nok floreret det meste af dagen. Men kunne det virkelig være det, der var på færde?

Den er god nok, meddeler Malue Montclairre. Samtlige partier med undtagelse af Socialdemokratiet har stemt imod den nye epidemilov.

Alle er i ekstase over nyheden. Den infernalske buldren og bragen er højere end nogensinde. En mand snupper mikrofonen.

“Det er ikke staten, der er over os, det er os, der er over staten. De lukkede landet ned over et spøgelsesvirus. Men vi vinder dén her!”

Stemmen tilhører Mads Palsvig. En fremtrædende skikkelse i det danske konspirationsmiljø. Hans stemme drukner i larmen, og folkemængden sætter i rask trav med kurs rundt om Christiansborg.

“Mette, Mette gå nu hjem. Du har været rigtig slem!”

På trappen ind til Christiansborg står en enlig folketingsbetjent. Han stirrer på de hundredvis af mennesker, der vælter ind i gården. En håndfuld politibetjente gør ham selskab.

“Mette, Mette gå nu hjem. Du har været rigtig slem!”

Folkemængden bevæger sig videre. Rundt om Folketinget, forbi Ridebanen og mod Statsministeriet. De kender alle sammen ruten. I en uge har de gået den samme tur hver dag.

“Mette, Mette gå nu hjem. Du har været rigtig slem”.

Folkemængden slanger sig gennem søjlegangene. Stemningen er nærmest euforisk. Og det er tydeligt, at mange føler, at deres demonstrationer er grunden til, at epidemiloven ikke er blevet vedtaget. At det nu er dem, der har kontrollen.

De sociale medier fylder meget for konspirationsteoretikerne. Mange livestreamer demonstrationerne via de sociale medier, ligesom mange deler og videresender opslag og nyheder af varierende troværdighed. Og faktisk er vi mennesker mere tilbøjelige til at dele falske eller misvisende oplysninger, end vi er villige til at dele korrekte oplysninger. Det har forskere fra blandt andet Massachusetts Institute of Technology fundet frem til ved at undersøge amerikanernes adfærd på det sociale medie Twitter.

I deres undersøgelse fandt forskerne frem til, at falske historier har 70 procent større chance for at blive retweetet end sande historier, ligesom det tager sande historier omkring seks gange så lang tid at nå 1.500 mennesker, som det gør for falske historier.

Går man 100 år tilbage i tiden, var det mere alment accepteret at tale om konspirationsteorier. Men siden 1960'erne - og i særdeleshed siden mordet på den amerikanske præsident John F. Kennedy i 1963 - har man i større stil set konspirationsteorier blive latterliggjort. I 2006 blev ‘sølvpapirshat’, et nedladende udtryk for en konspirationsteoretiker, optaget i den danske ordbog.

Jeanette, der optræder i artiklen, bliver kun nævnt ved fornavn, da hun har ønsket at være delvist anonym. DR er hendes fulde navn bekendt.

Artiklen er blevet rettet den 15/2 2021 kl. 13.45. Tidligere var Jeanette citeret for et udsagn, hun ikke genkender efter publicering, og vi har derfor valgt at slette sætningen. DR beklager fejlen.