Gennem flere uger har danske børnefamilier været tvunget ud i et stort samfundseksperiment. Rundt omkring spisebordene har der både skullet arbejdes, læres og leges. På samme tid.

De fleste af os kender til at blive afbrudt, når vi arbejder. Fra lyden af mails, der tikker ind i Outlook, fra telefonen, der spjætter i lommen, fra kollegaer, der vil vende alt fra arbejdsprojekter til Danmarks VM-guld i herrehåndbold.

DR har besøgt familien Skov, som bor i Mårslet syd for Aarhus. Her har moderen, Signe Skov, sagt ja til at være med i et forsøg.

Forsøget går ud på at måle, hvor meget af hendes hjemmearbejdsdag, der går med afbrydelser. Hvor meget tid har hun til at arbejde, når hun samtidig er hjemmelærer og -pædagog? Og hvordan påvirker afbrydelserne hende?

Oprindeligt er Signe Skov uddannet sygeplejerske, men i øjeblikket læser hun en kandidat i sygepleje på Aarhus Universitet. Lige nu skriver hun speciale.

Udover hende består familien af trettenårige Albert, der går i syvende klasse, og Frieg på ni der går i anden. Begge børn er blevet undervist hjemme siden 21. december. Om en uge kan Frieg dog vende tilbage til skolen.

Familien tæller også lillebror Sejr. Han er fem år og går i børnehave, men på grund af corona-restriktionerne er han hjemme to til tre dage om ugen.

Vi har installeret tre kameraer i familiens stue på en helt almindelig hjemmearbejdsdag. Kameraerne kører fra klokken 8:30, hvor skolens onlineundervisning begynder, til klokken 13, hvor den slutter. Altså i fire en halv time.

Undervejs følger Kim Steen Nielsen, der i 20 år har rådgivet virksomheder og private i stress og trivsel på arbejdspladsen, med i optagelserne.

Hans opgave er blandt andet at holde styr på antallet af afbrydelser, Signe Skov får.

Det skal vise sig, at både han og moderen til tre kommer på noget af en opgave.

Klokken er lidt over halv ni tirsdag morgen. Med sin sorte hættetrøje trukket op over hovedet sidder Albert krumbøjet over sin computer og lytter til en af sine klassekammerater, der har et fif til, hvordan man undgår, at systemet hakker, når man laver onlinepræsentationer.

Ved siden af har lillesøster Frieg taget sine røde hørebøffer på. Hun lytter til dagens første lektion.

Overfor dem har Signe slået to bærbarecomputere op. Hun er klar til at læse og tage noter til et par videnskabelige artikler, hun håber på at tygge sig igennem i dag.

For bordenden er lillebror Sejr i gang med at farvelægge figurerne i en malebog.

- Se, hvor mange vi er! siger Frieg og vender sin skærm mod sin storebror og mor, som begge kigger op fra deres egne skærme for at se, hvor mange der denne morgen er dukket op til virtuel undervisning i anden klasse.

- Nu bladrer jeg, meddeler Sejr få sekunder efter hele familien.

Ingen svarer. Han hæver stemmen:

- Sådan mor, siger han og vender en side i malebogen.

Signe smiler til sin søn.

- Nu skal jeg have en anden bog mor, tilføjer den femårige dreng.

Og sådan forløber de næste mange minutter. Små bemærkninger frem og tilbage flere gange i minuttet. Efter et kvarter konstaterer Kim Steen Nielsen:

- Det er svært at tale om afbrydelser. Signe har hele tiden haft andre gøremål.

Egentlig er det ikke nogen overraskelse for Signe, at morgenen forløber sådan her. Den seneste halvanden måned, hvor hun har jongleret mellem hjemmearbejde, hjemmeskole og hjemmebørnehave, sammenfatter hun således:

- Udfordrende. Det er umiddelbart, det første ord der popper op i mit hoved, siger hun og lægger ikke skjul på, at både hende selv og børnene er klar til en pause fra hinanden.

- Jeg trænger virkelig til at komme langt, langt væk. Ikke ud at rejse. Bare i et sommerhus helt alene, siger hun.

Lige nu synes hun, en af de største udfordringer ved hjemmearbejdsdagen, er de forskellige kasketter, hun har på.

- Jeg har en følelse at være splittet i to. Normalt er jeg ét menneske, når jeg er på arbejde, og et andet menneske herhjemme. De roller bliver vævet ind i hinanden, så det er svært at skille ad.

En time inde eksperimentet slår Kim Steen Nielsen fast, at særligt lillebror Sejr har svært ved at finde ud af, at det ikke bare er hans mor, som er i stuen, men også en specialeskrivende fuldtidsstuderende.

- Signe lykkes rigtig godt med opgaven med at være til stede overfor sine børn og at være pædagog for Sejr, som hun træner tal med, finder malebog til, lader sidde på sit skød. Hun er meget omsorgsfuld. Men skal hun skrive et speciale, kommer det til at tage rigtig lang tid. Der går under et minut, hver gang hun bliver afbrudt, siger han.

Stressrådgiveren tilføjer:

- Jeg er holdt op med at notere afbrydelser. Der foregår jo en lang afbrydelse. Det giver slet ikke mening at tale om en afbrydelse, når der ikke er noget at afbryde.

Eksperimentet kan simpelthen ikke lade sig gøre.

I stedet går stressrådgiveren nu over til at tælle, hvor lang tid Signe får til at koncentrere sig.

Signe sukker og lægger venstre hånd op mod panden.

Sejr er på toilet. Lige nu er der ingen, der vil hende noget. Hun læner sig frem mod sin ene computerskærm.

- Palliativ… Forskellen på professionel, mumler hun.

Hver gang, Signe forsøger at koncentrere sig, fører hun hånden op til panden, observerer Kim Steen Nielsen.

- Hun sætter jo hånden derop, hvor det er svært. Helt kropsligt. Og så taler hun højt. For at få tankerne til at overdøve alle forstyrrelserne. Det er virkelig en kamp, siger han.

Netop det faktum, at Signes arbejde i øjeblikket består i at skrive et speciale, gør det ikke nemmere at få vinget arbejdsopgaverne af i løbet af hjemmearbejdsdagen.

- Jo mere videnstungt arbejde, vi har, jo mere kræver det, at vi får en sammenhængende periode på en, to eller tre timer, hvor vi slet ikke bliver forstyrret, forklarer Kim Steen Nielsen.

Signe mærker det også. I de få lommer af afbrydelsesfri minutter, hun har, er det svært at få hul på specialet.

- I startfasen handler et speciale meget om at få ideer. Hvad kan jeg skrive om? Hvordan kan jeg udvide det? Det er et flow, der kommer nogle gange, og hvis det bliver afbrudt, er det bare tabt, siger hun.

De første to en halv time af forsøget, viser Kim Steen Nielsens optællinger, at Signe maksimalt har haft et par sammenhængende minutter til at forsøge at finde ind i en form for arbejdsflow.

- Jeg tror, det er femte gange på to timer, at hun rent faktisk har brugt tastaturet, noterer han omkring klokken 11.

- Mit gæt vil være, at hun her snart tre timer inde i arbejdsdagen har nået at skrive tre linjer.

Senere på dagen vender billedet dog en smule.

De mere rolige takter forsætter efter frokost.

Ved 12-tiden finder Signe og Sejr et spil frem.

Selv om spillet afskærer hende fra at se på sine computerskærme i en periode, giver hyggestunden bonus.

Bagefter får Signe omkring et kvarters arbejdsro. Det er rekord, men hendes koncentration flakker.

- Jeg er træt. Mentalt drænet. Mit hoved er fyldt op af spørgsmål og forstyrrelser, siger hun.

Da forsøget slutter klokken 13, gør Signe Skov og Kim Steen Nielsen status.

I alt har hun haft cirka 25 minutters effektiv arbejdsro i de fire en halv time, forsøget varede, anslår stressrådgiveren.

Efter forsøget er Signe Skov og Kim Steen Nielsen enige om, at de har lært særligt én vigtig ting.

Vi er nødt til at justere vores forventninger. Vi kan ikke både være pædagog for en femårig, matematiklærer for en niårig og passe et arbejde. Det er urealistisk, lyder det sammenstemmende.

- Den lille er kun hjemme to til tre dage om ugen. De dage, han er der, skal jeg ikke selv arbejde. Det er hverken godt for ham eller mig, siger Signe Skov og tilføjer, at der må endnu flere aftener i brug til specialeskrivningen, og at hun og specialemakkeren i løbet af foråret vil lægge lommer ind af tre dages varighed, hvor hun er helt uden unger, og de kan knokle igennem.

På den front føler hun sig privilegeret. Som studerende kan hun flekse på anden måde, end mange ansatte måske kan.

Det er Kim Steen Nielsen enig i.

- Vi er alle nødt til at justere vores forventninger. Det gælder både arbejdsgiverne, som også må sige; 'Vi kan ikke forvente samme produktivitet og kvalitet. Det er ikke realistisk.' Men det gælder også os selv.

Men faktisk mener stressrådgiveren også, at vi kan bruge dagens eksperiment og erfaringerne fra hjemmearbejdspladserne generelt, når vi igen får lov til at arbejde skulder ved skulder med vores kollegaer.

For som nævnt finder der ikke kun afbrydelser sted på småbørnsforældrenes hjemmekontorer.

Det gør der i høj grad også på vores arbejdspladser.

For de, der har haft mulighed for at arbejde hjemme uden afbrydelser fra hjemsendte børn, har den lange lockdown måske været en påmindelse om, hvor vigtigt ro er, mener Kim Steen Nielsen.

- Jeg tror, det har gjort os mere bevidste om at prioritere flere lommer til fordybelse, og at man også vil se flere organisationer sige; 'Vi skal faktisk have mere tid til fordybelse.' Vi er nødt til også at fjerne de ting, der forstyrrer i storrum og møder og prioritere den her mulighed for fordybelse. Jeg tror, der kommer til at ske noget, siger han.

Signe Skov håber, at vi vil have frustrationerne over ungernes mange afbrydelser i baghovedet, når vi møder på arbejde igen.

- Jeg håber, vi kan lære noget omkring at forstyrre med omtanke. At vi voksne måske også lige selv husker at trække vejret, og overveje om vi kan løse det selv, inden vi forstyrrer en kollega.

*I timelapsevideoerne er der tale om estimater i forhold til antal afbrydelser og minutter med arbejdsro, da dette er vanskeligt at opgøre helt nøjagtigt.