Var det en ulv, ræv eller hund? Nak & Æd-værternes lorteprøve er ubrugelig

Det gik bogstavelig talt lort i den, da Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk søgte efter ulvespor i temalørdagen 'Ulven kommer'.

På trods af flere dage og nætter under åben himmel i det midtjyske lykkedes det ikke de to 'Nak & Æd'-venner Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk at få så meget som et lillebitte hyl fra en vaskeægte levende dansk ulv.

Naturmanden og kokken havde ellers gjort alt, hvad der stod i deres magt, for personligt at se og dokumentere, at ulven findes i Danmark.

Deres 'jagt' på den danske ulv kunne seere følge i programmet 'Ulven kommer - Nak & Æd Special', som var en del af temalørdag på DR2.

Prøven virkede ikke

Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk gik på jagt efter alle mulige former for spor. De satte kameraer op, forsøgte at fange hyl med lydoptagelser, ligesom de undersøgte kadavere, fodspor og ikke mindst ekskrementer.

Og det var faktisk ved sidstnævnte, at de to 'vildmænd' havde bedst held med sig - og så alligevel ikke.

Den lorteprøve, som de fik samlet ind sammen med Leif Meldgaard fra Projekt Dansk Ulv, viste sig nemlig ikke at kunne bruges til noget. Det fortæller seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, Liselotte Wesley Andersen.

- Prøven virkede ikke i første omgang. Derfor ved vi endnu ikke, om det var en ulv, en ræv eller en hund. Det tyder på, at det ikke var ulv, men vi kan ikke være sikre, fordi prøven ikke virkede. Vi prøver dog en gang til for at se, om vi kan finde noget, siger hun.

Dna fra mange forskellige dyr

Det er ofte et problem, at de prøver, der sendes ind til dna-test, ikke er gode nok. Og det er også det, der er problemet med Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirks prøve.

- Den var noget smattet og havde ikke en fin form, som ekskrementer normalt har. Den lugtede sådan set rigtig nok, men i og med den er så smattet, kan det være svært at få noget ordentligt ud af den, siger Liselotte Wesley Andersen.

Det er nemlig ikke sådan lige til at finde ulve-dna, selvom lorten skulle stamme fra en ulv. For i ekskrementerne er der også dna fra de dyr, ulven har spist.

Ulve vandrer op til 70 kilometer på en dag

Selvom Jørgen Skouboe og Nikolaj Kirk havde gjort alt for at få et tegn på liv fra en ulv, så er der ikke noget unaturligt i, at de ikke havde heldet med sig.

- Det er rigtig få mennesker, der rent faktisk har set ulve herhjemme. De er svære at gå ud og opsøge. For det første er der jo ikke så mange, og for det andet er ulve gode til at gemme sig i løbet af dagen. Derudover hyler de måske ikke kontinuerligt, men kun i perioder, fortæller forskeren.

Selvom 'Nak & Æd'-værterne var i et område, hvor der er blevet taget billeder af ulven, så kan det være, at der ganske enkelt bare ikke lige var nogen på det tidspunkt.

- Ulve er jo ikke kun på et spot. De vandrer op til 70 kilometer om dagen, så man skal virkelig være heldig for at løbe ind i en ulv, siger Liselotte Westley Andersen.

Du kan se alle opskrifterne på 'Nak & Æd's ulvemad på DRs madsite.